Husk Herrens kærlighed
Vi skal søge at kende og føle Herrens kærlighed i vores liv.
Kristus i rød kappe af Minerva Teichert synes at være det ideelle maleri til at skildre skriftstedet, som vi har valgt for denne aften: »Jeg er i evighed omsluttet af hans kærligheds arme« (2 Ne 1:15). Kristus ser så tiltalende ud med sine arme udstrakte mod os. Ligesom han inviterede nefitterne: »Rejs jer, og kom hen til mig« (3 Ne 11:15), inviterer han også hver enkelt af os til at komme, én efter én, til ham, så vi også må vide, »at [han] er hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder« (3 Ne 11:14). Vi lærer, hvordan det føles at være omsluttet af hans kærlighed, når vi accepterer den invitation.
Jeg er sikker på, at hver eneste af jer på et eller andet tidspunkt har følt jer omsluttet af Kristi arme. Men hvis I har det ligesom mig, er der tider, hvor I er ængstelige, hvor livets stress og jag synes at overmande jer, og hvor I føler, at I driver væk fra Ånden. Måske føler I jer endda, som om I er blevet forladt. Når jeg føler sådan, er den bedste modgift mine erindringer om de tidspunkter, hvor Kristi fred har styrket mig. Så i aften inviterer jeg jer til sammen med mig at huske, hvordan det er at føle Herrens kærlighed i jeres liv og føle jer omsluttet af hans arme.
Min mor døde, da jeg var ung mor. Jeg havde stadig brug for hendes råd og vejledning. Efter hun fik diagnosticeret kræft, levede hun kun i seks uger. I begyndelsen var jeg bekymret for min far. Jeg var taknemlig for, at mor ikke havde lidt længe, og at hendes død havde været en god oplevelse for os. Men et par uger senere kom Mors dag og hendes fødselsdag, og jeg begyndte at savne hende forfærdelig meget. Jeg ville have hendes arme om mig, og jeg ønskede at vide, at hun havde det godt. Jeg ønskede at fortælle hende, at jeg elskede og savnede hende.
En aften da jeg bad og græd (hvilket jeg ofte gjorde dengang), følte jeg en trøst fylde min krop – pludseligt og med stor kraft. Den følelse helbredte mig. Den gav mig fred. Den varede ikke længe rent fysisk, alligevel var den utrolig trøstende. Jeg vidste, hvad det var. Herrens kærlighed havde omsluttet mig og givet mig fred og styrke. Men lige så vigtigt, så er det øjeblik blevet i min erindring som en skattet gave, jeg kan pakke op og huske, når livet er svært.
Somme tider er disse øjeblikke med kærlighed og den efterfølgende fred også kommet uventet, og når der ikke var behov for det. Jeg stod ikke over for noget særligt problem eller spørgsmål. En vidunderlig sabbatsdag om efteråret sad jeg i den stol, hvor jeg plejer at læse i skriften, og så de gule blade, der faldt fra naboens abrikostræ. Jeg så op fra mine skrifter og følte lige pludselig en fornemmelse af fred og tilfredshed skylle ind over mig. Øjeblikket var flygtigt, alligevel har mindet om den kærlighed, jeg følte, været varig. Det er en erindrin-gens gave, som jeg kan trække på, når livet og tiderne er svære.
Men hver dag, når jeg søger Herrens kærlighed i mit liv, oplever jeg den og føler hans arme omslutte mig. Jeg ser tegn på Herrens kærlighed på min gåtur om morgenen, når luften er ren, og den første antydning af lys kommer fra øst. Jeg føler Herrens kærlighed, når et vers i skriften dukker op i mit sind og taler til mig på en ny måde. Jeg genkender hans kærlighed, når jeg bliver undervist af gode kvinder i Hjælpeforeningen eller af besøgslærere, som holder af mig. Jeg fornemmer hans nærhed, når mit hjerte hører smuk musik eller en mindeværdig tale. Søstre, Herren er overalt, når vi åbner vore øjne og vores hjerte for hans kærlighed.
Men jeg er sikker på, at der er kvinder blandt jer nu, der tænker: »Hvornår har jeg tid til at gå tur om morgenen? Hvornår havde jeg sidste gang ti minutters fred til at læse i mine skrifter?« Eller »Hvornår havde jeg sidst en dag uden smerte? Eller bekymring? Eller hjertesorg?« Og jeg ved, hvor sandt det er, at livet ofte føles som en stor bunke forpligtelser, frustrationer og skuffelser. Men Herren er der, altid den samme – hans arme er stadig udstrakte. Når vi føler os overmandede, skal vi huske på den fred, han har talt til os om ved adskillige lejligheder. Hans fred bringer trøst og styrke – det kan verden ikke give os.
Som trofaste kvinder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er vi blevet velsignet med Helligånden. Når vi inviterer Frelseren ind i vores liv, vil Helligånden bære vidnesbyrd for os om den kærlighed, som Faderen og hans Søn, vor Frelser, føler for os alle. Men at kunne føle den kærlighed afhænger ikke kun af vore ønsker, men af vore handlinger. Og de handlinger, som vi har brug for, er velkendte for os: ægte bøn, som er konkret og ydmyg og efterfulgt af stilhed for at kunne høre Herrens svar, regelmæssigt dagligt skriftstudium og tid til at grunde over det, som vi læser, og til sidst villighed til selvransagelse og til at stole på Herrens løfte om, at han »vil gøre det svage stærkt for [os]« (Eter 12:27). Når vi studerer og grunder, er vi berettiget til Åndens tilskyndelser, og når vi bliver stadig mere opmærksomme på disse tilskyndelser, genkender vi hver dag Herrens virke i vores liv. Vi vil finde ham, som ældste Maxwell erklærede, »i vores livs detaljer« (Neal A. Maxwell, »Becoming a Disciple«, Ensign, juni 1996, s. 19). Og når den erkendelse kommer, føler vi hans fred og erkender, at vi i sandhed er omsluttet af hans kærligheds arme.
I det Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere i januar 2004 formanede præsident Hinckley Kirkens kvinder til »stå fast og urokkeligt« mod den ondskab, som er tiltagende i verden. Søstre, dette er grunden til, at vi skal søge at kende og føle Herrens kærlighed i vores liv. Det er grunden til, at vi skal huske og samle på vore egne oplevelser med hans fred og den styrke, den bringer. Og det er grunden til, at vi skal fortælle om vore egne oplevelser med tro og vidnesbyrd til vore børn og til dem, som ikke har forældre eller kære.
Vores familie har brug for Guds fred i deres liv, og hvis vi ikke kan eller vil invitere Herren ind i vores liv, så bliver vores familie en afspejling af vores eget virvar. Kvinder bliver bedt om at opdrage deres familier, men vi skal også være faste. Vi skal være den faste klippegrund, som vores hjem kan stå på. Vores familie har brug for, at vi taler fred til dem, ligesom Herren taler fred til os. Vores hjem skal være et sted, hvor familie og venner har lyst til at være, hvor alle dem, som kommer ind i vores hjem, kan hente styrke og mod til at møde udfordrin-gerne ved at leve i en mere og mere ugudelig verden. Vore børn har brug for at høre os »tale om Kristus … fryde os i Kristus, [og] prædike om Kristus« (2 Ne 25:26) så de kan lære hvilken kilde, der kan give dem den fred, som »overgår al forstand« (Fil 4:7).
Husk søstre, at Frelserens invitation er klar og ligefrem, og det er af stor betydning for os, at den er bestandig: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder … Tag mit åg på jer … for … min byrde er let« (Matt 11:28-30). Dette er Herrens løfte til mig og til jer.
Min bøn for os hver især er, at vi vil huske, når Herren har talt fred til os og omsluttet os med sin kærligheds arme. Og lige så vigtigt er det, at I, hvis I ikke har følt den kærlighed længe, søger at opleve og føle den i det, I gør i jeres hverdag. Når I gør det over flere dage, måneder og år af jeres liv, vil erindringen om disse oplevelser med Herren blive til skattede gaver, som I kan åbne for anden gang – eller mange gange – som en støtte, når livet er svært.
»Fred giver jeg jer,« lover Herren, »jeg giver jer ikke, som verden giver« (Joh 14:27). Fred. Styrke. Det er hvad vi længes efter, og hvad der er muligt. Vi behøver blot at komme til hans udstrakte arme. I Jesu Kristi navn. Amen.