Tiendeloven
Jeg indbyder jer til at sætte jeres lid til Herren og, som han selv har sagt: »Prøv mig nu hermed.«
Min tale denne eftermiddag er ment som en indbydelse til dem, som endnu ikke har opnået et personligt vidnesbyrd om det at betale en fuld tiende. Der er mange undskyldninger, som bliver brugt for ikke at betale tiende, fx pludselig sygdom, gæld, reparationer på bilen eller huset, udgifter til uddannelse og forsikringer. Disse og mange andre lignende årsager er meget reelle og opleves og håndteres hver dag af mange af os – hvis ikke os alle. De trækker på vore begrænsede økonomiske ressourcer, og hvis vi ikke er kloge forvaltere, kan de medføre, at vi bliver ude af stand til at leve op til vores forpligtelse til at betale tiende til Herren. Vi bør ikke tage let på manglende efterlevelse af denne evige lov, da den ikke alene kan hindre vores åndelige vækst og udvikling i alvorlig grad, men den kan også begrænse de fysiske og timelige velsignelser, som vi ellers kunne have modtaget.
Som præsident Spencer W. Kimball engang har sagt: »Herren gør det her aldeles klart, at tiende er hans lov og kræves opfyldt af alle hans tilhængere. Det er vores ære og privilegium, vores sikkerhed og løfte, vores store velsignelse at efterleve denne Guds lov. At undlade at følge denne forpligtelse fuldt ud er at fornægte os selv løfterne og at undlade noget meget vigtigt. Det er en overtrædelse, ikke en ligegyldig forglemmelse.«1
Hvad er så tiende? Herren har givet os sin definition: »Og dette skal være begyndelsen på mit folks tiendebetaling. Og derefter skal de, som på denne måde er blevet afkrævet tiende, betale en tiendedel af hele deres indkomst årligt, og dette skal være en stående lov for dem for evigt.«2 Husk på, at tiende ikke blot er et tilfældigt frivilligt bidrag, ej heller er det en tyvendedel eller en anden brøkdel af vores årlige indtægter eller indkomst.
Præsident Howard W. Hunter beskrev det således: »Loven er ganske enkelt forklaret som ›en tiendedel af alle deres årlige indtægter.‹ Indtægter betyder overskud, erstatning og tilvækst. Det er den ansattes løn, overskuddet fra driften af en virksomhed, forøgelsen for den, der fremdriver eller producerer, eller en persons indkomst, uanset hvor den måtte stamme fra. Herren har sagt, at det er en fast lov ›for evigt‹, lige som det var i tidligere tider.«3
Hvordan anvendes tiendepengene? Trofaste kirkemedlemmer betaler deres tiende til et medlem af grenspræsidentskabet eller biskoprådet. Under ledelse af Herrens profet samles disse midler sammen og anvendes til at finansiere Kirkens vækst og udvikling i hele verden. Eksempler på anvendelsen af tiendemidler er opførelsen af templer, finansiering af den verdensomspændende missionering, bygning og vedligeholdelse af kirkebygninger og andre anerkendelsesværdige formål.
Hvorfor kræver Herren, at hans folk betaler tiende? Herren er vor Fader, og som vor Fader elsker han os. Fordi han elsker os, ønsker han at velsigne os både timeligt og åndeligt. Lyt til nogle af hans erklæringer, som er nedskrevet i skrifterne: »Lyt og hør, o I, mit folk, siger Herren og jeres Gud, I, hvem det fryder mig at velsigne med den største af alle velsignelser.«4 Og endnu en: »For så siger Herren: Jeg, Herren, er barmhjertig og nådig mod dem, der frygter mig, og finder glæde i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed indtil enden.«5
For at skænke sine velsignelser til sine børn på en retfærdig og rimelig måde har Herren indstiftet love, som regulerer de velsignelser, som han ønsker, at vi alle skal nyde godt af. Han har åbenbaret dette princip angående love til sin profet, genoprettelsens profet: »Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret – og når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret.«6 Og atter: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte.«7
Fra begyndelsen vidste Herren, at vi, hans børn, skulle stå over for timelig og åndelig modgang i livet på jorden. Denne modgang er en vigtig del af denne jordiske prøvestand. Han vidste, at vi ville få brug for hans velsignelser i løbet af vores liv, ikke alene for at kunne overkomme vore individuelle prøvelser, men også for at kunne nyde en vis grad af tryghed og endda fremgang.
Derfor har vi fået tiendeloven, som blev indstiftet fra begyndelsen. Vi ved fra skrifterne, at Abraham blev velsignet gennem sin lydighed mod loven, og vi har nu den samme lov, da den er blevet gentaget af Frelseren, da han besøgte indbyggerne på det amerikanske fastland for næsten 2000 år siden:
»Bring I hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; og prøv mig nu hermed, siger Hærskarers Herre, om jeg ikke vil åbne jer himlens vinduer og øse en velsignelse ud over jer, så der ikke vil være plads nok til at modtage den.
Og jeg vil irettesætte æderen for jeres skyld, og han skal ikke ødelægge jordens frugt; ej heller skal jeres vinstok smide sin frugt på marken før tid, siger Hærskarers Herre.
Og alle folkeslag skal kalde jer velsignede, for I skal blive et dejligt land, siger Hærskarers Herre.«8
Hvilken vidunderlig lov! Han, som ikke blot har magt og midler til at velsigne sine børn timeligt og åndeligt, men også ønsker at gøre det, har givet os nøglen til disse velsignelser, som vi både behøver og ønsker. Nøglen er tiendeloven. Som præsident James E. Faust har sagt: »Nogle føler måske, at de ikke har råd til at betale tiende, men Herren har lovet, at han vil sørge for en måde, hvorpå vi kan holde alle hans befalinger. At betale tiende er i begyndelsen et vovestykke i tro … Vi lærer om tiende ved at betale den. Jeg tror virkelig, at det er muligt at bryde ud af fattigdom ved at have tro til at give Herren en del af den smule tilbage, som vi har.«9 Mine brødre og søstre, vi skal efterleve loven.
Nu til indbydelsen: Jer, som endnu ikke betaler en fuld tiende, indbyder jeg til i dag at begynde at betale en fuld tiende til Herren gennem jeres lokale præstedømmeledere. Jeg indbyder jer til at betale jeres tiende til Herren, før I opfylder nogen anden økonomisk forpligtelse. Jeg indbyder jer til at sætte jeres lid til Herren og, som han selv har sagt: »Prøv mig nu hermed.«10 Når I gør det, og når I prioriterer jeres forpligtelse over for Herren til at betale tiende først, bliver I i sandhed vidner til Herrens enestående kraft, når han åbner himlens vinduer og øser en velsignelse ud over jer »så der ikke vil være plads nok til at modtage den.«11 Da har I opnået jeres eget vidnesbyrd om denne yderst hellige tiendelov, og når I fortsat adlyder denne lov, vil det lede jer nærmere Herren.
De af jer, som allerede betaler tiende, vil jeg gerne rose for jeres trofasthed. I er allerede vidner og har jeres egne personlige vidnesbyrd om opfyldelsen af Herrens løfter til dem, som adlyder denne befaling, og hver gang I betaler jeres tiende, forøges jeres personlige forpligtelse over for Herren.
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd for jer om tiendeloven og om, at de løfter, som Herren har givet angående denne lov, er virkelige. Jeg ved gennem personlig erfaring, at velsignelserne virkelig kommer, og for det er jeg taknemlig. I Jesu Kristi navn. Amen.