Han stoler på os!
Vi skal alle en dag stå foran Gud og gøre regnskab for vores tjeneste i præstedømmet.
For flere år siden blev søster Ellis og jeg kaldet til at præsidere over missionen i det nordlige São Paulo i Brasilien i tre år. Kaldelsen indebar, at vi skulle være væk i tre år. Grundet vores familie- og forretningssituation følte vi os tilskyndet til at beholde vores hjem og virksomhed i Houston snarere end at sælge dem.
Da vi begyndte at træffe de nødvendige arrangementer, blev det klart, at vi ville få brug for, at vores advokat udarbejdede en »skriftlig fuldmagt.« Det er et retsgyldigt dokument, som giver en anden person myndigheden til at gøre noget i dit navn. Personen med dette dokument kunne sælge vores hjem eller andre værdier, låne penge i vores navn, bruge vores penge, eller endda sælge vores virksomhed! Tanken om at give nogen så meget magt og myndighed over vores anliggender var skræmmende.
Vi besluttede at give vores fuldmagt til en person, som vi stolede på, en god ven og partner, som udøvede den magt og myndighed rigtig godt. Han gjorde det, som vi ville have gjort, hvis vi havde været til stede.
Brødre, tænk på, hvad Herren har givet os – sin magt og myndighed! Magten og myndigheden til at handle for ham i alt vedrørende hans værk!
Med hans præstedømmemagt og, om nødvendigt, den myndighed, som de, der har de pågældende nøgler, har, kan vi udføre de frelsende ordinancer i hans navn: Døbe til syndernes forladelse, bekræfte og overdrage Helligånden, overdrage præstedømmet og ordinere andre til embeder i præstedømmet og udføre tempelordinancer. I hans navn kan vi forvalte hans kirke. I hans navn kan vi velsigne, være hjemmelærere og endog helbrede de syge.
Hvilken tillid Herren viser os! Overvej det, brødre. Han stoler på os!
Før vi modtog præstedømmet, var vi allerede blevet forberedt og godkendt. Vi havde udøvet tro på Jesus Kristus, havde omvendt os, var blevet døbt og havde modtaget Helligåndsgaven. Erfaringsniveauet, som vi medbragte ved vores ordination varierede. Men den guddommelige fremgangsmåde var den samme. Der var blevet bedt omkring os, og vi blev interviewet af dem, der udøvede præstedømmets nøgler. Vi var blevet opretholdt ved afstemning af kirkemedlemmerne i vores enhed. Vi blev indsat af en person med magt og myndighed dertil.
Herren er påpasselig med hensyn til sit præstedømme. Det er et helligt hverv at udøve hans magt og myndighed.
Hvor er det forunderligt, at vi har gjort os fortjent til Guds tillid! Han stoler på jer! Han stoler på mig!
Når vi modtager præstedømmet, gør vi det ved at indgå pagt. En pagt er et indbyrdes løfte. Han lover at velsigne os på særlige betingelser. Vi lover at opfylde disse betingelser. Når vi gør det, vil Herren altid holde sit ord og give os velsignelsen. For det meste giver han os mere end lovet. Han er meget gavmild.
Når vi modtager Det Melkisedekske Præstedømme, modtager vi det, der kaldes præstedømmets »ed og pagt«. Vi lover Herren to ting, og han lover os to ting. Vi lover at være »trofaste, så [vi] får disse to præstedømmer« og trofaste i at »højne [vores] kald.« Han lover, at vi vil være »helliggjort ved Ånden.« Og er vi trofaste i alle ting til enden, lover han, at »alt det, som min Fader har, [skal] gives [os]« (se L&P 84:33-41).
Herren velsigner sine børn gennem vores tjeneste i præstedømmet. For at hjælpe os til at yde trofast tjeneste i præstedømmet på vellykket vis, giver han os retningslinjer og advarsler. Han har gjort det i skrifterne og fortsætter med at vejlede os gennem vore ledere og gennem Helligåndens tilskyndelser.
Skrifterne indeholder mange afsnit med retningslinjer og advarsler til præstedømmebærere. Et af de bedste er afsnit 121 i Lære og Pagter. I de få vers underviser Herren os i, at præstedømmet kun kan udøves i retfærdighed. Vi skal behandle andre med overbevisning, tålmodighed og venlighed. Han minder os om vigtigheden af næstekærlighed og dyd ved konstant at være ledsaget af Helligånden.
Dette afsnit advarer os også om de holdninger og handlinger, som vil bevirke, at vi mister præstedømmets kraft. Hvis vi »tragter efter anerkendelse fra mennesker«, forsøger at »skjule vore synder«, prøver at »tilfredsstille vores stolthed« eller »forfængelige ærgerrighed« eller søger at udøve »magt« over andre, mister vi præstedømmets kraft (se v. 35–37). Fra det synspunkt ville vi udøve præstelist. Vi ville ikke længere tjene Gud, og vi ville sætte os selv i Satans tjeneste.
Det ville være godt for præstedømmebærere at læse Lære og Pagter afsnit 121 regelmæssigt. Det er let at forstå, hvorfor vore nutidige profeter har fremhævet behovet for at bevare vores værdighed og har givet os Til styrke for de unge som en vejledning, der kan hjælpe os.
En af grundene til, at vi skal holde os værdige, er, at vi aldrig ved, hvornår vi bliver kaldet til at bruge præstedømmet.
Da vores søn Matthew var fem år, faldt han ned fra toppen af den høje vippe ved nabolagets pool. Han ramte betonen og fik kraniebrud og hjernerystelse. Han blev i hast sendt af sted i en ambulancehelikopter til Houston lægecenter til behandling. Jeg behøvede øjeblikkelig hjælp fra præstedømmet. Vores hjemmelærer og vores præstedømmeleder var begge værdige og beredte på dette tidspunkt. De hjalp med at give Matthew en velsignelse, og han kom sig fuldstændig.
Vi må være parate til enhver tid. Som vi siger som spejdere: »Vær beredt.«
Vi ønsker absolut at undgå præstelist. Men apostlen Paulus advarede os om en anden fare. Han advarede, at i vore dage vil der være dem, der »har gudsfrygt, men de fornægter dens kraft« (2 Tim 3:5).
Hvordan kan vi som præstedømmebærere have gudsfrygt, men fornægte dens kraft? Kunne det skyldes, at vi bærer præstedømmet uden at bruge det? Besøger vi familierne i stedet for at hjemmeundervise dem? Beder vi for nogen i en ordinance eller ordination i stedet for at velsigne dem? Gør vi Herrens værk efter vores bedste formåen uden først at bede inderligt om at kende og gøre hans vilje på hans måde?
Husk Herrens råd til os gennem Nefi, at vi »ikke må udføre noget for Herren, uden at [vi] først beder« (2 Ne 32:9).
For mange år siden blev jeg kaldet til at tjene som rådgiver i stavspræsidentskabet i Houston Nordlige Stav i Texas. Jeg studerede lignelsen om talenterne. I kender historien. En mand skulle rejse, så han betroede sin formue til sine tjenere. En modtog fem talenter, en anden to, og den sidste modtog en. Da han kom tilbage, bad han om regnskab.
Tjeneren, der havde fået fem talenter og gav ti tilbage, så vel som den, der havde fået to og gav fire tilbage, blev erklæret for gode og trofaste tjenere. Men det, der fangede min opmærksomhed var den tjener, der modtog en talent, tog sig af den og gav den i god behold tilbage til sin herre. Jeg blev overrasket over mesterens svar: »Du dårlige og dovne tjener … tag derfor talenten fra ham … og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor«! (se Matt 25:14-30).
Det virkede som en meget hård reaktion på en, som prøvede at passe på det, som blev ham givet. Men Ånden lærte mig denne sandhed: Herren forventer en forskel! I det øjeblik vidste jeg, at vi alle en dag skal stå foran Gud og gøre regnskab for vores forvaltning og tjeneste i præstedømmet. Gjorde vi en forskel? I mit tilfælde, var Houston Nordlige Stav i Texas så bedre, da jeg blev afløst, end da jeg blev kaldet?
Heldigvis lærer Herren os, hvordan vi kan blive resultatrige, hvordan vi kan gøre en forskel. »Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt …« (Joh 15:5). Hvis vi udøver hans præstedømme på hans måde og følger vejledningen, som vi modtager fra hans tjenere og hans Ånd, vil vi være gode og trofaste tjenere!
Mine kære brødre i præstedømmet, Herren Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser lever! Han kender os og elsker os. Han viser os sin tillid ved at give os præstedømmets kraft og myndighed. Jeg er et vidne om denne sandhed. Det er min bøn, at vi må anvende hans magt og myndighed til at gøre hans vilje på hans måde.
Når vi nu hører fra præsident Hinckley, præsident Monson og præsident Faust, bærer jeg mit personlige vidnesbyrd om, at de hver især er en profet, seer og åbenbarer. Jeg er spændt på at høre deres råd. I Jesu Kristi navn. Amen.