Tro, tjeneste og standhaftighed
Når vi nærer vores tro, udvikler os gennem tjeneste og forbliver standhaftige og trofaste, lige meget hvad der sker, så fornemmer vi Herrens kærlighed.
For 39 år siden bankede to af Herrens missionærer på døren til min families hus i Glasgow i Skotland. Deres munterhed, deres ydmyghed og deres tro rørte os dybt. Hver gang de besøgte os følte vi kærlighed og fred. Det var en følelse af ægte godhed.
Deres undervisning var personlig, oprigtig og velkendt. Vi følte ganske enkelt, at det var sandt. Nogle uger senere blev vi døbt og bekræftet – og blev lige fra starten mødt med venskab og venlighed fra medlemmer og ledere i vores nye kirkefamilie.
Således begyndte en evangelisk rejse, som har beriget og velsignet alle sider af vores liv, idet den har medført en dyb, varig og beroligende følelse af formål og retning. I håbet om, at det kan være en hjælp for de nye medlemmer af Kirken, vil jeg i dag fortælle om blot tre af de grundlæggende evangeliske principper, som jeg har lært på min vej.
Det første princip er den motiverende og forvandlende kraft i troen på Jesus Kristus. Denne tro er som åndelig ilt. Når vi lader troen flyde frit i os, vækker den vore åndelige sanser til live. Den puster liv i selve sjælen.
Når troen flyder frit, bliver vi modtagelige for Åndens hvisken. Vores sind oplyses, vores åndelige puls bliver hurtigere, og vores hjerte berøres.
Tro frembringer håb. Vores perspektiv forandres, og vores syn bliver klarere. Vi begynder at se efter det bedste og ikke det værste i livet og i andre. Vi får en stærkere fornemmelse af formålet og meningen med livet. Fortvivlelse må vige for glæden.
En sådan tro er en himmelsk gave, men den kan opsøges og fremelskes. Som der står i Bible Dictionary, så er det ofte sådan, at »troen vækkes af at høre vidnesbyrd båret af dem, der har tro.«1 Troen næres derefter, når vi tillader os selv at tro. Ligesom alle andre dyder, så styrkes troen, når vi udøver den, når vi lever og handler, som var vores tro allerede stor. Tro kommer af retfærdige ønsker, overbevisning og lydighed.
Et eksempel fra Mormons Bog herpå er kong Lamonis far, som hørte Arons vidnesbyrd og var villig til at tro og handle således, at han ydmygt bad: »… hvis der findes en Gud, og hvis du er Gud, vil du da give dig til kende for mig, så vil jeg aflægge alle mine synder for at kende dig.«2
Vi kan opleve det samme, når vi tillader os selv at blive berørt af vidnesbyrdets ånd, når vi udøver tro, når vi ønsker, grunder og søger – når vi nærer vores tro.
Det andet princip er, at vi udvikler os, når vi tjener. Præsident George Albert Smith har sagt: »Det er ikke det, vi modtager, der beriger vores liv – det er snarere det, vi giver.«3
Uselvisk tjeneste er en vidunderlig modgift mod de sygdomme, der stammer fra den verdensomspændende epidemi af selvoptagethed. Nogle mennesker bliver bitre eller nervøse, når det ser ud til, at de ikke får nok opmærksomhed, selvom deres liv kunne blive så meget mere beriget, hvis de blot var mere opmærksomme på andre menneskers behov.
Svaret ligger i at hjælpe med at løse de problemer, som mennesker omkring os har, i stedet for at bekymre os om vore egne. At leve for at lette andres byrder, når vi selv føler os tyn-gede. At lægge ryggen til i stedet for at klage over, at livets busser ser ud til at fare forbi os.
At strække sig lidt længere med hensyn til tjeneste, hjælper os til at se ud over vore bekymringer, problemer og udfordringer. Når vi fokuserer vores energi på at lette andres byrder, sker der noget mirakuløst. Vore egne byrder bliver mindre. Vi bliver gladere. Der er mere indhold i vores liv.
Det tredje princip er, at det at være disciple ikke er en garanti mod livets storme. Selv når vi vandrer omhyggeligt og trofast ad den lige og snævre sti, støder vi på forhindringer og udfordringer. Der er dage – måske endda måneder og år – hvor livet bare er hårdt. Vi oplever vores del af modgang, hjertesorg, ensomhed, smerte og sorg. Nogle gange virker det, som om vi får mere end vores del.
Hvad gør vi, når vi møder modstand? Der er kun ét at gøre. Stå fast og kom igennem det. Stå urokkelig, standhaftig og trofast. Livets hvirvelvinde medfører kun virkelige tragedier, når vi lader dem blæse os ud af vores sande kurs.
I tider med kriser og udfordringer er der nogle, der vælger at opgive troen på det tidspunkt, hvor de har allermest brug for den. Bønnen glemmes lige præcis, når man burde bede allermest. Dyden skubbes skødesløst til side, når den bør værdsættes allermest. Gud forlades på grund af den meget menneskelige, men alligevel fejlagtige tro på, at han har forladt os.
Sandheden er, at vores eneste tryghed, vores eneste sikkerhed og vores eneste håb er at holde fast ved det gode. Når mørkets tåger samles om os, er vi kun fortabte, hvis vi vælger at give slip på jernstangen, som er Guds ord.
Frelserens lignelse om den kloge mand, som byggede sit hus på en klippe, indeholder stor styrke, fordi den viser, at den kloge mand også mødte udfordringer i livet. Skybruddet kom, stormene suste, og floderne steg. Alligevel overlevede han det alt sammen, fordi han havde bygget på en sikker grundvold og, hvilket er altafgørende, fordi han blev der, da stormene kom.
I sin beskrivelse af en pilgrims, eller disciples, fremgang, skrev John Bunyan:
Enhver, som vil sand tapperhed ære,
lad ham blot komme hid;
denne person altid standhaftig vil være,
ej vind, ej vejr
ham modet fratager.
Hans formål i livet
han aldrig forsager
at være pilgrim.4
Apostlen Paulus opfordrede indtrængende kolossenserne til at »forblive[] grundfæstede og faste i troen uden at lade jer rokke fra håbet i det evangelium, I har hørt.«5
Folket i Korinth fik dette kraftfulde vidnesbyrd:
»I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.
Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.«6
Hvorfor var det muligt at have dette livssyn? Paulus forklarede grunden: »Thi Gud, der sagde: ›Af mørke skal lys skinne frem,‹ han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.«7
Det er mit vidnesbyrd, at når vi nærer vores tro, udvikler os gennem tjeneste og forbliver standhaftige og trofaste, lige meget hvad der sker, så fornemmer vi Herrens kærlighed. Vi stiller os selv i en situation, hvor vi har adgang til samtlige af forsoningens velsignelser. Vi forvandles fra medlemmer til disciple. Vi bliver styrket, renset, forfri-sket og åndeligt og følelsesmæssigt helbredt.
Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.