2006
Præsident Gordon B. Hinckley og Kirken er ved godt helbred
November 2006


Præsident Gordon B. Hinckley og Kirken er ved godt helbred

Ved oktoberkonferencen 2006 meddelte præsident Gordon B. Hinckley, at både han og Kirken er ved godt helbred.

»Jeg har det godt,« sagde den 96-årige profet. »Mit helbred er rimeligt.«

Præsident Hinckley citerede sine læger, som havde sagt, at hans bedring efter operationen i januar og den efterfølgende behandling er »mirakuløs«. I begyndelsen af november vil præsident Hinckley bliver den ældste præsident i den genoprettede kirkes historie. Præsident David O. McKay (1873-1970) døde, da han var 96 år og 132 dage gammel. Præsident Hinckley kunne fejre sin 96 års fødselsdag den 23. juni.

Flere end 100.000 personer deltog i konferencemøderne i Konferencecentret i Salt Lake City, og derudover så flere millioner med over hele verden. Konferencetalerne blev oversat til 85 sprog, hvoraf tyrkisk er det, der sidst er blevet tilføjet.

Til mødet søndag formiddag berettede præsident Hinckley om Kirkens fremgang. »Jeg kan kun fortælle, at Herren rigt velsigner sin kirke,« sagde præsident Hinckley. »Vores pligt er at gøre alt, hvad vi kan for at fremme værket.«

Kirkens 123. og 124. tempel blev for nyligt indviet i henholdsvis Sacramento i Californien og Helsinki i Finland. Præsident Hinckley fortalte, at Kirken nu har 6.066 steder med satellitmodtagere fordelt på 83 lande sammenlignet med kun 300 i 1982.

Præsident Hinckley forklarede også, at Tabernaklet i Salt Lake City, den bygning på Tempelpladsen, som Tabernakelkoret normalt bruger til den ugentlige udsendelse af Musik og det talte ord, for tiden bliver renoveret. Bygningen genåbnes i foråret 2007, forklarede han. Koret har sendt fra Konferencecentret, mens renovationerne har stået på.

Til mødet søndag eftermiddag blev otte medlemmer af De Halvfjerds’ Andet Kvorum afløst fra fuldtidstjeneste som generalautoriteter i Kirken. De, som er blevet afløst, er ældsterne Ronald T. Halverson, Dale E. Miller, H. Bryan Richards, Donald L. Staheli, David R. Stone, H. Bruce Stucki, Robert J. Whetten og Richard H. Winkel.

Desuden blev Erich W. Kopischke, 49, fra Frankfurt i Tyskland kaldet som områdehalvfjerdser. Tre områdehalvfjerdsere blev ligeledes afløst om lørdagen: Ældsterne César A. S. Milder, Hyae-Kee Min og Masayuki Nakano.

År 2006 markerer 150-året for håndkærrepionerernes ankomst til Salt Lake-dalen.

»Deres tro er vores arv,« sagde præsident Hinckley om pionererne. »Deres tro er en påmindelse for os om den pris, de betalte for den tryghed, vi nyder godt af i dag.« Han sluttede af med at sige: »I … denne store sag, er større tro det, vi har mest brug for. Uden det ville værket gå i stå. Med tro kan ingen standse [Kirkens] fremgang.«