Det bliver søndag igen
På grund af verdens Frelsers liv og evige offer bliver vi genforenet med dem, vi har holdt af.
Jeg er taknemlig for at være sammen med jer i dag og hente styrke fra jeres vidnesbyrd. Jeg er langt mere taknemlig, end ord kan udtrykke, for jeres venlige, trøstende ord, jeres udtryk for kærlighed og for jeres bønner.
I dag vil jeg benytte nogle få personlige minder.
Jeg blev født af agtværdige forældre. Fra min far, Joseph L. Wirthlin, lærte jeg værdien af hårdt arbejde og barmhjertighed. Han var biskop for vores menighed under den store depression. Han havde ægte interesse for de nødlidende. Han rakte ud til de nødlidende, ikke fordi det var hans pligt, men fordi det var hans inderlige ønske.
Utrætteligt tog han sig af og hjalp mange, der led nød. For mig var han idealet på en biskop.
De, der kendte min far, vidste, hvor aktiv han var. Engang fortalte nogen mig, at min far kunne gøre tre mænds arbejde. Han satte sjældent tempoet ned. I 1938 havde han en veldrevet virksomhed, da han blev ringet op af Kirkens præsident Heber J. Grant.
Præsident Grant fortalte ham, at de skulle reorganisere Det Præsiderende Biskopråd den dag, og at de ønskede, at min far tjente som rådgiver til LeGrand Richards. Min far blev overrasket, og han spurgte, om han kunne bede om det først.
Præsident Grant sagde: »Bror Wirthlin, der er kun 30 minutter til det næste konferencemøde, og jeg vil gerne hvile mig lidt. Hvad siger du?«
Min far sagde selvfølgelig ja. Han tjente i 23 år, hvoraf de 9 var som Kirkens præsiderende biskop.
Min far var 69 år, da han døde. Jeg var tilfældigvis sammen med ham, da han pludselig faldt om. Kort efter var han gået bort.
Jeg tænker ofte på min far. Jeg savner ham.
Min mor Madeline Bitner havde også stor indflydelse på mit liv. Hun var i sin ungdom dygtig til sport og konkurrenceløber. Hun var altid venlig og kærlig, men hendes tempo var udmattende. Ofte sagde hun: »Skynd dig.« Og når hun gjorde det, så satte vi tempoet op. Det var måske en af grundene til, at jeg accelererede hurtigt, da jeg spillede amerikansk fodbold.
Min mor havde store forventninger til sine børn og forventede deres bedste. Jeg kan stadig huske hende sige: »Vær ikke en undermåler. Du må gøre det bedre.« Undermåler var hendes ord for en person, der var doven og ikke levede op til sit potentiale.
Min mor døde, da hun var 87 år gammel, og jeg tænker ofte på hende og savner hende mere, end jeg kan udtrykke.
Min lillesøster Judith var forfatter, komponist og underviser. Hun elskede meget, herunder evangeliet, musik og arkæologi. Judith havde fødselsdag nogle få dage før mig. Hvert år gav jeg hende en knitrende ny 1$-seddel i fødselsdagsgave. Tre dage efter gav hun mig 50 cents som sin fødselsdagsgave til mig.
Judith døde for nogle år siden. Jeg savner hende og tænker ofte på hende.
Og det fører mig så frem til min hustru Elisa. Jeg husker den første gang, jeg mødte hende. For at hjælpe en ven var jeg taget hen til hendes hjem for at hente hendes søster Frances. Elisa åbnede døren, og for mig var det i hvert fald kærlighed ved første blik.
Jeg tror, at hun også må have følt noget, for de første ord, jeg hu-sker hende sige, var: »Jeg ved, hvem du var.«
Elisa havde engelsk som hovedfag på college.
Jeg værdsætter stadig disse fem ord, som nogle af de smukkeste udtalt af mennesker.
Hun elskede at spille tennis og havde en kanonserv. Jeg forsøgte at spille tennis med hende, men gav til sidst op, da jeg erkendte, at jeg ikke kunne ramme det, jeg ikke kunne se.
Hun var min styrke og min glæde. På grund af hende er jeg en bedre mand, ægtefælle og far. Vi blev gift, fik otte børn og fulgtes gennem livet i 65 år.
Jeg skylder min hustru mere, end jeg på nogen måde kan udtrykke. Jeg ved ikke, om der nogensinde har været et fuldkomment ægteskab, men det var vores set med mine øjne.
Da præsident Hinckley talte ved søster Wirthlins begravelse, sagde han, at det er knusende og fortærende at miste en, man elsker. Det gnaver i sjælen.
Han havde ret. Ligesom Elisa var min største glæde, så er hendes bortgang min største sorg.
I de ensomme stunder har jeg tilbragt megen tid med at tænke over det, der hører evigheden til. Jeg har funderet over de trøstende lærdomme om evigt liv.
I mit liv har jeg hørt mange taler om opstandelsen. Ligesom jer kan jeg gengive begivenhederne fra den første påskesøndag. Jeg har i mine skrifter markeret passager om opstandelsen og har let adgang til mange af de centrale udtalelser om emnet fra sidste dages hellige profeter.
Vi ved, hvad opstandelsen er – genforeningen af ånden og legemet i dets fuldkomne form.1
Præsident Joseph F. Smith har sagt, »at dem, som vi skilles fra her, vil vi atter møde og se, ligesom de er. Vi vil møde nøjagtig den samme person, som vi var sammen med her i kødet.«2
Præsident Spencer W. Kimball understregede dette, da han sagde: »Jeg er sikker på, at hvis vi kan forestille os selv, da vi var på vores højeste, både fysisk, mentalt og åndeligt, så er det sådan, vi vender tilbage.«3
Når vi er opstået, bliver »dette dødelige legeme … oprejst til et udødeligt legeme … [hvor vi] ikke mere kan dø.«4
Kan I forestille jer det? Et liv i vores bedste alder! Aldrig syg, aldrig med smerter, aldrig bebyrdet af de svagheder, der så ofte rammer os i livet på jorden.
Opstandelsen er helt central i vores tro som kristne. Uden den er vores tro meningsløs. Apostlen Paulus sagde: »… men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og [vores] tro er også tom.«5
I hele verdenshistorien har der været mange store og kloge menne-sker, hvoraf mange gjorde krav på særlig kundskab om Gud. Men da Frelseren opstod fra graven, gjorde han noget, som ingen anden nogensinde havde gjort. Han gjorde noget, ingen anden kunne. Han sprængte dødens bånd, ikke kun for sig selv, men for alle, der nogensinde har levet – både retfærdige og uretfærdige.6
Da Kristus steg op af graven og blev opstandelsens førstegrøde, gjorde han den gave tilgængelig for alle. Og med den mageløse handling mildnede han den knusende og fortærende sorg, der gnaver i selve sjælen hos dem, der har mistet deres dyrebare og elskede.
Jeg tænker på, hvor dyster den fredag var, hvor Kristus blev løftet op på korset.
På den forfærdelige fredag rystede jorden, og der blev mørkt. Forfærdelige storme piskede hen over jorden.
De onde mænd, som havde stræbt ham efter livet, frydede sig. Nu, hvor Jesus var borte, måtte de, der fulgte ham, bestemt blive spredt. Den dag triumferede de.
Den dag blev forhænget i templet flænget i to dele.
Maria Magdalene og Maria, Jesu mor, blev begge overvældet af sorg og fortvivlelse. Den enestående mand, som de havde elsket og æret, hang livløs på korset.
På den fredag var apostlene knuste. Jesus, deres Frelser – manden, som havde gået på vandet og oprejst de døde – var selv overladt til ugudelige menneskers nåde. De så hjælpeløse til, mens han blev overvundet af sine fjender.
På den fredag blev menneskehedens Frelser ydmyget og såret, hånet og krænket.
Det var en fredag fyldt med knusende og fortærende sorg, der gnavede helt ind i sjælen hos dem, der elskede og ærede Guds Søn.
Jeg tror, at blandt alle dage, siden denne verdens historie begyndte, var denne fredag den mest dystre.
Men denne dags undergangsfølelse blev ikke ved.
Fortvivlelsen varede ikke ved, for om søndagen sprængte den opstandne Herre dødens bånd. Han opstod fra graven og viste sig i storslået triumf som hele menneskehedens Frelser.
Og på et øjeblik blev øjnene, der havde været fyldt med endeløse tårer, tørre. Læberne, der i fortvivlelse og sorg havde hvisket bønner, fyldte nu luften med vidunderlig lovprisning, for Jesus Kristus, den levende Guds Søn, stod foran dem som førstegrøden af opstandelsen, som beviset på, at døden blot er begyndelsen til en ny og vidunderlig tilværelse.
Vi oplever alle vore egne fredage – de dage, hvor hele universet synes at ryste, og vores verden ligger spredt omkring os som potteskår. Vi oplever alle disse sønderknuste øjeblikke, hvor det virker som om, at vi aldrig kan få samling på os selv igen. Vi vil alle have vore fredage.
Men jeg vidner for jer i den Enes navn, han, der overvandt døden – det bliver søndag igen. Midt i vores sorgs mørke bliver det søndag igen.
Uanset vores fortvivlelse, uanset vores sorg, så bliver det søndag igen. I dette liv eller det næste, det bliver søndag igen.
Jeg vidner for jer om, at opstandelsen ikke er et eventyr. Vi har personlige vidnesbyrd fra dem, der så ham. Tusinder i den gamle og i den nye verden så den opstandne Frelser. De rørte ved sårene i hans hænder, fødder og side. De udgød tårer af uhæmmet glæde, da de omfavnede ham.
Efter opstandelsen blev disciplene fornyet. De rejste rundt i hele verden og forkyndte evangeliets herlige nyhed.
Havde de valgt det, kunne de være forsvundet og vendt tilbage til deres tidligere tilværelse og erhverv. Med tiden ville deres tilknytning til Herren være blevet glemt.
De kunne have fornægtet Kristi guddommelighed. Men det gjorde de ikke. Trods fare, latterliggørelse og trusler om død gik de ind i paladser, templer og synagoger, hvor de frimodigt forkyndte Jesus Kristus, den levende Guds opstandne Søn.
Mange af dem skænkede som et sidste vidnesbyrd deres eget dyrebare liv. De døde som martyrer, med vidnesbyrdet om den opstandne Kristus på deres læber, da de døde.
Opstandelsen forandrede tilværelsen for dem, der bevidnede den. Burde den ikke forandre vores?
Vi skal alle opstå fra graven. Og på den dag vil min far omfavne min mor. Og på den dag vil jeg atter holde min elskede Elisa i mine arme.
På grund af verdens Frelsers liv og evige offer bliver vi genforenet med dem, vi har holdt af.
På den dag vil vi erkende vor himmelske Faders kærlighed. På den dag vil vi fryde os over, at Messias overvandt alt, så vi kan leve for evigt.
På grund af hellige ordinancer, som vi modtager i hellige templer, kan vores afsked med dette korte liv på jorden ikke længe adskille forhold, der er fæstet med evige bånd.
Det er mit højtidelige vidnesbyrd, at døden ikke er afslutningen på tilværelsen. »Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.«7 På grund af den opstandne Kristus er døden »opslugt og besejret.«8
På grund af vores elskede Forløser kan vi hæve vores røst, selv midt på vores mest dystre fredage, og forkynde: »Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?«9
Da præsident Hinckley talte om den forfærdelige ensomhed, som de, der mister en af deres kære, oplever, lovede han også, at en stille og uhørlig røst midt i nattens stilhed hvisker fred til vores sjæl: »Alt er vel.«
Jeg er mere taknemlig, end det kan udtrykkes, for evangeliets mageløse og sande lære og for Helligåndsgaven, som til min sjæl har hvisket de trø-stende og fredfyldte ord, som vores elskede profet har lovet.
I min dybeste sorg har jeg glædet mig over evangeliets herlighed. Jeg glæder mig over, at profeten Joseph Smith blev udvalgt til at gengive evangeliet til jorden i denne sidste uddeling. Jeg glæder mig over, at vi har en profet, præsident Gordon B. Hinckley, som leder Herrens kirke i vore dage.
Må vi alle forstå og leve med taknemlighed for de uvurderlige gaver, vi får som sønner og døtre af en kærlig himmelsk Fader, og for løftet om den herlige dag, hvor vi alle skal opstå i triumf fra graven.
At vi altid må vide, at uanset hvor dyster vores fredag er, så bliver det søndag igen. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.