At modtage ved Ånden
Når vi … fokuserer på at søge og modtage Ånden, bliver vi mindre interesserede i en underviser eller taler, som fastholder vores opmærksomhed, og mere interesserede i at give Ånden vores fulde opmærksomhed.
En morgen, mens jeg tjente som ung missionær i Beaumont i Texas, blev min kammerat syg og havde brug for at hvile sig. Jeg fulgte vores missionspræsidents råd for sådanne situationer og trak en stol hen til det åbne vindue i vores lejlighed på fjerde etage og begyndte at læse i Mormons Bog.
Snart blev jeg fordybet i skrifterne, og efter et stykke tid kom jeg til Alma, kapitel 29, vers 1 og 2:
»O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, så jeg kunne drage ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at ryste, og råbe omvendelse til hvert eneste folk!
Ja, som med en tordenrøst ville jeg kundgøre omvendelse og forløsningsplanen for hver eneste sjæl, at de skulle omvende sig og komme til vor Gud, så der ikke skulle være mere sorg på hele jordens overflade« (Alma 29:1-2).
Da jeg grundede over Almas ord, blev de dybt personlige. Min kammerat og jeg havde banket på hundredvis af døre i Beaumont og tilbudt at fortælle om vores budskab, men med begrænset held. I tankerne begyndte jeg at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg var en engel og kunne råbe omvendelse med en røst, der kunne få jorden til at ryste. Jeg så ud af vinduet på menneskene, som kom og gik nede på gaden under mig. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være, hvis jeg stod der og strålede som en engel med mine hænder løftede og tale med en tordenrøst. Jeg forestillede mig bygningerne ryste, og menneskene falde til jorden. Jeg forestillede mig, at de under de omstændigheder nok ville få et pludseligt ønske om at lytte til hvad jeg havde at sige!
Men så læste jeg det næste vers: »Men se, jeg er et menneske og synder i mit ønske, for jeg burde være tilfreds med det, Herren har tildelt mig« (v. 3).
Jeg blev ydmyg, da jeg indså, at Herren elsker alle sine børn og har en plan for sit værk. Min opgave var at gøre min del.
Jeg blev også ydmyg, da jeg indså noget andet. I det øjeblik vidste jeg, at det jeg læste ikke var fiktion – det var virkeligt. Stille og fredfyldt, mens jeg læste, var jeg blevet fyldt med lys og med forståelsen af, at Alma var en virkelig person, at han har levet, og at han også havde et dybt ønske om at forkynde det evangeliske budskab for andre.
Hvis I havde spurgt mig i det øjeblik: »Ved du, at det her er sandt?« Ville jeg have svaret: »Fuldstændigt!« På det tidspunkt blev det klart for mig, at jeg modtog et åndeligt vidnesbyrd om sandheden af Mormons Bog.
Når jeg har reflekteret over den oplevelse – og mange sådanne vidnesbyrd siden hen – er jeg kommet til bedre at forstå, hvor væsentligt det er at modtage ved Ånden. Vi fokuserer ofte, og passende nok, på vigtigheden af at undervise ved Ånden. Men vi skal huske, at Herren anser det for lige så vigtigt – hvis ikke vigtigere – at modtage ved Ånden (se L&P 50:17-22).
At modtage på den måde er et grundlæggende evangelisk mønster. Det fremgår af selve den ordinance, hvor vi bliver bekræftet som medlemmer af Kirken. I denne ordinance bliver vi pålagt at modtage Helligånden. Dette er en formel invitation til at handle, til at modtage denne store gave.
Jo mere opmærksom jeg er blevet på dette princip, desto mere opdager jeg, at skrifterne er fyldt med lærdommen om at modtage. Som Ældste Boyd K. Packer har sagt: »Intet budskab står flere gange i skrifterne og på flere måder end: ›Bed, så skal du få‹« (»Ærbødighed indbyder til åbenbaring«, Stjernen jan. 1992, s. 24).
Selve kernen i vores prøvetid på jorden er at vælge, om vi vil modtage Jesus som Kristus. Apostlen Johannes har sagt følgende:
»Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.
Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn« (Joh 1:11-12).
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange gaver og velsignelser, der omgiver os, og som vi ikke modtager. Herren har sagt: »For hvad gavner det et menneske, at han, hvis der bliver skænket ham en gave, ikke modtager den? Se, han glæder sig ikke over det, der bliver givet til ham, ej heller glæder han sig over den, der er gavens giver« (L&P 88:33).
Under vore kirkemøder, under vores skriftstudium alene eller med familien, og selv denne dag hvor vi lytter til Herrens profeter og apostle, vil nogle af os modtage mere end andre. Hvorfor? Jeg er ved at lære, at dem, som virkeligt modtager, gør mindste tre ting, som de andre nok ikke gør.
For det første så søger de. Vi lever i en underholdningsverden, en tilskuerverden. Uden at indse det, kan vi komme til konference eller i kirke med indstillingen: »Her er jeg, inspirer mig nu.« Vi bliver åndeligt passive.
Når vi i stedet fokuserer på at søge og modtage Ånden, bliver vi mindre interesserede i om en underviser eller taler kan fastholde vores opmærksomhed og mere interesserede i at give Ånden vores fulde opmærksomhed. Husk, at modtage er et udsagnsord. Det handler om at gøre noget. Det er et grundlæggende udtryk for tro.
For det andet så føler de, som modtager. Når åbenbaring kommer til sindet og hjertet, er det for det meste noget, man føler. Indtil vi lærer at lægge mærke til disse åndelige følelser, genkender vi som regel ikke engang Ånden.
Under en samtale jeg for nylig havde med en af vore svigerdøtre, foreslog hun, at vi kunne hjælpe selv små børn med at blive opmærksomme på disse følelser fra Ånden. Vi kan stille dem spørgsmål så som: »Hvad føler du, når vi læser i skriften sammen? Hvad føler du Ånden tilskynder dig til at gøre?« Det er gode spørgsmål til os alle. De viser ønsket om at modtage.
For det tredje så har de, som modtager, til hensigt at handle. Profeten Moroni belærte os om, at vi for at modtage et vidnesbyrd om Mormons Bog må spørge med »oprigtig hensigt« (Moro 10:4). Ånden underviser, når vi ærligt har til hensigt at gøre noget ved det, vi lærer.
Når jeg læser i min dagbog for at forstå og lære mere af de oplevelser, jeg havde som missionær, har jeg indset, at selvom jeg havde læst Mormons Bog før, så var det, der skete i Beaumont den morgen, anderledes, fordi jeg var anderledes. Selvom jeg var uerfaren, i det mindste på det punkt, prøvede jeg oprigtigt at søge og at føle, og min hensigt var at handle med tro i overensstemmelse med det, jeg havde lært. Jeg ved nu, at sådanne vidnesbyrd er tilgængelige for hver eneste af os, hvis vi blot vil modtage dem.
Mormons Bog er Guds ord. Jesus er Kristus. Evangeliet er blevet gengivet, og vi er i sandhed i nutidige apostle og profeters nærhed.
Jeg beder til, at vi denne dag og altid vil lære at blive bedre til at modtage, og at vi i sandhed må fryde os ved både gaven og »ham, der er gavens giver.«
I Jesu Kristi navn. Amen.