Åndelige næringsstoffer

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Vi er nødt til at få flere åndelige næringsstoffer – næringsstoffer, der kommer fra kundskab om evangeliets fylde og kraften i det hellige præstedømme.

Min bedstefar plejede hver sommer at lade sit kvæg græsse i de smukke, frodige og højtliggende bjergdale øst for vores by i det centrale Utah. Men kvæget higede efter og havde brug for supplerende næringsstoffer, som de fik ved at slikke på stensalt. Stensaltet kom fra en saltmine langt derfra. Bedstefar fornyede saltstenene, som dyrene slikkede på, ved at sætte en paksaddel på en robust hest og fylde paksadlen med stensalt. Jeg kaldte pakhesten for Drys og med god grund. Bedstefar satte mig op på Drys med sadlen læsset med stensalt. Han gav mig tøjlerne, så jeg kunne lede hesten op ad bjerget, mens vi fulgte bedstefar, som red på sin hest.

Min hest Drys var langsom, men jeg pressede ham ikke, for han bar på et tungt læs. Det tog en hel dag at ride op ad bjerget til saltstenene og læsse stensaltet af pakdyret. Efterhånden som det blev varmere, sved det på mine svedige ben, når de gned mod klumperne af stensalt i paksadlen. Det var herligt, når vi krydsede et vandløb, og jeg kunne komme af hesten og slippe af med svien ved at vaske og tørre mine ben.

Bedstefar sang det meste af dagen. For det meste sang han Zions sange. Men han sang én sang, der gjorde stort indtryk på mig. Den hed: »Vis mig dine venner, og jeg kan fortælle, hvad du er.« Når jeg ser tilbage, så var det en god oplevelse at bringe salt op til bjergdalene, hvor de ekstra næringsstoffer fra stensaltet styrkede kvæget.

Et næringsstof giver næring, som styrker vækst og helbredelse i både dyr og mennesker. Bedstefars kvæg higede efter næringsstofferne i stensalt, men mennesker har brug for noget mere. De har brug for at blive suppleret åndeligt, for »livet er jo mere end maden«¹, og der er en »ånd, der er i mennesket, den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt.«² Menneskets ånd har brug for kærlighed. Den har også brug for at blive »næret af troens og den gode læres ord.«³

Åndelig næring forbereder os til dåb. Denne forberedelse omfatter, at vi er ydmyge over for Gud, har »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«, omvender os fra alle vore synder, er »villige til at påtage sig Jesu Kristi navn« og ved vore »gerninger virkelig viser, at [vi] har modtaget Kristi Ånd.«⁴

Vores vigtigste åndelige næringsstof er et vidnesbyrd om, at Gud er vor evige Fader, at Jesus er vor Frelser og Forløser, og at Helligånden er vor Talsmand. Dette vidnesbyrd bliver bekræftet for os ved Helligåndsgaven. Fra dette vidnesbyrd får vi de åndelige næringsstoffer tro og tillid til Gud, som frembringer himlens velsignelser. Åndelige næringsstoffer kommer til os fra en række kilder, men på grund af begrænset tid nævner jeg blot tre.

For nogle år siden besluttede en ung mand, som begyndte sit sidste år i high school, sig for at styrke sig selv ved at studere i skrifterne en halv time hver dag. Da han begyndte at læse Det Nye Testamente, mødte han en mur. Han oplevede ikke den forventede åndelighed, og han fik ikke nogen indsigt. Så han spurgte sig selv: »Hvad gør jeg forkert?« Så dukkede en episode fra skolen op i hans tanker. Han og nogle venner havde fortalt vittigheder – nogle var ikke særlig morsomme, ja, faktisk direkte skændige. Han havde ikke alene lyttet med, men var tilmed selv kommet med nogle kulørte kommentarer. Netop mens han tænkte på dette, faldt hans øjne på disse ord i Matthæusevangeliet: »Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.«⁵ Han vidste, at Ånden havde ledt ham til disse ord på det tidspunkt. Han vendte sig fra Bibelen og bad angrende.

Svaret på hans spørgsmål: »Hvad gør jeg forkert?« var enkelt. Han læste i skrifterne, markerede skriftsteder og glædede sig endda over dem, men han efterlevede ikke skrifternes råd. Da han fornyede sin læsning i skrifterne og prøvede at leve efter Kristi eksempel, lagde han snart mærke til, hvordan forskellige sider af hans tilværelse begyndte at blomstre.⁶ Ved at bruge skrifterne i sit liv, havde han tilføjet et vigtigt åndeligt næringsstof.

I vore usikre fysiske omgivelser er vi nødt til at få flere åndelige næringsstoffer – næringsstoffer, der kommer fra kundskab om evangeliets fylde og kraften i det hellige præstedømme. Når en sådan kundskab er trængt dybt ind i vores sjæl, kommer vi ikke blot Gud nærmere, men vi ønsker også at tjene ham og vore medmennesker.

For nogle år siden besluttede et kvorum af præster sig for som et tjenesteprojekt at samle mad ind til de nødlidende. Jim var en af præsterne og begejstret over at deltage. Han ville samle mere ind end nogen anden. Tidspunktet kom, hvor præsterne mødtes i kirken. De gik alle ud samtidig og kom tilbage på et fastsat tidspunkt senere på aftenen. Til alles overraskelse var Jims vogn tom. Han virkede ret alvorlig, og nogle af drengene gjorde lidt nar af ham. Vejlederen så dette, og da han vidste, at Jim var interesseret i biler, sagde han: »Kom med udenfor, Jim. Du skal se på min bil. Den volder mig problemer.«

Da de kom udenfor, spurgte vejlederen Jim, om han var ked af det. Jim svarede: »Nej, faktisk ikke. Da jeg gik ud for at indsamle maden, fik jeg faktisk ret meget. Min vogn var fuld. På vej tilbage til kirken standsede jeg hos en kvinde, der ikke er medlem af Kirken. Hun er fraskilt og bor inden for vores menigheds område. Jeg bankede på døren og forklarede, hvad vi gjorde, og hun inviterede mig ind. Hun begyndte at lede efter noget, hun kunne give mig. Hun åbnede køleskabet, og jeg kunne se, at der næsten ikke var noget deri. Skabene var tomme. Endelig fandt hun en lille dåse ferskener.

Jeg kunne næsten ikke tro det. Her løb en masse små børn rundt, som havde brug for mad, og hun gav mig denne dåse ferskener. Jeg tog den og lagde den i min vogn, og begyndte at gå ned af gaden. Jeg kom halvvejs ned til hjørnet, da jeg følte mig varm over-alt og vidste, at jeg skulle gå tilbage til det hus. Jeg gav hende al maden.«

Vejlederen sagde: »Jim, glem aldrig den følelse, du har oplevet i aften, for det er det, det hele drejer sig om.«⁷ Jim havde smagt næringsstoffet uselvisk tjeneste.

Mange åndelige næringsstoffer kommer, mens man er på mission – af at være fuldstændig optaget af Mesterens værk. De kommer, når man hjælper mennesker med at vågne åndeligt, så de kan modtage evangeliet. For mere end 100 år siden, da ældste J. Golden Kimball præsiderede over Sydstaternes Mission, indkaldte han til et møde for ældsterne. De skulle mødes et afsides sted i en skov, hvor de kunne være alene. En af ældsterne havde et problem med et af sine ben. Det var blodigt og opsvulmet til mindst den dobbelte størrelse af hans andet ben. Men ældsten insisterede på at deltage i dette særlige præstedømmemøde i skoven. Så to af ældsterne bar ham til dette mødested.

Ældste Kimball spurgte missionærerne: »Brødre, hvad forkynder I?«

De sagde: »Vi forkynder Jesu Kristi evangelium.«

»Fortæller I disse mennesker, at I har magt og myndighed til ved tro at helbrede de syge?« spurgte han.

De svarede: »Ja.«

»Javel,« fortsatte han, »hvorfor tror I så ikke på det?«

Den unge mand med det opsvulmede ben åbnede munden og sagde: »Jeg tror på det.« Her er så resten af historien med ældste Kimballs ord: Ældsten »satte sig ned på en træstub, og ældsterne samledes omkring ham. Han blev salvet, og jeg bekræftede salvelsen, og han blev helbredt lige på stedet. Det var meget overraskende, og alle øvrige ældster, der var syge, blev salvet, og de blev alle helbredt. Vi forlod det præstedømmemøde, og ældsterne modtog deres opgaver, og der var en glæde og lykke, som ikke kan beskrives.«⁸ Deres næringsstof tro var blevet fornyet, og deres iver for missionering genoplivet.

Åndelige næringsstoffer, som holder os åndeligt raske, kan miste deres kraft og styrke, hvis vi ikke lever værdigt til den guddommelige vejledning, vi behøver. Frelseren har fortalt os: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.«⁹ Vi ønsker at bevare vores sjæl og legeme fri for alle former for afhængighed og forurening. Vi ville aldrig vælge at spise fordærvet eller forurenet mad. Med samme omhyggelighed bør vi være forsigtige med ikke at læse eller se noget, der ikke lever op til god smag. Meget af den åndelige forurening, vi får i vores tilværelse, kommer via internettet, computerspil, tv-show og film, der er meget uanstændige eller åbenlyst udstiller menneskers lavere instinkter. Vi er nødt til at øge vores åndelige styrke, fordi vi lever i sådanne omgivelser.

Enosh taler om, hvordan hans sjæl hungrede og anråbte Gud i inderlig bøn hele dagen, ja, og ud på natten, for sin sjæl.¹⁰ Han higede efter de åndelige næringsstoffer, der slukker tørsten efter åndelig sandhed. Som verdens Frelser fortalte kvinden ved brønden i Samaria: »Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«¹¹

I aften har vi været samlet som Guds præstedømme i denne store forsamling, både dem, vi kan se, og de usete, og forhåbentligt fordi vi ønsker at blive næret åndeligt. Jeg håber, at vi altid vil hungre og tørste efter Herrens ord gennem hans tjenere, profeterne, og at vi kan blive mættet hver uge, når vi deltager i vore nadvermøder og fornyr vore pagter.

Hver eneste af jer, unge mænd i Det Aronske Præstedømme, har i jeres indre alle de nødvendige elementer for at nå jeres evige skæbne. Disse elementer, hvoraf nogle er i dvale, har brug for at blive styrket og næret udefra. Nogle af dem er fysiske, nogle af dem er åndelige. Menneskets ånd har brug for at kende til sin evige rejse – at vide, hvor den kom fra, hvorfor den er her i livet på jorden, og hvor den i sidste ende må hen for at modtage glæde og lykke og opfylde sin skæbne. Fornyelse af vores ånd med åndelige næringsstoffer kan være evigtvarende og følger os i evighederne. Som Amulek sagde: »Den selv samme ånd, som besidder jeres legeme, når I går bort fra dette liv, den selv samme ånd har magt til at besidde jeres legeme i den evige verden.«¹²

Brødre, vi værdsætter jeres hengivenhed og retskaffenhed. I udfører jeres kaldelser i kvorummer, menigheder og stave så godt, at Kirken vokser, og hele Guds værk går fremad over hele verden. Med jeres præstedømme er I i stand til i Herrens navn at velsigne jeres familier og andre, som I kan blive bedt om eller få til opgave at velsigne. Det kommer fra den guddommelige bemyndigelse betroet os fra Herren, for han har lovet: »Hvem som helst, du velsigner, vil jeg velsigne.«¹³

Brødre, jeg håber, at vi er oprigtige og trofaste over for alle vore pagter. Jeg beder til, at vi må være fuldstændigt engagerede i alle vore familieforhold, især over for vore ægtefæller, men også over for vore forældre, vore børn og børnebørn. Må vi bære vores personlige vidnesbyrd om sandheden af dette værk hver dag hele livet. Må vi gå fremad i retfærdighed som Herrens ydmyge tjenere. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.