Evige familier
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Vores præstedømmeforpligtelse er at gøre vores familie og familierne omkring os til midtpunkt for vores interesse.
Jeg er taknemlig over at være sammen med jer til dette præstedømmemøde i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er et stort øjeblik i Kirkens historie. For 182 år siden i 1834 i Kirtland i Ohio blev alle præstedømmebærere indkaldt til at mødes i en bjælkehytte og skole på knap 18 m2. Ved det møde siges det, at profeten Joseph Smith sagde: »I kender ikke mere til denne kirkes og dette riges skæbne end et spædbarn på sin mors skød. I fatter det ikke … Det er kun en lille håndfuld præstedømmebærere, I ser her i aften, men denne kirke kommer til at opfylde Nord- og Sydamerika – den kommer til at opfylde hele verden.«1
Millioner af præstedømmebærere i over 110 lande er samlet til dette møde. Måske forudså profeten Joseph denne tid og den storslåede fremtid, der stadig venter os.
Min tale i aften er et forsøg på at beskrive den fremtid, og hvad vi må gøre for at være en del af planen for lykke, som vor himmelske Fader har forberedt til os. Før vi blev født, boede vi i en familie med vor ophøjede og evige himmelske Fader. Han fremkom med en plan, der gør os i stand til at gå fremad og udvikle os til at blive som ham. Han gjorde det af kærlighed til os. Hensigten med planen var at give os det privilegium at leve for evigt, som vor himmelske Fader lever. Denne evangeliske plan tilbød os et liv på jorden, hvor vi ville blive prøvet. Vi fik et løfte om, at vi gennem Jesu Kristi forsoning ville opnå evigt liv, den største af alle hans gaver, hvis vi adlød evangeliets love og præstedømmeordinancer.
Evigt liv er den form for liv, som Gud vor evige Fader lever. Gud har sagt, at hans hensigt er at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Det store mål for hver eneste præstedømmebærer er derfor at bistå i værket med at hjælpe mennesker hæve sig til evigt liv.
Hver eneste indsats fra præstedømmet og hver eneste præstedømmeordinance har til hensigt at hjælpe vor himmelske Faders børn til at blive forandret gennem Jesu Kristi forsoning og blive del af en fuldkommen familieenhed. Heraf følger, at »det store værk for hver eneste mand er at tro på evangeliet, holde befalingerne og at skabe og fuldkommengøre en evig familieenhed«2 og at hjælpe andre til at gøre det samme.
Eftersom det er sandt, bør alt, hvad vi gør, have celestialt ægteskab som sit fokus og formål. Det betyder, at vi må stræbe efter at blive beseglet til en evig ægtefælle i Guds tempel. Vi må også opmuntre andre til at indgå og holde de pagter, som binder en mand og hustru sammen med deres familie i dette liv og i den tilkommende verden.
Hvorfor bør det betyde så meget for os hver især – ung eller gammel, diakon eller højpræst, søn eller far? Det er, fordi vores præstedømmeforpligtelse er at gøre vores familie og familierne omkring os til midtpunkt for vores interesse. Hver eneste større beslutning bør baseres på den indvirkning, den vil have på, hvorvidt en familie kan blive værdig til et liv sammen med vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Der er intet i vores virke i præstedømmet, der er så vigtigt som dette.
Lad mig fortælle jer, hvad det kunne betyde for en diakon, der lytter i aften, som medlem af en familie og som kvorumsmedlem.
I hans familie er familiebøn eller afholdelse af familieaften, måske ikke noget, der sker regelmæssigt. Hvis hans far kender til sine pligter og kalder familien sammen til bøn eller skriftstudium, kan diakonen komme farende for at deltage med et smil. Han kan tilskynde sine brødre og søstre til at deltage og rose dem, når de gør det. Han kan bede sin far om en velsignelse, når skolen begynder, eller når der ellers er behov herfor.
Han har måske ikke en trofast far. Men selve ønsket i hans hjerte om disse oplevelser vil bringe himlens kræfter til dem omkring ham på grund af hans tro. De vil søge efter det familieliv, som diakonen ønsker af hele sit hjerte.
Læreren i Det Aronske Præstedømme kan i sin hjemmelæreropgave se en mulighed for at hjælpe Herren forandre livet for en familie. Herren foreslog det i Lære og Pagter:
»Lærerens pligt er bestandigt at våge over menigheden, at være hos medlemmerne og styrke dem.
Og at se til, at der ikke er nogen ugudelighed i kirken, ej heller indbyrdes nag, ej heller løgn, bagtalelse eller ond tale« (L&P 20:53).
Tilsvarende får præsten i Det Aronske Præstedømme denne befaling:
»Præstens pligt er at prædike, lære, forklare, formane, døbe og forrette ved uddelingen af den hellige nadver.
Og besøge hvert medlems hjem, og formane dem til at bede lydeligt og i løndom og at varetage alle familiemæssige pligter« (L&P 20:46-47).
Ligesom jeg gjorde som lærer og præst, undrer I jer måske over, hvordan I overhovedet kan leve op til disse udfordringer. Jeg var aldrig sikker på, hvordan jeg skulle formane på en måde, der kunne flytte en familie mod evigt liv, uden at det virkede fornærmende eller kritiserende. Jeg har lært, at den eneste formaning, der forandrer hjerter, kommer fra Helligånden. Det sker for det meste, når vi bærer vidnesbyrd om Frelseren, som var og er det fuldkomne familiemedlem. Når vi fokuserer på vores kærlighed til ham, øges harmonien og freden i de hjem, vi besøger. Helligånden vil støtte os i vores indsats hos familierne.
Den unge præstedømmebærer kan ved den måde, han beder på, den måde, han taler på, og den måde, han opfordrer familien på, i deres sind og hjerte minde dem om Frelserens indflydelse og eksempel.
En klog præstedømmeleder viste mig, at han forstod det. Han bad min dreng om at føre ordet ved et hjemmelærerbesøg. Han sagde, at familien måske ikke fulgte hans formaning, men han tænkte, at en drengs enkle undervisning og vidnesbyrd måske med større sandsynlighed ville nå ind til deres forhærdede hjerte.
Hvad kan den unge ældste gøre for at bidrage til skabelsen af evige familier? Han står måske for at skulle på mission. Han kan bede af hele sit hjerte om, at han må kunne finde, undervise og døbe familier. Jeg husker stadig en flot ung mand med hans kønne brud og deres to smukke små piger, som sad sammen med min missionærkammerat og mig en dag. Helligånden kom og vidnede for dem om, at Jesu Kristi evangelium var blevet gengivet. De troede tilstrækkeligt til, at de tilmed bad om, at vi kunne give deres to små piger en velsignelse, som de havde set det ske ved et af vore nadvermøder. De havde allerede et ønske om, at deres børn skulle velsignes, men de forstod endnu ikke, at de højere velsignelser kun er mulige i Guds templer, efter de havde indgået pagter.
Jeg kan stadig føle smerten, når jeg tænker på det par og de små piger, som nu sikkert er blevet gamle, uden løftet om en evig familie. Deres forældre havde i det mindste en anelse om de velsignelser, der kunne være tilgængelige for dem. Mit håb er, at de på en eller anden måde, et eller andet sted stadig må få mulighed for at blive en evig familie.
Andre ældster, der tager på mission, får den mere lykkelige oplevelse, som min søn Matthew havde. Hans kammerat og han fandt en enke med 11 børn, som levede meget beskedent. Han ønskede for dem det, som I ønsker – at få en evig familie. For min søn virkede det umuligt eller i det mindste usandsynligt dengang.
Jeg besøgte den lille by mange år efter, at min søn havde døbt enken, og hun bad mig møde sin familie i kirken. Jeg måtte vente lidt, for de fleste af hendes børn og hendes mange børnebørn kom fra flere forskellige kirkebygninger i området. En søn virkede trofast i et biskopråd, mange af hendes børn er blevet velsignet af tempelpagter, og hun er beseglet i en evig familie. Da jeg forlod denne kære søster, lagde hun armene omkring min talje (hun var ret lille, så hun kunne knap nok nå op til min talje) og sagde: »Fortæl Mateo, at han skal komme tilbage til Chile, før jeg dør.« Hun havde på grund af disse trofaste ældster en lykkelig forventning om den største af alle Guds gaver.
Der er noget, som en ældste, når han kommer hjem fra sin mission, skal gøre for at leve op til sin forpligtelse om at søge evigt liv for sig selv og for dem, han elsker. Der er ingen vigtigere forpligtelse her eller i evigheden end et ægteskab. I har hørt kloge råd om at prioritere ægteskab højt de første år i jeres planer efter en mission. Den trofaste præstedømmetjener vil gøre klogt i dette.
Når han overvejer ægteskab, vil han indse, at han vælger forældrene til sine børn og den arv, de vil få. Han vil træffe valget efter oprigtig søgen og bønsom overvejelse. Han vil sikre sig, at den person, han gifter sig med, har hans idealer for en familie og hans overbevisning om Herrens hensigt med et ægteskab, og at hun er en person, som han er villig til at betro sine børns lykke.
Præsident N. Eldon Tanner kom med dette kloge råd: »De forældre, som I bør ære mere end nogen andre, er forældrene til jeres kommende børn. Disse børn har krav på de bedste forældre, som det er muligt for jer at give dem – rene forældre.«3 Renhed vil være jeres beskyttelse og jeres børns beskyttelse. I skylder dem den velsignelse.
Nuvel, der er nogle ægtemænd og fædre, der lytter her i aften. Hvad kan I gøre? Mit håb er, at I har fået et større ønske om at foretage de nødvendige ændringer, så I og jeres familie kan leve i det celestiale rige en dag. Som en far med præstedømmet kan I med jeres hustru ved jeres side røre hjertet hos hver eneste i familien og opmuntre dem til at se frem til den dag. I vil overvære jeres nadvermøder sammen med jeres familie, I vil afholde familieaftener, hvor Helligånden er inviteret med, I vil bede med jeres hustru og familie, og I vil forberede jer til at tage jeres familie med til templet. I vil gå med dem ad den vej, der fører til et evigt familiehjem.
I vil behandle jeres hustru og børn, således som vor himmelske Fader har behandlet jer. I vil følge Frelserens eksempel og vejledning for at lede jeres familie på hans måde.
»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,
ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen.
Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende« (L&P 121:41-43).
Herren har fortalt fædre med præstedømmet, hvilken slags ægtemænd de bør være. Han sagde: »Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og skal holde dig til hende og ingen anden« (L&P 42:22). Da Herren talte til både ægtemand og hustru, befalede han: »Du må ikke … begå ægteskabsbrud … eller gøre noget, der ligner det« (L&P 59:6).
For de unge har Herren fastsat standarden. »Børn, adlyd jeres forældre i alt, for sådan skal det være i Herren« (Kol 3:20) og »ær din far og din mor« (2 Mos 20:12).
Når Herren taler til alle i familien, er hans råd at elske og støtte hinanden.
Han beder os om at »stræbe efter at fuldkommengøre livet for hver enkelt i familien, at styrke den svage, genvinde de vildfarne kære og fryde os over deres fornyede åndelige styrke.«4
Herren beder også om, at vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe vore afdøde slægtninge med at være sammen med os i vores evige hjem.
Højpræsternes gruppeleder, som har arbejdet flittigt på at hjælpe andre med at finde deres forfædre og bringe navne til templet, redder dem, der er gået forud. Der vil være taknemlighed i den kommende verden for disse højpræster og for dem, der tilbyder ordinancerne, fordi de glemte ikke deres familie, som ventede i åndeverdenen.
Profeter har sagt: »Det vigtigste af Herrens arbejde, I nogensinde vil udføre, vil være inden for jeres eget hjems vægge. Hjemmeundervisningen, biskoprådets arbejde og andre pligter i Kirken er alle vigtige, men det vigtigste arbejde foregår inden for jeres hjems vægge.»5
I vores hjem og i vores præstedømmetjeneste vil den største værdi ligge i de små gerninger, der hjælper os og vore kære til at arbejde hen imod evigt liv. Disse gerninger kan synes små i dette liv, men de vil bibringe varige velsignelser i evigheden.
Når vi er trofaste i vores virke med at hjælpe vor himmelske Faders børn med at vende hjem til ham, bliver vi værdige til den hilsen, vi alle så højt ønsker at høre, når vi afslutter vores jordiske virke. Disse er ordene: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).
Blandt dette »meget« er løftet om efterkommere i al uendelighed. Det er min bøn, at vi alle må være værdige til og hjælpe andre til at blive værdige til denne himmelske velsignelse i det hjem, hvor vor Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus, bor. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.