»Den, der tager imod dette barn i mit navn, tager imod mig«
Ældste Neil L. Andersen
De Tolv Apostles Kvorum
I dag befinder børn sig i mange forskellige og komplekse familieformer. Vi må række ud til dem, som føler sig alene, efterladt eller uden for hegnet.
Gud elsker børn. Han elsker alle børn. Frelseren sagde: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.«1
I dag befinder børn sig i mange forskellige og komplekse familieformer.
I dag er der for eksempel dobbelt så mange børn i USA, der kun bor sammen med den ene forælder, end der var for 50 år siden.2 Og der er nu mange familier, der er mindre forenede i deres kærlighed til Gud og deres villighed til at holde hans bud.
I dette åndelige postyr vil det gengivne evangelium fortsat holde fast i den standard, det ideal og den orden, som Herren har fastlagt.
»Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab …
Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn … Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden [og] til at overholde Guds befalinger.«3
Vi anerkender de mange gode forældre over hele verden af enhver trosretning, som kærligt tager sig af deres børn. Og vi er taknemligt opmærksom på de familier i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, der er omsvøbt i omsorg fra en far og mor, der er omvendt til Frelseren, som er beseglet med præstedømmets myndighed, og som i deres familie lærer at elske og stole på deres himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.
Bøn for de unge
Men min bønsomme anmodning i dag går på de hundreder og tusinder af børn, unge og unge voksne, der ikke, i mangel af et bedre udtryk, kommer fra »perfekte« familier. Jeg taler ikke blot om de unge, som har stiftet bekendtskab med død, skilsmisse eller forældrenes svindende tro, men også om de titusindvis af unge mænd og kvinder rundt om i hele verden, der har taget imod evangeliet, uden en mor eller far er fulgt med dem ind i Kirken.4
Disse unge sidste dages hellige kommer ind i Kirken med stor tro. De har håbet om selv at stifte en ideel familie en skønne dag.5 Med tiden bliver de en vigtig del af vores styrke af missionærer, vore retskafne unge voksne og dem, der knæler ved templets alter for at indlede deres eget familieliv.
Omtanke
Vi vil fortsætte med at undervise om Herrens familiemønster, men med millioner af medlemmer og den diversitet, vi ser blandt Kirkens børn i dag, er vi nødt til at gøre det med mere omtanke og følsomhed. Sommetider er kulturen og måden, vi taler på i vores kirke, unik. Primarybørnene kommer ikke til at holde op med at synge »Vores familie kan være sammen for evigt«6, men når de synger »jeg er så glad, når far kommer hjem«7 eller »min far og min mor de viser mig vej«,8 er det ikke alle børn, der synger med om deres familie.
Vores ven Bette fortalte om en oplevelse, hun havde i kirken, da hun var ti år gammel. Hun sagde: »Vores lærer underviste om tempelægteskab. Hun sagde decideret: ›Bette, dine forældre blev ikke gift i templet, vel?‹ [Min lærer og resten af klassen] kendte udmærket svaret.« Hun fortsatte med lektionen, og Bette følte alt håb var ude for hende og hendes familie. Bette sagde: »Jeg græd mange nætter. Da jeg fik problemer med hjertet to år senere og troede, at jeg skulle dø, gik jeg i panik, fordi jeg tænkte, jeg skulle være alene for evigt.«
Min ven Leif kom alene i kirke. I Primary blev han engang bedt om at holde en kort tale. Han havde ikke nogen mor eller far, der stod ved siden af og hjalp, hvis han glemte det, han skulle sige. Leif var skræmt fra vid og sans. Og for ikke at gøre sig selv til grin blev han væk fra kirke i flere måneder.
»[Jesus] kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem
og sagde: ›… den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.‹«9
Troende hjerter og åndelige gaver
Disse børn og unge er velsignede med et troende hjerte og åndelige gaver. Leif fortalte mig: »Jeg vidste dybt i alle sindets krinkelkroge, at Gud var min Fader, og at han kendte og elskede mig.«
Og som vores ven Veronica sagde: »Da jeg lærte om evangeliets principper og studerede Mormons Bog, var det som om, at jeg huskede nogle ting, som jeg allerede vidste, men havde glemt.«
Vores ven Zuleika kommer fra Alegrete i Brasilien. Selvom Zuleika ikke kom fra en religiøs familie, begyndte hun i en alder af 12 at læse Bibelen og komme i lokale kirker for at få mere at vide om Gud. Med sine forældres modstræbende tilladelse studerede hun med missionærerne, fik et vidnesbyrd og blev døbt. Zuleika fortalte mig: »Da missionærerne underviste mig, viste de et billede af templet i Salt Lake City og fortalte om de beseglende ordinancer. Fra det øjeblik fik jeg et ønske om en dag at træde ind i Herrens hus og få en evig familie.«
Selvom de jordiske omstændigheder for et barn måske langt fra er ideelle, så er barnets åndelige DNA perfekt, fordi vores sande identitet er, at vi er Guds søn eller datter.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Hjælp Guds børn til at forstå, hvad der er ægte og væsentligt i dette liv. Hjælp dem til at udvikle styrken til at vælge de stier, der vil føre dem sikkert ad vejen hjem til evigt liv.«10 Lad os åbne vore arme og vores hjerte lidt mere. Disse unge har brug for vores tid og vidnesbyrd.
Brandon, som blev medlem af Kirken i Colorado, da han gik på high school, fortalte mig om dem, der havde været der for ham både før og efter, han blev døbt. Han sagde: »Jeg kom hjem til familier, som efterlevede evangeliet. Det viste mig en standard, som jeg følte, at jeg kunne have i min egen familie.«
Veronique, der er født i Holland, gik i skole med vores datter, Kristen, da vi boede i Tyskland. Veronique bemærkede: »Eleverne på skolen, der var medlemmer af Kirken, havde et lys over sig. Jeg opdagede, at det lys kom fra deres tro på Jesus Kristus og ved at efterleve hans lære.«
Min ven Max blev døbt, da han var otte år gammel. Hans far var ikke medlem af nogen kirke, og Max kunne gå i kirke eller lade være.
Da Max som teenager ikke havde været i kirke i adskillige måneder, kunne han mærke, at han var nødt til at komme i kirke igen, og en søndag morgen besluttede han sig for at vende tilbage. Men modet fortog sig i takt med, at han nærmede sig kirkedøren, han fik en knude i maven.
Og der i døren stod den nye biskop. Max kendte ham ikke, og han var sikker på, at biskoppen heller ikke kendte ham. Da Max kom nærmere lyste biskoppens ansigt op, og han rakte hånden frem og sagde: »Max, hvor det godt at se dig!«
»Da han sagde de ord,« fortalte Max, »kom der en følelse af varme over mig, og jeg vidste, at jeg havde gjort det rette.«11
At kende en persons navn kan gøre en forskel.
»Og det skete, at [Jesus] befalede dem, at deres små børn skulle bringes frem …
og han tog deres små børn, et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem.
Og da han havde gjort dette, græd han.«12
Unge, der endnu ikke er døbt
Efter forældrenes ønske venter mange unge, som elsker evangeliet, i årevis på at blive døbt.
Emilys forældre blev skilt, da hun var barn, og hun fik ikke lov til at blive døbt, før hun var 15. Vores ven Emily taler glødende om en leder i Unge Piger, som »altid var der for hende og hjalp hende med at styrke sit vidnesbyrd«.13
Colten og Preston er teenagere og bor i Utah. Deres forældre er skilt, og de har ikke fået lov til at blive døbt. Selvom de ikke kan omdele nadveren, så er det dem, der har brød med hver uge. Og selvom de ikke kan komme med ind i templet og udføre dåb med de andre unge, når menigheden tager til templet, så finder de to brødre slægtsnavne lige ved siden af i slægtshistorisk center. Andre retskafne unge er den stærkeste indflydelse på, at vore unge føler sig inkluderede.
Ældste Joseph Ssengooba
Jeg vil afslutte med at fortælle om en ny vens eksempel. Vi mødte ham for nogle få uger siden, da vi besøgte Lusaka-missionen i Zambia.
Ældste Joseph Ssengooba er fra Uganda. Hans far døde, da han var syv. Da han var ni år, var hans mor og øvrige familie ude af stand til at tage sig af ham, så han blev overladt til sig selv. Da han var 12, mødte han missionærerne og blev døbt.
Joseph fortalte mig om sin første dag i kirken: »Efter nadvermødet troede jeg, at det var tid til at gå hjem, men missionærerne præsenterede mig for Joshua Walusimbi. Joshua sagde, at han ville være min ven, og han gav mig Børnenes sangbog, så jeg ikke skulle komme tomhændet til Primary. I Primary satte Joshua en ekstra stol ved siden af sin egen. Primarypræsidenten inviterede mig op at sidde foran, mens hele Primary sang ›Jeg er Guds kære barn‹ for mig. Jeg følte mig meget speciel.«
Grenspræsidenten tog Joseph med hen til Pierre Mungoza og hans familie, og det blev hans hjem de næste fire år.
Otte år senere, da ældste Joseph Ssengooba begyndte på sin mission, var det til hans overraskelse ældste Joshua Walusimbi, drengen der havde fået ham til at føle sig velkommen den første dag i Primary, der var hans træner. Og hvem var hans missionspræsident? Det var præsident Leif Erickson, den lille dreng, der var blevet væk fra Primary, fordi han var så bange for at holde tale. Gud elsker sine børn.
Børnene kom løbende
Da min hustru, Kathy, og jeg var i Afrika for nogle få uger siden, besøgte vi Mubji-Mayi i Den Demokratiske Republik Congo. Da kirkebygningen ikke var stor nok til at rumme de 2000 medlemmer, holdt vi møde udenfor under plastikpresenninger på bambuspæle. Da mødet begyndte, kunne vi se en del børn, der holdt øje med os, mens de hang i de jernstænger, der udgjorde det smedejernshegn, der omkransede bygningen. Kathy hviskede stille: »Neil, tror du ikke, at du skal invitere børnene indenfor?« Jeg gik hen til distriktspræsident Kalonji på forhøjningen og spurgte om, han ville byde børnene uden for hegnet ind og gøre os selskab.
Til min overraskelse kom børnene ikke bare ind, da præsident Kalonji inviterede dem, de kom løbende – flere end 50, måske var der 100 – nogle i pjaltet tøj og bare fødder, men alle med et smukt smil og begejstret ansigt.
Jeg blev dybt rørt over den oplevelse og så det som tegn på, at vi er nødt til at række ud til de unge, som føler sig alene, efterladt eller uden for hegnet. Lad os tænke på dem, byde dem velkommen, omfavne dem og gøre alt, vi kan for at styrke deres kærlighed til Frelseren. Jesus sagde: »Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.«14 I Jesu Kristi navn. Amen.