Hvad skal vi gøre?

Neill F. Marriott

Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Vi opbygger riget, når vi støtter andre. Vi opbygger riget, når vi åbner munden og vidner om sandhed.

Apostlen Peter sagde kort tid efter Jesu opstandelse og himmelfart: Lad alle »vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus«. Tilhørerne blev ramt i hjertet og spurgte Peter og de andre: »Hvad skal vi gøre, brødre?«¹ Og de adlød derefter Peters lære med glæde.

I morgen er det påskesøndag, og jeg håber, at vi også er ramt i vores hjerte og anerkender Frelseren, omvender os og adlyder med glæde.

Til denne generalkonference vil vi høre inspireret vejledning fra kirkeledere, både mænd og kvinder. Vi ved, at vi vil blive rørt i hjertet af deres ord, og jeg spørger jer i aften: »Hvad skal vi gøre, kvinder og søstre?«

Hjælpeforeningens hovedpræsident Eliza R. Snow erklærede om søstrene for næsten 150 år siden: »Herren har pålagt os et stort ansvar.«² Jeg vidner om, at hendes erklæring stadig er sand i dag.

Herrens kirke har brug for kvinder, der ledes af Ånden og bruger deres unikke gaver til at styrke andre, til at åbne munden og til at forsvare evangelisk sandhed. Vores inspiration og intuition er nødvendig for at opbygge Guds rige, hvilket i virkeligheden betyder, at vi gør vores del for at bringe frelse til Guds børn.

Opbyg riget ved at styrke andre

Vi opbygger riget, når vi støtter andre. Men det Guds barn, vi først og fremmest bør opbygge i det gengivne evangelium, er os selv. Emma Smith har sagt: »Jeg ønsker Guds Ånd for at kende og forstå mig selv, så jeg kan blive i stand til at overvinde en hvilken som helst tradition eller tilbøjelighed, der ikke tjener til min ophøjelse.«³ Vi må udvikle klippefast tro på Frelserens evangelium og gå fremad med kraften fra tempelpagter mod ophøjelse.

Hvad nu, hvis nogle af vore traditioner ikke har plads i Jesu Kristi gengivne evangelium? At give slip på dem kan kræve følelsesmæssig støtte fra en anden, som det gjorde for mig.

Da jeg blev født, plantede mine forældre et magnoliatræ i baghaven, så der kunne være magnolier til mit bryllup, der skulle afholdes i mine forfædres protestantiske kirke. Men på min bryllupsdag stod ingen forældre ved min side, og der var ingen magnolier, for jeg havde været medlem af Kirken i et år og rejste til Salt Lake City i Utah for at modtage min tempelbegavelse og blive beseglet til David, min forlovede.

Da jeg forlod Louisiana og nærmede mig Utah, fejede en følelse af hjemløshed gennem mig. Før brylluppet skulle jeg bo hos Davids stedbedstemor, som lidt kært blev kaldt tante Carol.

Her var jeg, en fremmed i Utah, som skulle bo i en fremmeds hus, før jeg blev beseglet – for al evighed – til en familie, jeg knap kendte. (Det var godt, at jeg elskede og stolede på min kommende mand og Herren)!

Da jeg stod ved fordøren til tante Carols hus, ønskede jeg bare at forsvinde. Døren blev åbnet – jeg stod der som en skræmt kanin – og tante Carol rakte uden at sige et ord ud og tog mig i sine arme. Hun, som selv ingen børn havde, vidste – hendes støttende hjerte vidste – at jeg havde brug for at høre til et sted. Det var et øjeblik fyldt med trøst og godhed! Min frygt fortog sig, og jeg fik en følelse af at være forankret et åndeligt sikkert sted.

Kærlighed er at gøre plads i dit liv til en anden, som tante Carol gjorde for mig.

Mødre gør helt bogstavelig talt plads i deres legeme til at nære et ufødt barn og forhåbentlig en plads i deres hjerte, når de vokser op, men at styrke andre er ikke begrænset til at få og opdrage børn. Eva blev kaldt »mor«, før hun fik børn.⁴ Jeg tror, at »være mor« betyder »at give liv«. Tænk på de mange måder, I giver liv på. Det kan være at skænke følelsesmæssigt liv til den uden håb eller åndeligt liv til tvivleren. Med Helligåndens hjælp kan vi skabe et følelsesmæssigt helende sted for de diskriminerede, de afviste og den fremmede. På denne blide, men kraftfulde måde opbygger vi Guds rige. Søstre, vi kom alle til jorden med disse livgivende, støttende og moderlige gaver, for det er Guds plan.

At følge hans plan og være med til at opbygge riget kræver uselviske ofre. Ældste Orson F. Whitney har skrevet: Alt, »hvad vi lider, og alt hvad vi udholder, især hvis vi udholder det tålmodigt … lutrer vores hjerte … gør os mere milde og barmhjertige … det er gennem … trængsler og vanskeligheder, at vi opnår den uddannelse … som betyder, at vi kan komme til at ligne vor Fader og Moder i himlen mere.«⁵ Disse rensende prøver fører os til Kristus, som kan helbrede og gøre os nyttige i arbejdet med frelse.

Opbyg riget ved at tale og bære vidnesbyrd

Vi opbygger også riget, når vi åbner munden og vidner om sandhed. Vi følger Herrens eksempel. Han taler og underviser med Guds magt og myndighed. Søstre, det kan vi også. Kvinder elsker normalt at tale sammen og mødes! Når vi arbejder med den uddelegerede præstedømmemyndighed, der er givet os, udvikler vores tale og sammenkomst sig til undervisning og ledelse i evangeliet.

Søster Julie B. Beck, Hjælpeforeningens tidligere hovedpræsident, har sagt: »Evnen til at gøre sig værdig til, modtage og handle i henhold til personlig åbenbaring er den allervigtigste færdighed, man kan opnå i dette liv … Det kræver en bevidst indsats.«⁶

Personlig åbenbaring fra Helligånden vil tilskynde os til at lære, tale og handle på evig sandhed – Frelserens sandhed. Jo mere vi følger Kristus, jo mere mærker vi hans kærlighed og vejledning; jo mere vi føler hans kærlighed og vejledning, jo mere ønsker vi at tale om og undervise i sandhed, som han gjorde, selv når vi møder modstand.

For nogle år siden bad jeg om ord til at forsvare moderskab, da jeg modtog en anonym telefonopringning.

Personen spurgte: »Er du Neill Marriott, som er mor til en stor familie?«

Jeg svarede glad: »Ja!« i forventning om at høre hende sige noget i denne retning: »Det er godt!«

Men nej! Jeg glemmer aldrig hendes svar, da hendes stemme skurrede i telefonen: »Jeg er dybt forarget over, at du kan finde på at få børn på denne overfyldte planet!«

»Åh,« spruttede jeg, »jeg forstår, hvad du mener.«

Hun afbrød mig: »Nej, det gør du ikke!«

Dertil peb jeg: »Nej, måske ikke.«

Hun begyndte at skrige højt om mit tåbelige valg som mor. Da hun blev ved, begyndte jeg at bede om hjælp, og en stille tanke kom til mig: »Hvad ville Herren sige til hende?« Nu følte jeg, at jeg stod på fast grund og fattede mod ved tanken om Jesus Kristus.

Jeg svarede: »Jeg er glad for at være mor, og jeg lover dig, at jeg vil gøre alt i min magt for at passe mine børn på en sådan måde, at de vil gøre verden til et bedre sted.«

Hun svarede: »Det håber jeg sandelig, du gør!« og lagde på.

Det var ikke noget stort – trods alt stod jeg trygt i mit eget køkken! Men på min egen beskedne måde kunne jeg forsvare familien, mødre og opdragere på grund af to ting: (1) Jeg forstod og troede på Guds lære om familien, og (2) jeg bad om ord til at gengive disse sandheder.

At være særegen og anderledes end verden vil møde nogen kritik, men vi må forankre os med evige principper og vidne om dem, uanset hvad verdens reaktion er.

Når vi spørger os selv: »Hvad skal vi gøre?«, så lad os tænke over dette spørgsmål: »Hvad gør Frelseren hele tiden?« Han støtter. Han skaber. Han opfordrer til vækst og godhed. Kvinder og søstre, vi kan gøre dette! Primarypiger, er der nogen i jeres familie, som har brug for jeres kærlighed og venlighed? I kan også opbygge riget ved at støtte andre.

Frelserens skabelse af jorden under Faderens ledelse var en enorm, støttende handling. Han sørgede for et sted, hvor vi kan opleve vækst og udvikle tro på kraften i hans forsoning. Tro på Jesus Kristus og hans forsoning er det allerbedste sted at opleve helbredelse og håb, vækst og hensigt. Vi har alle behov for et sted at høre til, åndeligt og fysisk. Vi kan som søstre i alle aldre skabe dette; det er tilmed et helligt sted.

Vores store ansvar er at blive kvinder, som følger Frelseren, støtter med inspiration og frygtløst efterlever sandheden. Når vi beder vor Fader i himlen om, at vi må opbygge hans rige, vil hans kraft tilflyde os, og vi vil vide, hvordan vi kan støtte og i sidste ende blive som vore himmelske forældre. I Jesu Kristi navn. Amen.