2016
Hvor er præstedømmets nøgler og myndighed?
Maj 2016


Hvor er præstedømmets nøgler og myndighed?

Præstedømmets myndighed og præstedømmets nøgler starter den motor, som åbner himlens porte, formidler himmelsk kraft og baner pagtstien tilbage til vor kærlige himmelske Fader.

Da vintersolen gled ned bag det store snedækkede skiområde, bed den iskolde bjergluft i vore kinder og næser, og var næsten som en streng dørvogter, der bad os om at finde vore biler og varevogne på skisportsstedets parkeringsplads. I vore komfortable biler ville varmen snart opvarme kolde fingre og tæer. Lyden af den frosne sne, som knasede for hvert eneste skridt, vi tog, bekræftede, at det var ekstremt koldt.

Vores familie havde nydt en sjov dag på skiløjperne, og nu nærmede vi os den iskolde afslutning. Jeg nåede hen til bilen og stak hånden ned i min frakkelomme efter nøglerne, så den næste og endnu en. »Hvor var nøglerne?« Alle ventede ivrigt på nøglerne! Bilens batteri var opladet, og alle systemer – også blæseren – var parate, men uden nøglerne ville de låste døre nægte os adgang, uden nøglerne ville motoren ikke give kraft til bilen.

Dengang var vores primære fokus, hvordan vi kom ind i bilen og fik varmen, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på – selv dengang – om der måske lå en lektie i det her. Uden nøgler var dette vidunderlige stykke ingeniørkunst stort set ikke andet end plastik og metal. Selv om bilen havde et stort potentiale, kunne den ikke uden nøgler udføre det, den var beregnet til.

Jo mere jeg tænker over denne oplevelse, jo dybere er denne allegori blevet for mig. Jeg forundres over vor himmelske Faders kærlighed til sine børn. Jeg står i ærefrygt over det himmelske besøg og de store syn af evigheden, som Gud skænkede Joseph Smith. Og mit hjerte er især fyldt af overvældende taknemlighed for gengivelsen af præstedømmets myndighed og præstedømmets nøgler. Uden denne gengivelse ville vi være låst ude af den vogn, der er nødvendig for at transportere os på vores rejse tilbage til kærlige, himmelske forældre. Udførelsen af hver eneste frelsende ordinance, som vores pagtsti tilbage til vor Fader i himlens nærhed består af, kræver passende ledelse gennem præstedømmets nøgler.

I maj 1829 viste Johannes Døber sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery og overdrog dem Det Aronske Præstedømme og skænkede dem de nøgler, der hører til det præstedømme. Kort tid efter overdrog Peter, Jakob og Johannes dem Det Melkisedekske Præstedømmes nøgler.1

Næsten syv år senere på en søndag i templet i Kirtland, blot en uge efter dets indvielse, viser »Herren Jahve … sig i herlighed« for Joseph og Oliver, efterfulgt af Moses, Elias og profeten Elias, som overdrog »deres nøgler og uddelinger.«2 Den gengivne præstedømmemyndighed og disse nøgler havde været tabt i århundreder. Ligesom vores familie var låst ude af bilen på grund af de manglende bilnøgler, således havde alle vor himmelske Faders børn været låst ude fra de frelsende ordinancer i Jesu Kristi evangelium – indtil en guddommelig gengivelse blev udført af disse himmelske sendebud. Aldrig nogensinde behøver vi igen at spørge: »Hvor er nøglerne?«

Stedet for præstedømmets gengivelse
Susquehannafloden

På en smuk efterårsdag sidste år besøgte jeg en fredfyldt skov i det nordøstlige Pennsylvania, der i skrifterne er kendt som Harmony, hvor Johannes Døber viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery og gengav Det Aronske Præstedømme. Jeg stod også ved bredden af Susquehanna-floden, hvor Joseph og Oliver, begavet med myndighed og nøgler, blev døbt. Nær den samme flod viste Peter, Jakob og Johannes sig og gengav Det Melkisedekske Præstedømme og dets tilhørende nøgler.3

Joseph og Emma Smiths hus
Inde i besøgscentret på stedet for præstedømmets gengivelse
Uden for besøgscentret på stedet for præstedømmets gengivelse

Disse steder udgør såvel som det genopførte første hjem for Joseph og Emma, hvor det meste af Mormons Bog blev oversat, Emmas forældres nærliggende hjem og et besøgscenter beliggende i en ny kirkebygning stedet for præstedømmets gengivelse, som blev indviet af præsident Russell M. Nelson i september sidste år. Der følte jeg kraften og vitterligheden af de himmelske begivenheder, som foregik på den hellige grund. Den oplevelse har fået mig til at grunde over, studere og bede om præstedømmets myndighed og præstedømmets nøgler, hvilket har indgydt mig et ønske om at fortælle Kirkens unge mænd og unge piger, hvordan præstedømmets myndighed og gengivne nøgler kan velsigne dem.

For det første kan en forståelse af disse begreber være nyttig. Præstedømmet eller præstedømmets myndighed er blevet defineret som »Guds kraft og myndighed«4 og »den fuldendte kraft på denne jord.«5 Præstedømmets nøgler er også defineret for vores forståelse: »Præstedømmets nøgler er den myndighed, som Gud har overdraget til præstedømmeledere til at lede, føre tilsyn med og styre anvendelsen af hans præstedømme på jorden.«6 Præstedømmets nøgler kontrollerer udøvelsen af præstedømmets myndighed. Ordinancer, der føres til optegnelse i Kirken, kræver nøgler og kan ikke udføres uden myndighed. Ældste Oaks har sagt, at »i sidste instans indehaves alle præstedømmenøgler af Herren Jesus Kristus, hvis præstedømme det er. Det er ham, der afgør, hvilke nøgler der uddelegeres til menneskene, og hvordan disse nøgler skal anvendes.«7

For jer unge mænd og unge piger har jeg overvejet tre måder, hvorpå I kan »finde nøglerne« eller bruge præstedømmets nøgler og myndighed til at velsigne jer og andre.

Den første er at forberede sig til at tjene som missionær

Mine unge brødre og søstre, I forstår det måske ikke, men nøglerne til indsamlingen af Israel blev gengivet af Moses og muliggør missionering i vores uddeling. Tænk engang, at en missionærstyrke på ca. 75.000 arbejder under ledelse af disse nøgler. Med dette i tankerne så husk, at det er aldrig for tidligt at forberede sig til at tjene som missionær. I Til styrke for de unge står der: »Unge mænd med Det Aronske Præstedømme … arbejd flittigt på at forberede [jer] til at repræsentere Herren som missionær.«8 Unge piger kan også forberede sig, men I »har ikke samme forpligtelse til at tjene.«9 Al jeres forberedelse vil imidlertid, uanset om I tjener som fuldtidsmissionær eller ej, medføre livslange fordele for jer som medlemsmissionærer.

Den anden måde at »finde nøglerne« på er ved at besøge templet

De beseglingsnøgler, der blev gengivet ved profeten Elias fra Det Gamle Testamente, muliggør, at ordinancerne kan foretages i hellige templer. Ordinancer, der udføres i disse templer, gør enkeltpersoner og familier i stand til at vende tilbage til vor himmelske forældres nærhed.

Vi opfordrer jer unge mænd og unge piger til at søge og finde navne på jeres forfædre og udføre stedfortrædende dåb for dem i templet. Vi har set, at dette allerede finder sted i et væsentligt og hidtil uset omfang over hele verden! Dåbsværelser i mange templer er fyldt med unge mænd og unge piger tidligt om morgenen og langt ud på aftenen. Nøgler har åbnet for, at familier kan blive bundet sammen, når hellige ordinancer udføres i disse templer.

Kan I se sammenhængen mellem præstedømmets nøgler og velsignelser? Jeg tror, at I, når I engagerer jer i dette værk, vil finde ud af, at Herren er inde i detaljerne. En oplevelse viser dette. Jeg hørte for nylig om en mor, der regelmæssigt fulgte sine børn til templet for at udføre stedfortrædende dåb. På en bestemt dag, hvor denne familie havde færdiggjort deres dåb og var ved at forlade templet, kom en mand ind til dåbsområdet med et stort bundt af sine egne slægtsnavne. En tempeltjener forstod, at der ikke længere var nogen i dåbslokalet til at hjælpe med disse navne, og fik fat i familien, der var på vej ud og spurgte, om børnene ville overveje at komme tilbage og igen skifte tøj for at hjælpe med disse dåb. De sagde velvilligt ja og kom ind igen. Da børnene blev døbt, begyndte deres mor, som lyttede, at genkende navnene og indså snart til alles overraskelse, at mandens bundt med slægtsnavne også var afdøde forfædre for hendes familie. Et sødt eksempel på Herrens nåde.

For to uger siden blev templet i Provo City Center indviet som det 150. fungerende tempel i Kirken på verdensplan. Vi bemærker, at da præsident Thomas S. Monson blev opretholdt som apostel i 1963, var der 12 fungerende templer i Kirken. Templerne kommer nærmere og nærmere på jer. Der er imidlertid nogle af jer, der bor, hvor afstand eller andre forhold ikke tillader regelmæssige tempelbesøg. I bør altid holde jer værdige til at besøge templet. I kan udføre et vigtigt arbejde uden for templerne, når I søger og indsender jeres slægtsnavne.

Endelig nummer tre: Gå fremad i tro

Profeten Abraham i Det Gamle Testamente modtog i sin uddeling en stor velsignelse fra Herren, der nogle gange omtales som den abrahamske pagt. Tusinder af år efter blev velsignelserne fra Abrahams uddeling af evangeliet gengivet. Det skete, da profeten Elias viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland.

Hver enkelt af jer har gennem denne gengivelse adgang til de store velsignelser, der blev lovet Abraham. Disse velsignelser kan blive jeres, hvis I forbliver trofaste og lever værdigt. I hæftet Til styrke for de unge får I nogle meget praktiske instruktioner om, hvordan man »går fremad i tro«. Jeg sammenfatter nogle af de råd: »For at hjælpe dig til at blive alt det, som Herren ønsker du skal blive, så knæl ned hver morgen og aften og bed til din Fader i himlen … Studér dagligt i skrifterne og anvend det, du læser, i dit liv … Bestræb dig hver eneste dag på at være lydig … Følg under alle omstændigheder profeternes … ord … Vær ydmyg og villig til at lytte til Helligånden.«

Dette råd efterfølges af et løfte, der fører til løfter, som kommer gennem Abrahams velsignelser: »Når du gør dette, vil Herren få meget mere ud af dit liv, end du kan ved egen hjælp. Han vil øge dine muligheder, udvide din horisont og styrke dig. Han vil give dig den hjælp, du behøver, til at klare dine prøvelser og udfordringer. Du vil få et stærkere vidnesbyrd og finde sand glæde, når du lærer din himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, at kende og mærker deres kærlighed til dig.«10

Jeg sammenfatter det: Forbered jer til at tjene som missionær, besøg templet og gå fremad i tro.

Konklusion

Lad os nu afslutte, hvor vi begyndte, nemlig strandet på den iskolde parkeringsplads med spørgsmålet: »Hvor er nøglerne?« Forresten fandt jeg senere den aften på mirakuløs vis nøglerne, der var faldet ud af min lomme på bjerget. Herren havde vist os, at han ikke vil efterlade os i den bitre kulde uden nøgler eller myndighed til at lede os sikkert hjem til sig.

Hvis I er som mig, står I ofte i hverdagen og spørger: »Hvor er nøglerne« til bilen, til kontoret, til huset eller lejligheden? Når det sker for mig, kan jeg ikke lade være med at smile indvendigt, for mens jeg leder efter nøglerne, reflekterer jeg over de gengivne præstedømmenøgler og over præsident Thomas S. Monson, som vi opretholder »som profet, seer og åbenbarer«11 og som det eneste menneske på jorden, der besidder og er bemyndiget til at benytte alle præstedømmets nøgler. Ja, nøglerne ligger sikkert hos profeterne, seerne og åbenbarerne. De bliver overdraget, uddelegeret og givet til andre i overensstemmelse med Herrens vilje under ledelse af Kirkens præsident.

Jeg vidner om, at præstedømmets myndighed og præstedømmets nøgler starter den motor, som åbner himlens porte, formidler himmelsk kraft og baner pagtstien tilbage til vor kærlige himmelske Fader.

Jeg beder til, at I, den opvoksende generation af unge mænd og unge piger, vil »trænge jer frem med standhaftighed i Kristus«,12 så I må forstå, at det er jeres hellige privilegium at handle under ledelse af dem, der bærer præstedømmets nøgler, som vil åbne for himlens velsignelser, gaver og kræfter for jer.

Jeg vidner om Gud Faderen, om vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus, og om Helligånden og om gengivelsen af evangeliet i disse de sidste dage. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se JS–H 1:68-72.

  2. L&P 110, afsnitsresumé.

  3. Se L&P 128:20.

  4. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, kapitel 8.

  5. Boyd K. Packer, »Præstedømmets kraft i hjemmet«, verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, feb. 2012; lds.org/broadcasts; se også James E. Faust, »Præstedømmets magt«, Stjernen, juli 1997, s. 41-43.

  6. Håndbog 2, 2.1.1.

  7. Dallin H. Oaks, »Præstedømmets nøgler og myndighed«, Liahona, maj 2014, s. 50.

  8. Til styrke for de unge, hæfte, 2011, s. 43.

  9. Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona, nov. 2012, s. 5.

  10. Til styrke for de unge, s. 42-43.

  11. Se formularerne Funktionærer opretholdt, der læses op hvert år ved menigheds- og stavskonferencer.

  12. 2 Ne 31:20.