Fædre

Maj 2016

Fædre

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

I dag stiller jeg skarpt på det gode, som mænd kan gøre i deres mest maskuline roller – som ægtemand og far.

I dag taler jeg om fædre. Fædre er afgørende i den guddommelige plan for lykke, og jeg vil gerne komme med en opmuntring til dem, som stræber efter at leve op til det kald. Jeg roser og opmuntrer ikke fædre og deres rolle for at vanære eller ringeagte nogen. I dag stiller jeg blot skarpt på det gode, som mænd kan gøre i deres mest maskuline roller – som ægtemand og far.

David Blankenhorn, forfatter af bogen Fatherless America, har sagt: »I dag er det amerikanske samfund grundlæggende opdelt og ambivalent omkring begrebet fædres ansvar. Nogle mennesker husker det end ikke. Andre føler sig stødt af det. Andre, deriblandt indtil flere familiesagkyndige, negligerer eller forsmår det. Mange andre har ikke noget egentligt imod det, men de føler heller ikke nogen forpligtelse omkring det. Mange mennesker ønsker, at vi kunne handle på det, men tror, at vores samfund ganske enkelt ikke vil eller kan længere.«¹

Fædre præsiderer i kærlighed og retskaffenhed.

Som kirke tror vi på fædre. Vi tror på »idealet om manden, der sætter sin familie i første række«.² Vi tror på, at »i henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familie.«³ Vi tror på, at »fædre og mødre« i deres kompletterende familieroller »er forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere.«⁴ Vi tror langt fra på, at fædre er overflødige, men at de er unikke og uerstattelige.

Nogle betragter det gode ved fædres ansvar i samfundsmæssige termer, som noget der forpligter mænd i forhold til deres afkom, ansporer dem til at være gode borgere og tænke på andres behov og noget, der supplerer »mødrenes engagement i børnene med faderlig interesse i børnene … Kort sagt er det, der er vigtigt for mænd, at være fædre. Det vigtige for børn er at have en far. Det vigtige for samfundet er at skabe fædre.«⁵ Og selv om disse betragtninger bestemt er sande og vigtige, ved vi, at fædre er langt mere end en social konstruktion eller et resultat af evolution. Faderrollen har guddommelig oprindelse, begyndende med en Fader i himlen og i denne jordiske sfære med Adam.

Det fuldkomne, guddommelige udtryk for fædres ansvar er vor himmelske Fader. Hans væsen og egenskaber omfatter uendelig godhed og fuldkommen kærlighed. Hans gerning og herlighed er hans børns udvikling, lykke og evige liv.⁶ Fædre i denne faldne verden kan på ingen måde hævde at være sammenlignelige med himmelens Majestæt, men når de er bedst, stræber de efter at ligne ham, og de tager i sandhed del i hans værk. De hædres ved en bemærkelsesværdig og tankevækkende tillid.

For os mænd tydeliggør faderansvaret vore svagheder og vores behov for at forbedre os. Faderansvaret fordrer ofre, men det er en kilde til ufattelig tilfredshed, endog lykke. Atter engang er vor himmelske Fader det ypperste eksempel. Han elskede os sine åndebørn så højt, at han gav sin enbårne Søn for vores frelse og ophøjelse.⁷ Jesus sagde: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.«⁸ Fædre udviser den kærlighed, når de dag for dag nedlægger deres liv for at arbejde for deres familie og dens underhold.

Måske er noget af det vigtigste, en far kan gøre, at vende sine børns hjerte til deres himmelske Fader. Hvis en far i såvel ord som gerning kan vise, hvordan troskab mod Gud ser ud i dagligdagen, så vil den far have givet sine børn nøglen til fred i dette liv og evigt liv i den tilkommende verden.⁹ En far, som læser skrifterne for og med sine børn, gør dem bekendt med Herrens røst.¹⁰

I skrifterne finder vi en gentagen fremhævelse af forældres pligt til at undervise deres børn:

»Og videre, for så vidt som forældre, der har børn i Zion eller i nogen af hendes stave, som er organiseret, ikke lærer dem at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved …

Og de skal også lære deres børn at bede og at vandre retskaffent for Herren.«¹¹

I 1833 gav Herren medlemmerne af Det Første Præsidentskab en reprimande for utilstrækkeligt fokus på deres ansvar for at undervise deres børn. Til en sagde han specifikt: »Du har ikke lært dine børn lys og sandhed i overensstemmelse med befalingerne; og den Onde har endnu magt over dig, og dette er årsagen til din trængsel.«¹²

Det er meningen, at fædre skal undervise hver generation om Guds love og værk. Som salmisten sagde:

»Han satte et vidnesbyrd i Jakob, fastsatte en lov i Israel, som han befalede vore fædre at lære deres børn,

for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres børn.

De skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans befalinger.«¹³

Ganske vist er undervisning i evangeliet et fælles ansvar for fædre og mødre, men Herren er klar omkring sin forventning til, at fædre fører an i prioriteringen af dette. (Og lad os lige huske, at uformelle samtaler, at arbejde og det at lege sammen og at lytte kan være en vigtig form for undervisning). Herren forventer, at fædre hjælper med at forme deres børn, og børn ønsker og har brug for en rollemodel.

Selv blev jeg velsignet med en eksemplarisk far. Jeg husker, at da jeg var dreng og omkring 12 år, var min far kandidat til byrådet i vores lille lokalsamfund. Han arrangerede ikke nogen stor kampagne – jeg husker kun, at far fik mine brødre og mig til at omdele nogle løbesedler og opfordre folk til at stemme på Paul Christofferson. Der var en del af de voksne, der fik en løbeseddel, som bemærkede, at Paul var en god og ærlig mand, og de ikke havde noget problem med at stemme på ham. Mit unge drengehjerte svulmede af stolthed over min far. Det gav mig mod på og et ønske om at følge i hans fodspor. Han var ikke fuldkommen – det er ingen – men han var retskaffen og god og forbilledlig for en søn.

Opdragelse og irettesættelse er en del af det at undervise. Paulus sagde: »For Herren tugter den, han elsker.«¹⁴ Men når det gælder disciplinering må en far være særlig omhyggelig med, at intet end minder om misbrug, for det kan aldrig retfærdiggøres. En fars motivation for at irettesætte må altid være kærlighed og hans vejleder Helligånden:

»Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende,

så han må vide, at din trofasthed er stærkere end dødens bånd.«¹⁵

Disciplinering og opdragelse i et guddommeligt anvist mønster handler langt mindre om straf, end det handler om at hjælpe en af vore kære til større selvkontrol.

Herren har sagt: »Alle børn har krav på at blive forsørget af forældrene, til de er myndige«¹⁶ Det er en hellig gerning at forsørge sin familie. Selvom det at forsørge sin familie oftest kræver, at man er væk hjemmefra, er det ikke uforeneligt med faderansvaret – det er indbegrebet af at være en god far. »Arbejde og familie er overlappende ansvarsområder.«¹⁷ Det retfærdiggør selvfølgelig ikke, at en mand negligerer sin familie for sin karriere eller som en anden yderlighed, at man ikke vil anstrenge sig og gladeligt overlader det ansvar til andre. Kong Benjamin udtrykte det således:

»I vil ikke lade jeres børn gå sultne eller nøgne; ej heller vil I tillade, at de overtræder Guds love og slås og skændes, den ene med den anden …

Men I vil lære dem at vandre på sandhedens og alvorens veje; I vil lære dem at elske hinanden og at tjene hinanden.«¹⁸

Vi anerkender den pinsel, det er for mænd, som ikke er i stand til at finde en måde og midler til at sørge tilstrækkeligt for deres familie. Der er ingen skam i, at man på et givent tidspunkt til trods for, at man har gjort sit allerbedste, ikke kan leve op til alle de pligter og funktioner, som fædre har. »Uarbejdsdygtighed, dødsfald eller andre omstændigheder kan nødvendiggøre individuelle tilpasninger. Den øvrige familie bør hjælpe til, når der er behov herfor.«¹⁹

To af de bedste ting en far kan gøre for sine børn er at elske og vise sin kærlighed for deres mor. Dette bekræfter og styrker det ægteskab, som er grundlaget for deres familieliv og tryghed.

Nogle mænd er enlige fædre, plejefædre eller stedfædre. Mange af dem kæmper vældigt og gør deres allerbedste i en ofte svær situation. Vi ærer dem, som gør alt, der kan gøres i kærlighed, tålmodighed og selvopofrelse for at imødekomme individuelle og familiemæssige behov. Det bør bemærkes, at Gud selv betroede sin enbårne Søn til en plejefar. Josef fortjener visseligt en del af æren for det faktum, at »Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«.²⁰

Desværre er der nogle børn, som på grund af dødsfald, svigt eller skilsmisse ikke bor sammen med deres far. Nogle har måske fædre, der er fysisk til stede, men følelsesmæssigt fraværende eller som på anden måde ikke viser opmærksomhed eller støtte. Vi opfordrer alle fædre til gøre det bedre og være bedre. Vi opfordrer medier og udbydere af underholdning til i højere grad at vise hengivne og kapable fædre, som vitterligt elsker deres hustru og vejleder deres børn med visdom i stedet for klodsmajorer, klovne eller »fyre, der volder problemer«, som fædre alt for ofte fremstilles som.

Til børn, som kommer fra en vanskelig familiesituation, siger vi: I er ikke mindre værd på grund af det. Udfordringer er til tider et udtryk for Herrens tillid til jer. Han kan hjælpe jer, både direkte og igennem andre, med at håndtere de situationer, I kommer i. I kan blive den generation, måske den første i jeres familie, hvor det guddommelige mønster, som Gud har anvist for familier, kan blive ført ud i livet til velsignelse for de efterfølgende generationer.

Til de unge mænd, der anerkender den rolle, de vil få som forsørgere og beskyttere, siger vi: Forbered jer nu ved at være flittige i skolen og planlægge jeres videre uddannelse. Uddannelse er, uanset om I får den på et universitet, en teknisk skole, en lærlingeplads eller lignende, nøglen til at udvikle de færdigheder og kompetencer, I får brug for. Drag fordel af muligheden for at omgås folk i alle aldre, deriblandt børn, og lær, hvordan man skaber sunde og berigende relationer. Det betyder almindeligvis at tale med folk ansigt til ansigt og gøre ting sammen nogle gange og ikke bare at øve sig på sine sms-færdigheder. Lev jeres liv således, at I som mænd kan tage renhed med ind i jeres ægteskab og til jeres børn.

Til alle i den opvoksende generation siger vi, hvor I end placerer jeres far på skalaen god-bedre-bedst (og jeg forudsiger, at den bedømmelse vil stige i takt med, at I bliver ældre og klogere), så sæt jer for at ære ham og jeres mor ved måden, I lever på. Husk, hvordan Johannes udtrykte en fars håb: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.«²¹ Jeres retskaffenhed er den største ære, nogen far kan blive vist.

Til mine brødre, fædrene i denne kirke, siger jeg, at jeg ved, at I ville ønske, at I var endnu bedre fædre. Det ønsker jeg, at jeg var. Men lad os trods vore begrænsninger trænge os frem. Lad os lægge vor tids og kulturs overdrevne idé om individualisme og selvstændighed til side og først og fremmest tænke på andres glæde og trivsel. For Herren vil helt sikkert til trods for vores utilstrækkelighed højne os og gøre, at vores beskedne indsats vil bære frugt. Jeg finder opmuntring i en historie, der var i New Era for nogle år siden. Forfatteren fortalte følgende:

»Da jeg var dreng, boede vores lille familie i en toværelseslejlighed på anden sal. Jeg sov på sofaen i stuen …

Min far, der var stålværksarbejder, tog tidligt hjemmefra hver morgen. Hver morgen kom han hen og trak dynen godt op om mig og stod et minuts tid. Jeg halvsov, når jeg kunne fornemme, at min far stod ved siden af sofaen og kiggede på mig. Jeg vågnede langsomt og var lidt forlegen over, at han stod der. Jeg prøvede på at lade som om, jeg stadig sov … Jeg blev bevidst om, at han stod der ved siden af min seng og bad med al sin opmærksomhed, energi og fokus – for mig.

Hver morgen bad min far for mig. Han bad om, at jeg ville få en god dag, at jeg måtte være i sikkerhed, at jeg ville kunne lære og forberede mig på fremtiden. Og eftersom han ikke kunne være sammen med mig, før det blev aften, så bad han for de lærere og venner, jeg skulle være sammen med den pågældende dag …

Til at begynde med forstod jeg ikke rigtigt, hvad min far gjorde de morgener, når han bad for mig. Men da jeg blev ældre, kunne jeg mærke hans kærlighed og interesse for mig og alt, jeg gjorde. Det er et mine bedste minder. Det var først flere år senere, efter jeg var blevet gift og selv havde fået børn, og jeg gik ind på deres værelser, når de sov og bad for dem, at jeg helt forstod, hvad min far havde følt for mig.«²²

Alma vidnede for sin søn og sagde:

»Se, jeg siger dig, at [Kristus] er den, der visselig skal komme … ja, han kommer for at kundgøre glædelige tidender om frelse for sit folk.

Og se, min søn, dette var den tjenestegerning, som du var kaldet til, at kundgøre disse glædelige tidender for dette folk for at berede deres sind, eller rettere for at frelsen kunne blive dem til del, så de kunne berede deres børns sind til at høre ordet på tidspunktet for hans komme.«²³

Det er fædres tjenestegerning i vore dage. Må Gud velsigne dem og gøre dem i stand til at leve op til det, i Jesu Kristi navn. Amen.