Et barns vejledende gave

Mary R. Durham

Netop afløst som andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab

Hvordan lærer vi vore børn at forkaste verdslig indflydelse og stole på Ånden?

En yngre far sank helt bogstaveligt. Han, hans to børn og hans svigerfar var gået en tur omkring en sø. De var omgivet af majestætiske, granklædte bjerge, og himlen var blå, fyldt med hvide bomuldsskyer, og alt åndede skønhed og fred. Da børnene blev varme og trætte, besluttede de to mænd at tage børnene på ryggen og svømme den korte afstand tværs over søen.

Det så let ud – indtil det øjeblik, hvor faderen begyndte at føle, at noget trak ham ned, og alt blev så tungt. Vandet skubbede ham ned mod søens bund, og en vanvittig følelse kom over ham. Hvordan kunne han holde sig oppe – og gøre det med sin dyrebare datter på ryggen?

Hans stemme forsvandt ude på søen, da han råbte højt; hans svigerfar var for langt væk til at besvare en desperat bøn om hjælp. Han følte sig alene og hjælpeløs.

Kan I forestille jer at føle jer lige så alene, som han gjorde, ude af stand til at række ud efter noget at holde fast i og udkæmpe en desperat kamp, hvor det gælder jeres og jeres barns liv? Desværre oplever vi alle i nogen grad denne følelse, når vi er i situationer, hvor vi desperat har brug for hjælp til at overleve og til at redde dem, vi elsker.

Han var næsten gået i panik, da han forstod, at hans våde vandresko trak ham ned. Mens han prøvede at holde sig flydende, begyndte han at forsøge at få sine tunge sko af fødderne. Det føltes, som om de sad suget fast. Snørebåndene var fyldt med vand og sad endnu mere fast.

I det måske sidste desperate øjeblik lykkedes det for ham at vride skoene af sine fødder, og endelig var han fri af skoene, som hastigt sank ned mod søens bund. Fri for den tunge vægt, som havde trukket ham ned, kunne han straks skubbe sig selv og sin datter fremad og opad. Nu kunne han svømme fremad og bevægede sig mod sikkerheden på den anden side af søen.

Til tider kan vi alle føle, at vi er ved at drukne. Livet kan være svært. »Det er en larmende, travl verden, vi lever i … Hvis vi ikke passer på, kan verdslige ting fortrænge ting, der kommer fra Ånden.«¹

Hvordan kan vi følge denne fars eksempel og kaste noget af denne verdens vægt, som vi bærer på, bort, så vi kan holde vore børns hoveder og vores eget bekymrede sind oven vande? Hvordan kan vi, som Paulus rådede, »frigøre os fra enhver byrde«?² Hvordan kan vi forberede vore børn på den dag, hvor de ikke længere kan klamre sig til os og vore vidnesbyrd – når det er dem, der skal svømme?

Et svar kommer, når vi anerkender denne guddommelige kilde til styrke. Det er en kilde, der ofte undervurderes, og dog kan den bruges dagligt til at lette vores byrde og vejlede vore dyrebare børn. Den kilde er Helligåndens vejledende gave.

Som otteårige kan børn blive døbt. De lærer om og indgår en pagt med Gud. Deres kære omgiver dem, når de bliver nedsænket og kommer op af dåbsbassinet med en følelse af stor glæde. Derefter modtager de Helligåndens uudsigelige gave, en gave, der kan vejlede dem konstant, når de lever op til den velsignelse.

Ældste David A. Bednar har sagt: »[Bekræftelsens] enkelhed kan medføre, at vi overser dens betydning. Disse to ord – ›Modtag Helligånden‹ – er ikke en passiv erklæring, de udgør snarere et præstedømmepåbud – en bemyndiget formaning til at handle og ikke blot være genstand for handling.«³

Børn har et naturligt ønske om at gøre godt og at være gode. Vi kan fornemme deres uskyld og deres renhed. De er også meget opmærksomme på den stille, sagte røst.

I 3 Nefi 26 viste Frelseren os den åndelige kapacitet hos børn:

»Han løste deres tunge, og de talte store og forunderlige ting til deres fædre, ja, større end han havde åbenbaret for folket …

de både så og hørte disse børn; ja, selv spædbørn åbnede deres mund og udtrykte forunderlige ting.«⁴

Hvordan kan vi som forældre øge den åndelige kapacitet hos vore små? Hvordan lærer vi dem at forkaste verdslig indflydelse og stole på Ånden, når vi ikke er hos dem, og de er alene på dybt vand?

Lad mig komme med nogle forslag.

For det første kan vi gøre vore børn opmærksomme på det, når de hører og mærker Ånden. Lad os gå tilbage til Det Gamle Testamente for at se, hvordan Eli gjorde netop dette for Samuel.

Drengen Samuel hørte to gange en stemme og løb til Eli og sagde: »Her er jeg.«

»Jeg har ikke kaldt,« svarede Eli.

»Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham.«

Den tredje gang forstod Eli, at Herren havde kaldt på Samuel, og han fortalte Samuel, at han skulle sige: »Tal, Herre, din tjener hører!«⁵

Samuel var begyndt at føle, genkende og lytte til Herrens røst. Men denne dreng begyndte ikke at forstå noget, før Eli muliggjorde denne genkendelse. Da Samuel var blevet undervist, kunne han blive mere fortrolig med den stille, sagte røst.

For det andet kan vi forberede vores hjem og vore børn på at føle den stille, sagte røst. »Mange lærere, som underviser i fremmedsprog, mener, at børn bedst lærer et fremmed sprog ved ›fordybelsesmetoden,‹ hvor de omgås andre, der taler dette sprog, og hvor de selv er nødt til at tale det. De lærer ikke bare at sige ord, men at tale flydende og sågar at tænke på det nye sprog. Det bedste sted at ›fordybe‹ sig i åndelig uddannelse er i hjemmet, hvor åndelige principper kan danne grundlaget for dagliglivet.«⁶

»Du skal gentage [Herrens ord] for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op.«⁷ Når vi fordyber vores familie i Ånden, holder det vore børns hjerte åbent for hans indflydelse.

For det tredje kan vi hjælpe vore børn til at forstå, hvordan Ånden taler til dem. Joseph Smith belærte os: »Hvis han kommer til et lille barn, vil han tilpasse sig et lille barns sprog og evner.«⁸ En mor opdagede, at eftersom børn lærer forskelligt – nogle lærer visuelt, nogle hører, nogle rører og nogle skal opleve det – jo mere hun observerede sine børn, jo mere forstod hun, at Helligånden underviste hendes børn på den måde, hvorpå de hver især lærte bedst.⁹

En anden mor fortalte om en oplevelse med at hjælpe sine børn med at lære at genkende Ånden. »Nogle gange,« skrev hun, »forstår børn ikke, at en gentagen tanke, en følelse af tryghed, når de har grædt, eller at huske noget i præcis det rigtige øjeblik alt sammen er måder, hvorpå Helligånden kommunikerer med dem.« Hun fortsatte: »Jeg lærer mine børn at fokusere på det, de føler, og at følge det.«¹⁰

At føle og at genkende Ånden vil bringe åndelig kapacitet til vore børns liv, og stemmen, som de lærer at kende, vil blive mere og mere tydelig for dem. Det bliver, som ældste Richard G. Scott har sagt: »Når du får erfaring og medgang gennem Åndens vejledning, kan din tillid til de tilskyndelser, som du får, blive mere sikker end din tillid til, hvad du ser og hører.«¹¹

Vi behøver ikke frygte, når vi ser vore børn gå ned i livets vand, for vi har hjulpet dem til at bortkaste verdslig vægt. Vi har lært dem at leve værdigt til Åndens vejledende gave. Denne gave vil vedblive med at lette den byrde, de bærer, og lede dem tilbage til deres himmelske hjem, hvis de lever værdigt til den og følger dens tilskyndelser. I Jesu Kristi navn. Amen.