Han vil lægge jer på sine skuldre og bære jer hjem
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Akkurat som den gode hyrde finder sine mistede får, vil denne verdens Frelser finde jer, hvis I blot vil rette jeres hjerte mod ham.
Et af de ubehagelige minder fra min barndom begynder med, at jeg bliver vækket af fjerne luftværnssirener. Inden længe støder en anden lyd til, det er larm og brummen af propeller, der gradvist stiger, indtil luften ryster. Vi børn, der er godt trænet af vores mor, griber hver vores taske og løber op ad bakken til et beskyttelsesrum. Mens vi skynder os igennem den begsorte nat, falder grønne og hvide faldskærmslys fra himlen for at markere målet for bomberne. Mærkeligt nok kalder alle disse faldskærmslys for juletræer.
Jeg er fire år, og jeg er vidne til en verden i krig.
Dresden
Ikke så langt fra, hvor min familie boede, lå byen Dresden. De, der boede der, oplevede måske det, jeg havde set 1000 gange stærkere. Massive ildstorme, der var forårsaget af tonsvis af sprængstoffer, føg igennem Dresden og ødelagde mere end 90 procent af byen og efterlod ikke meget andet end murbrokker og aske i deres kølvand.
På meget kort tid blev den by, der engang var kendt under navnet »Smykkeskrinet«, udraderet. Erich Kästner, en tysk forfatter, skrev om ødelæggelsen: »Gennem 1000 år havde man opbygget hendes skønhed, og på én nat blev den komplet tilintetgjort.«1 Som barn havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man nogensinde kunne få bugt med ødelæggelserne fra en krig, som mit folk selv havde indledt. Verden omkring os virkede fuldstændig håbløs og blottet for fremtidsudsigter.
Sidste år havde jeg lejlighed til at vende tilbage til Dresden. Her halvfjerds år efter krigen er den igen et »smykkeskrin« af en by. Ruinerne er ryddet, og byen er genopbygget og tilmed forbedret.
Under mit besøg så jeg den smukke evangelisk-lutherske kirke, Frauenkirche, Vor Frue kirke. Den blev oprindeligt bygget i 1700-tallet, og den var en af Dresdens skinnende ædelstene, men den lå tilbage som en bunke murbrokker. I mange år henlå den som sådan, indtil det endelig blev besluttet, at Frauenkirche skulle genopbygges.
Stenene fra den ødelagte kirke var blevet gemt og katalogiseret, og når det var muligt, blev de brugt i genopbygningen. I kan i dag se disse brandsværtede sten sidde som ar i de ydre mure. Disse »ar« er ikke en blot påmindelse om denne bygnings krigshistorie, men de er også et tegn på håb – et storslået symbol på menneskenes evne til at skabe nyt liv af asken.
Jeg har følt Helligåndens søde indflydelse, når jeg har tænkt over Dresdens historie og været forundret over opfindsomheden og viljestyrken hos dem, der har genopbygget det, der var fuldstændig ødelagt. Hvis mennesker kan tage ruiner, murbrokker og resterne af en ødelagt by og genopbygge en så imponerende bygning, der tårner mod himlene, hvor meget desto mere er vor almægtige Fader så ikke i stand til at genopbygge sine børn, når de er faldet, har kæmpet eller er faret vild?
Det er uden betydning, hvor meget vores liv måtte synes at ligge i ruiner. Det betyder ikke noget, hvor skarlagenrøde vore synder er, hvor dybt vores bitterhed stikker eller hvor ensomt, forladt eller sønderknust vores hjerte måtte være. Selv de, der ikke har noget håb, som lever i fortvivlelse, som har svigtet enhver tillid, som har givet køb på deres integritet eller vendt Gud ryggen, kan blive genopbygget. Bortset fra de yderst sjældent forekommende fortabelsens sønner er der intet liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genopbygges.
Evangeliets glade budskab lyder: På grund af den evige plan for lykke, som er tilvejebragt af vor himmelske Fader og gennem Jesu Kristi uendelige sonoffer, kan vi ikke alene blive forløst fra vores faldne tilstand og oprejses i renhed, men vi kan også overstige enhver menneskelig forestillingsevne og blive arvinger til evigt liv og tage del i Guds ubeskrivelige herlighed.
Lignelsen om det mistede får
Da Frelseren gik omkring på jorden, misbilligede datidens religiøse ledere, at Jesus tilbragte tid med folk, som de havde stemplet som »syndere«.
For dem så det måske ud som om, han tolererede eller billigede syndig opførsel. De troede måske, at den bedste måde at hjælpe syndere til omvendelse på var ved at fordømme, håne og beskæmme dem.
Da Frelseren vidste, hvad farisæerne og de skriftkloge tænkte, fortalte han denne historie:
»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre.«2
Igennem århundreder er denne lignelse almindeligvis blevet tolket som en opfordring til, at vi skulle føre det mistede får tilbage og række ud mod de vildfarne. Og selv om dette bestemt stemmer, tænker jeg, at der måske ligger mere i den.
Er det muligt, at Jesu hensigt først og fremmest var at undervise om den gode Hyrdes gerning?
Er det muligt, at han vidnede om Guds kærlighed til sine vildfarne børn?
Er det muligt, at Frelserens budskab var, at Gud har helt styr på, hvem der er faret vild – og at han vil finde dem, at han vil række ud til dem og at han vil redde dem?
Hvis det er tilfældet, hvad må fåret så gøre for at gøre sig fortjent til guddommelig bistand?
Er fåret nødt til at vide, hvordan man bruger en indviklet sekstant for at regne sine koordinater ud? Skal det kunne bruge en GPS for at fastlægge sin position? Kræves der ekspertise til at udvikle en app, der kan ringe efter hjælp? Har fåret brug for, at nogen siger god for det, inden den gode Hyrde vil komme det til undsætning?
Nej, bestemt ikke! Fåret gør sig værdig til guddommelig undsætning, alene fordi den gode Hyrde elsker det.
For mig er lignelsen om det mistede får et af de steder i skriften, der er mest fyldt med håb.
Vor Frelser, den gode Hyrde, kender og elsker os. Han kender og elsker jer.
Han ved, når I er på afveje, og han ved, hvor I er. Han kender til jeres sorg. Til jeres tavse tryglen. Jeres frygt. Jeres tårer.
Det betyder ikke noget, hvordan I er faret vild – om det skyldes egne dårlige valg eller omstændigheder, som I ikke har nogen kontrol over.
Det, der betyder noget, er, at I er hans børn. Og han elsker jer. Han elsker sine børn.
Og fordi han elsker jer, finder han jer. Han vil med glæde lægge jer på sine skuldre. Og når han fører jer hjem, vil han sige til hver og en: »Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.«3
Så hvad må vi gøre?
Nu tænker I nok, hvad er hagen ved det her? Jeg er selvfølgelig nødt til at gøre mere end bare at vente på at blive reddet.
Selvom vor kærlige Fader ønsker, at alle hans børn vender tilbage til ham, så vil han ikke tvinge nogen til himlen.4 Gud vil ikke redde os imod vores vilje.
Så hvad må vi gøre?
Hans indbydelse er enkel:
»Vend om til mig.«5
»Kom til mig.«6
»Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer.«7
Det er sådan, at vi viser ham, at vi ønsker at blive reddet.
Det fordrer lidt tro. Men fortvivl ikke. Hvis I ikke kan mønstre troen lige nu, så begynd med håbet.
Hvis I ikke kan sige, at I ved, at Gud er der, så kan I håbe på, at han er. I kan ønske at tro.8 Det er nok til at begynde med.
Følg så op på det håb, ræk ud mod vor himmelske Fader. Gud vil udrække sin kærlighed imod jer, og så vil hans arbejde med at redde og forandre jer begynde.
Med tiden vil I se hans hånd i jeres liv. I vil mærke hans kærlighed. Og ønsket om at vandre i hans lys og følge hans vej vil vokse for hvert skridt, I tager i tro.
Vi kalder disse skridt i tro for »lydighed.«
Det er ikke et populært ord i vores tid. Men lydighed er et dyrebart begreb i Jesu Kristi evangelium, fordi vi ved, »at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer«.9
Efterhånden som vores tro vokser, må vi også vokse i trofasthed. Før citerede jeg en tysk forfatter, som begræd ødelæggelsen af Dresden. Han skrev også ordene: »Es gibt nichts Gutes, ausser: Man tut es.« For de af jer, der ikke taler det celestiale sprog, kan det oversættes til: »Der er intet godt, medmindre man gør det.«10
I og jeg kan være veltalende om åndelige ting. Vi kan måske gøre indtryk på folk med vores skarpe intellektuelle fortolkning af religiøse emner. Vi kan tale begejstret om religion og »drømme om himmelens borg«.11 Men hvis vores tro ikke ændrer måden, vi lever på – hvis vores tro ikke har indflydelse på vore daglige valg – så er vores religion nyttesløs, og vores tro er om ikke død, så i hvert fald ikke rask, og den er i fare for at visne bort.12
Lydighed er troens livsblod. Det er ved lydighed, at vi sanker sjælens lys.
Men sommetider tror jeg, at vi misforstår, hvad lydighed er. Vi ser det måske som et mål i sig selv, og ikke som et middel til at nå målet. Rent metaforisk slår vi måske hårdt med lydighedens hammer mod befalingernes ambolt i et forsøg på at forme dem, vi elsker, gennem konstant opvarmning og gentagne slag til noget helligere og mere himmelsk.
Og der er ingen tvivl om, at der sommetider er brug for en fast opfordring til omvendelse. Der er helt sikkert nogle, som man kun kan nå på den måde.
Men måske er der en anden metafor, der kan forklare, hvorfor vi adlyder Guds bud. Lydighed handler måske ikke så meget om processen med at bøje, dreje eller forme vores sjæl til noget, som vi ikke er. I stedet for er det en proces, hvor vi opdager, hvad vi virkelig er gjort af.
Vi er skabt af den almægtige Gud. Han er vores himmelske Fader. Vi er bogstavelig talt hans åndelige børn. Vi er lavet af et himmelsk materiale, der er yderst dyrebart og meget forædlet, og således bærer vi en guddommelig substans indeni.
Her på jorden bliver vore tanker og handlinger dog tynget af det, der er moralsk belastet, uhelligt og urent. Verdens støv og snavs pletter vores sjæl og gør det svært at indse og huske vores fødselsret og formålet med, at vi er her.
Men intet af det kan ændre på, hvem vi virkelig er. Den grundlæggende guddommelighed i vores væsen er stadig den samme. Og i det øjeblik vi vælger at bøje hjertet mod vor elskede Frelser og sætte foden på disciplens sti, sker der noget mirakuløst. Guds kærlighed fylder vores hjerte; sandhedens lys fylder vores sind; vi begynder at slippe ønsket om at synde, og vi ønsker ikke længere at gå i mørke.13
Vi kommer til at se, at lydighed ikke er en straf, men en udfriende vej mod vores guddommelige skæbne. Og gradvist vil denne verdens fordærv, støv og begrænsninger begynde at slippe sit tag. Med tiden bliver det himmelske væsens uvurderlige, evige ånd inden i os afsløret, og vi vil udstråle en ægte godhed.
I er værd at redde
Mine kære brødre og søstre, mine kære venner, jeg vidner om, at Gud ser os, som vi virkelig er – og han anser os for at være værd at redde.
I kan måske føle, at jeres liv ligger i stumper og stykker. I har måske syndet. I er måske bange, vrede, sorgramte eller plaget af tvivl. Men akkurat som den gode Hyrde finder sine mistede får, så vil denne verdens Frelser finde jer, hvis I blot vil rette jeres hjerte mod ham.
Han vil redde jer.
Han vil løfte jer og lægge jer på sine skuldre.
Han vil bære jer hjem.
Hvis menneskehænder kan omdanne murbrokker og ruiner til et smukt hus for tilbedelse, så kan vi godt have tillid til, at vor kærlige himmelske Fader kan og vil genopbygge os. Hans plan er at bygge os op til noget, der er langt større, end det vi var – langt større end noget, vi nogensinde kan forestille os. For hvert skridt vi træder ad disciplens vej, vokser vi til at blive de væsener af evig herlighed og uendelig glæde, som vi blev skabt til at være.
Dette er mit vidnesbyrd, min velsignelse og min ydmyge bøn i vor Mesters hellige navn, i Jesu Kristi navn. Amen.