Bliv altid ved med at have forladelse for jeres synder

Ældste David A. Bednar

De Tolv Apostles Kvorum

Ved Helligåndens helliggørende kraft og dens konstante ledsagelse kan vi altid have forladelse for vore synder.

En dybsindig udtalelse i kong Benjamins belæringer om Frelseren og hans sonoffer har gentagne gange været genstand for mit studium og min gransken igennem årene.

I sin åndelige vækkelsestale til det folk, som kong Benjamin havde tjent og elsket, beskrev han vigtigheden af at kende til Guds herlighed og at smage hans kærlighed, modtage forladelse for sine synder, altid at erindre Guds storhed, bede dagligt og stå standhaftigt i troen.¹ Han lovede også, at vi ved at gøre disse ting altid ville »fryde [os] og være fyldt af Guds kærlighed og altid blive ved med at have forladelse for [vore] synder«.²

Mit budskab retter sig mod princippet om altid at have forladelse for vore synder. Den sandhed, der ytres i dette udtryk, kan styrke vores tro på Herren Jesus Kristus og gøre os til mere hengivne disciple. Jeg beder om, at Helligånden vil inspirere og oplyse os, når vi sammen overvejer væsentlige åndelige sandheder.

Åndelig genfødsel

I jordelivet oplever vi at blive født fysisk og muligheden for at blive født på ny rent åndeligt.³ Vi bliver formanet af profeter og apostle til at vågne op til Gud,⁴ blive »født på ny«⁵ og blive nye skabninger i Kristus⁶ ved at tage imod de velsignelser, som er gjort mulige gennem Jesu Kristi forsoning. »Den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed«⁷ kan hjælpe os til at overvinde det naturlige menneskes tendens til at være selvcentreret og selvisk, således at vi bliver mere uselviske, godgørende og hellige. Vi bliver formanet til at leve, så vi kan »stå uplettede for [Herren] på den yderste dag.«⁸

Helligånden og præstedømmeordinancer

Profeten Joseph Smith opsummerede kortfattet præstedømmeordinancernes rolle i Jesu Kristi evangelium: »At blive født igen sker gennem Guds Ånd gennem ordinancer.«⁹ Denne klare udtalelse understreger den rolle, som både Helligånden og hellige ordinancer spiller i den åndelige genfødselsproces.

Helligånden er det tredje medlem af Guddommen. Han er et væsen af ånd, og han vidner om al sandhed. I skriften omtales Helligånden som Talsmanden,¹⁰ lærer¹¹ og åbenbarer.¹² Derudover er Helligånden en helliggører,¹³ som renser og brænder urent og ondt ud af menneskenes sjæle som ved ild.

Hellige ordinancer står centralt i Frelserens evangelium og i processen med at komme til ham og søge at blive født på ny. Ordinancer er hellige handlinger, der har et åndeligt formål, evig betydning og relation til Guds love og vedtægter.¹⁴ Alle frelsende ordinancer og nadverordinancen må være bemyndiget af en, der bærer de påkrævede præstedømmenøgler.

De ordinancer til frelse og ophøjelse, der administreres i Herrens genoprettede kirke, er langt mere end ritualer eller symbolske handlinger. De konstituerer snarere en myndighedskanal, hvorigennem himlens velsignelser og kraft kan tilflyde os hver især.

»Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.

Og uden dets ordinancer og præstedømmets myndighed bliver guddommelighedens kraft ikke givet til kende for menneskene i kødet.«¹⁵

Ordinancer, der modtages og æres i retskaffenhed, er afgørende for at opnå guddommelighedens kraft og alle de velsignelser, der er gjort tilgængelige gennem Frelserens forsoning.

Opnåelse og bibeholdelse af forladelse for synder gennem ordinancer

For at få en dybere forståelse af den proces, hvorved vi opnår og altid bibeholder forladelse for vore synder, er vi først nødt til at forstå det uadskillelige forhold mellem tre hellige ordinancer, der giver adgang til himlens kræfter: Dåb ved nedsænkning, håndspålæggelse for Helligåndsgaven og nadveren.

Dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse »er evangeliets første ordinance«,¹⁶ og forudsætningen for dette er tro på Frelseren og oprigtig omvendelse. Denne ordinance »er et tegn og en befaling, som Gud har sat for [sine børn], for at [de] kan komme ind i hans rige.«¹⁷ Dåb udføres med Det Aronske Præstedømmes myndighed. I processen med at komme til Frelseren og blive åndeligt genfødt er dåb en forudsætning og en indledende rensning af vores sjæl fra synd.

Dåbspagten omfatter tre grundlæggende forpligtelser: (1) At vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn, (2) at vi altid vil erindre ham, og (3) at vi altid vil holde hans befalinger. Den lovede velsignelse for at ære denne pagt er, »at [vi] altid må have hans Ånd hos [os].«¹⁸ Derfor er dåb en afgørende forberedelse til at modtage bemyndiget mulighed for at have det tredje medlem af Guddommen som konstant ledsager.

»Dåb ved nedsænkning i vand … må efterfølges af dåb af Ånd for at være komplet.«¹⁹ Som Frelseren sagde til Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.«²⁰

Tre udtalelser af profeten Joseph Smith understreger det vigtige bånd mellem ordinancerne dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse og håndspålæggelse for Helligåndsgaven.

Udtalelse nr. 1: »Dåb er en hellig ordinance, som er en forberedelse til at modtage Helligånden – det er den kilde og nøgle, hvorigennem Helligånden vil blive overdraget.«²¹

Udtalelse nr. 2: »Man kan lige så godt døbe en sæk sand som et menneske, dersom det ikke bliver gjort med henblik på syndernes forladelse og modtagelse af Helligånden. Dåb med vand er blot en halv dåb og duer ikke uden den anden halvdel – dvs. dåben med Helligånden.«²²

Udtalelse nr. 3: »Vanddåben er til ingen nytte uden ilddåben og Helligånden. De to står i absolut nødvendig og uadskillelig forbindelse med hinanden.«²³

Den konsistente sammenhæng mellem principperne omvendelse, dåbsordinancen, modtagelse af Helligåndsgaven og den herlige velsignelse ved syndernes forladelse understreges adskillige gange i skriften.

Nefi sagde: »For den port, som I skal træde ind ad, er omvendelse og dåb med vand; og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden.«²⁴

Frelseren selv sagde: »Se, dette er befalingen: Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag.«²⁵

Håndspålæggelse for Helligåndsgaven er en ordinance, der administreres med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed. I processen med at komme til Frelseren og blive født på ny skaber modtagelse af Helligåndens helliggørende kraft en mulighed for en vedvarende rensning af vores sjæl fra synd. Denne glædelige velsignelse er afgørende, fordi »intet urent kan bo hos Gud«.²⁶

Som medlemmer af Herrens genoprettede kirke er vi både velsignede med den indledende renselse fra synd, der forbindes med dåben, og den potentielle vedvarende renselse fra synd, der muliggøres gennem Helligåndens – ja, det tredje medlem af Guddommens – ledsagelse og kraft.

Tænk på, hvor afhængig en landmand er af at følge mønstret for at så og høste. Forståelse af sammenhængen mellem at så og høste er det konstante formål, og det påvirker alle de beslutninger og handlinger, landmanden foretager på alle tider af året. På samme måde bør den uadskillelige sammenhæng mellem ordinancen dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse og håndspålæggelse for Helligåndsgaven påvirke ethvert aspekt af måden, vi følger Kristus på i alle livets årstider.

Nadveren er den tredje ordinance, der er nødvendig for kunne trække på guddommelighedens kraft. For at vi kan holde os helt uplettede af verden, har vi fået befaling om at tage til bedehuset og ofre vore sakramenter for Herren på hans hellige dag.²⁷ Tænk på, at symbolerne på Herrens kød og blod, brødet og vandet, både bliver velsignet og helliget. »O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette brød [eller vand] for alle de sjæle, som nyder [eller drikker] deraf.«²⁸ At helliggøre er at rense og forædle. Nadversymbolerne bliver helliggjort til erindring af Kristi renhed, af vores totale afhængighed af hans sonoffer og af vores ansvar for at ære vore ordinancer og pagter, så vi »kan stå uplettede for [ham] på den yderste dag.«²⁹

Nadverordinancen er en hellig og gentagen invitation til oprigtig omvendelse og åndelig fornyelse. Selve den handling at deltage i nadveren giver ikke i sig selv forladelse for vore synder. Men hvis vi har forberedt os samvittighedsfuldt og deltager i denne hellige ordinance med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, så har vi løftet om, at vi altid vil have Herrens Ånd hos os. Og ved Helligåndens helliggørende kraft og dens konstante ledsagelse kan vi altid have forladelse for vore synder.

Vi er i sandhed velsignede ved, at vi hver uge har mulighed for at evaluere vores liv under nadveren, for at kunne forny vore pagter og modtage de velsignelser, der loves i forbindelse med den pagt.³⁰

Døbt på ny

Sommetider giver sidste dages hellige udtryk for, at de ønsker, at de kunne blive døbt igen – og dermed blive ligeså rene og værdige som den dag, hvor de modtog deres første frelsende evangeliske ordinance. Må jeg i al respekt give udtryk for, at vor himmelske Fader og hans elskede Søn ikke havde tænkt sig, at vi kun skal opleve den følelse af åndelig fornyelse, genopfriskning og opbyggelse en gang i vores liv. Velsignelserne ved at opnå og altid have forladelse for vore synder gennem evangeliets ordinancer hjælper os til at forstå, at dåben er udgangspunktet for vores åndelige rejse her på jorden, det er ikke et rejsemål, vi bør længes efter at besøge igen og igen.

Ordinancerne dåb ved nedsænkning og håndspålæggelse for Helligåndsgaven og nadveren er ikke isolerede og separate begivenheder, de er snarere en del af en forbundet og samlende anvisning for en udvikling, der fører til forløsning. Hver af de på hinanden følgende ordinancer højner og forstørrer vores åndelige mål, ønske og præstation. Faderens plan, Frelserens forsoning og evangeliets ordinancer tilvejebringer den nåde, vi behøver for at trænge os frem og gå fremad linje på linje og forskrift på forskrift, indtil vi når vores evige mål.

Løfte og vidnesbyrd

Vi er ufuldkomne skabninger, der stræber efter at leve dette liv på jorden i henhold til Faderens fuldkomne plan for evig udvikling. Betingelserne i hans plan er herlige, nådige og helt faste. Vi kan til tider være fyldt med beslutsomhed og andre gange føle os totalt utilstrækkelige. Vi kan være i tvivl om, vi nogensinde kan leve op til befalingen om at stå uplettede for ham på den yderste dag.

Med Herrens hjælp og ved hans Ånds kraft, der »skal lære [os] alt«,³¹ kan vi vitterligt blive velsignet med at kunne leve op til vores åndelige potentiale. Ordinancerne inviterer åndelige mål og kraft ind i vores liv, når vi bestræber os på at blive født igen og blive Kristi mænd og kvinder.³² Vore svagheder kan blive til styrke, og vore begrænsninger kan overvindes.

Selvom ingen af os opnår at blive fuldkomne i dette liv, kan vi blive mere værdige og uplettede, når vi bliver »renset ved Lammets blod«.³³ Jeg lover og vidner om, at vi vil blive velsignet med større tro på Frelseren og større åndelig forvisning, når vi stræber efter altid at have forladelse for vore synder, og vi vil i sidste ende blive i stand til at stå uplettede for Herren på den yderste dag. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.