Genoprettelsens hellige sted
Ældste Jairo Mazzagardi
De Halvfjerds
Palmyra var den skueplads i genoprettelsen, hvor Faderens røst blev hørt efter næsten to årtusinder.
En af mine gode venner, der var medlem af Kirken, prøvede i årevis at lære mig om evangeliet og evige familier. Det var først, da jeg i oktober 1978 var med til åbent hus for templet i São Paulo og trådte ind i beseglingsværelset, at læren om evige familier kom ind i mit hjerte, og i dagevis bad jeg om at vide, om dette var den sande kirke.
Jeg var ikke religiøs, men jeg var blevet opdraget af forældre, der var det, og jeg kunne se det gode i andre religioner. På det tidspunkt i mit liv mente jeg, at alle religioner var acceptable for Gud.
Efter min deltagelse i templets åbent hus søgte jeg i bøn efter et svar og havde tro på og en sikker forvisning om, at Gud ville fortælle mig, hvilken kirke der var hans på jorden.
Efter en stor åndelig kamp fik jeg endelig et klart svar. Jeg blev opfordret til at blive døbt. Min dåb fandt sted den 31. oktober 1978, aftenen før indvielsen af templet i São Paulo.
Jeg indså, at Herren kendte mig og var så interesseret i mig, at han besvarede mine bønner.
Næste morgen tog min hustru og jeg til São Paulo for at overvære et af templets indvielsesmøder.
Vi var der, men jeg vidste ikke helt endnu, hvordan jeg kunne påskønne den vidunderlige mulighed. Næste dag deltog vi i en områdekonference.
Vi var begyndt vores rejse i Kirken, og vi fandt gode venner, der bød os velkommen i overgangen til dette nye liv.
Klassen for nye medlemmer, som vi deltog i hver uge til vore søndagsmøder, var vidunderlig. Den fyldte os med kundskab og fik os til at ønske, at ugen kunne gå hurtigt, så vi om søndagen kunne få mere af denne åndelige næring.
Min hustru og jeg så ivrigt frem til at træde ind i templet, så vores familie kunne blive beseglet for evigheden. Det skete et år og syv dage efter min dåb, og det var en vidunderlig oplevelse. Jeg følte det, som om evighederne blev delt ved alteret i det, der var før beseglingen, og det, der var efter beseglingen.
Vi boede på østkysten i USA i et par år som fuldt lovlige indvandrere, og jeg kendte byerne i staten New York, og de var for det meste små.
Når jeg læste eller hørte om de begivenheder, der ledte frem til den første åbenbaring, blev der omtalt en masse mennesker, og det gav ingen mening for mig.
Mit sind begyndte at fyldes med spørgsmål. Hvorfor skulle Kirken genoprettes i USA og ikke i Brasilien eller Italien, mit fædrene land?
Hvor var alle de mennesker, der blev omtalt, som var en del af den religiøse vækkelse og forvirring omkring religion – på et så fredfyldt og roligt sted?
Jeg spurgte en masse mennesker om det, men fik ikke noget svar. Jeg læste alt, hvad jeg kunne på portugisisk og derefter på engelsk, men fandt intet, der kunne berolige mit hjerte. Jeg blev ved med at søge.
I oktober 1984 overværede jeg generalkonferencen som rådgiver i et stavspræsidentskab. Bagefter besøgte jeg Palmyra ivrig efter at finde et svar.
Da jeg ankom, forsøgte jeg at forstå: Hvorfor måtte genoprettelsen finde sted her, og hvorfor sådan en åndelig tumult? Hvor kom alle de mennesker fra, som er nævnt i Josephs beretning? Hvorfor der?
På det tidspunkt lød det mest fornuftige svar i mine ører, at det var på grund af garantien for frihed i USA’s forfatning.
Den formiddag besøgte jeg Grandin-bygningen, hvor den første udgave af Mormons Bog blev trykt. Jeg tog hen til den hellige lund, hvor jeg bad meget.
Der var næsten ingen på gaderne i den lille by Palmyra. Hvor var alle de mange mennesker, Joseph havde omtalt?
Den eftermiddag besluttede jeg at tage hen til Peter Whitmers gård, og da jeg kom dertil, så jeg en mand ved vinduet i en hytte. Hans øjne havde en intens glød. Jeg hilste på ham og begyndte at stille alle de samme spørgsmål.
Han spurgte mig derpå: »Har du tid?« Jeg svarede ja.
Han forklarede, at søerne Erie og Ontario og længere østpå Hudson-floden lå i det område.
I begyndelsen af 1800-tallet besluttede folk at bygge en kanal, som skulle passere gennem det område, på knap 500 km ned til Hudson-floden. Det var et stort projekt på den tid, og de havde kun menneskers og dyrs arbejdskraft.
Palmyra var centrum for en del af projektet. Der var brug for håndværkere, teknikere, familier og deres venner. Mange mennesker begyndte at strømme til fra nabobyerne og steder længere væk, såsom Irland, for at arbejde på kanalen.
Det var et helligt og åndeligt øjeblik, for jeg havde endelig fundet folkemængden. De bragte deres skikke og tro med sig. Da han omtalte deres tro, oplyste Gud min forstand og åbnede mine åndelige øjne.
I det øjeblik forstod jeg, hvordan Gud, vor Fader, i sin uendelige visdom havde planlagt og beredt et sted, hvor han kunne placere den unge Joseph Smith og anbringe ham midt i Palmyras religiøse forvirring, for dér, i Cumora, lå de dyrebare plader til Mormons Bog gemt.
Det var den skueplads i genoprettelsen, hvor Faderens røst blev hørt efter næsten to årtusinder i et vidunderligt syn, hvor han talte til drengen Joseph Smith, da han gik ind i den hellige lund for at bede og hørte dette: »Det er min elskede Søn. Hør ham!«1
Der så han to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse. Ja, Gud åbenbarede sig igen for mennesket. Det mørke, der dækkede jorden, begyndte at spredes.
Profetierne om genoprettelsen begyndte at blive opfyldt: »Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk.«2
I løbet af få år blev Joseph ledt til optegnelserne med profetier, pagter og ordinancer, som fordums profeter havde efterladt, nemlig vores elskede Mormons Bog.
Jesu Kristi Kirke kunne ikke genoprettes uden det evige evangelium, som det er åbenbaret i Mormons Bog, som er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, ja, Guds Søn, Guds Lam, som borttog verdens synder.
Kristus sagde til sit folk i Jerusalem:
»Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold.«3
»Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig.«4
Jeg kan ikke huske, om jeg sagde farvel, da jeg forlod Whitmers gård. Jeg husker blot, at tårerne løb frit ned ad mine kinder. Solen var ved at gå ned på en smuk himmel.
En umådelig glæde og fred i mit hjerte beroligede min sjæl. Jeg blev fyldt af taknemlighed.
Nu forstod jeg helt hvorfor. Endnu engang havde Herren givet mig kundskab og lys.
På hjemturen strømmede skriftsteder konstant ind i mit sind: Løfterne, der blev givet til Abraham om, at alle jordens slægter ville blive velsignede gennem hans efterkommere.5
Og af denne årsag skulle der opføres templer, så den guddommelige kraft atter kunne overdrages til mennesket på jorden, hvorved familier kunne forenes, ikke kun indtil døden adskiller dem, men så de kan være sammen i al evighed.
»Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil.«6
Hvis I, der hører mig, har spørgsmål i hjertet, så giv ikke op!
Jeg opfordrer jer til at følge profeten Joseph Smiths eksempel, da han læste Jakobs Brev 1:5: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet.«
Det, der skete på Cumora, var en vigtig del af genoprettelsen, hvor Joseph Smith modtog pladerne, som indeholdt Mormons Bog. Denne bog hjælper os til at komme nærmere Kristus end nogen anden bog på jorden.7
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren oprejste profeter, seere og åbenbarere til at lede sit rige i disse sidste dage, og i hans evige plan er det meningen, at familier skal være sammen for evigt. Han bekymrer sig om sine børn. Han besvarer vore bønner.
På grund af sin store kærlighed sonede Jesus Kristus for vore synder. Han er verdens Frelser. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.