»Jeg var fremmed«

Linda K. Burton

Hjælpeforeningens hovedpræsident

Beslut i bøn, hvad I kan gøre – i forhold til jeres tid og vilkår – for at hjælpe de flygtninge, der bor i jeres nabolag og lokalsamfund.

Den dag, hvor Hjælpeforeningen blev stiftet, erklærede Emma Smith: »Vi vil gøre noget ekstraordinært … Vi forventer ekstraordinære begivenheder og vigtige kald.«¹ Disse vigtige kald og ekstraordinære begivenheder indfandt sig dengang – ligesom de gør nu.

Der kom en ved oktoberkonferencen i 1856, da præsident Brigham Young til forsamlingen bekendtgjorde, at håndkærrepionerer stadig var på prærien, og de var sent ude. Han sagde: »Jeres tro, religion og trosbekendelse kan aldrig frelse blot én af jeres sjæle i Guds celestiale rige, medmindre I fører sådanne principper ud i livet, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og bring disse mennesker på sletterne hertil, og tag jer nøje af det, vi kalder timeligt … for ellers er jeres tro forgæves.«²

Vi erindrer med taknemlighed og beundring de mænd, som drog ud for at redde de lidende hellige. Men hvad gjorde søstrene?

»Søster [Lucy Meserve] Smith skrev … at de tilstedeværende efter præsident Youngs formaning tog skridt til at [handle] … Kvinder ›tog deres underskørter af (som var store ifølge tidens mode og som også varmede) samt strømper og alt, hvad de kunne undvære, lige der i [det gamle] tabernakel, og samlede det sammen i de vogne, der skulle af sted til de hellige i bjergene‹«.³

Adskillige uger senere samlede præsident Brigham Young igen de hellige i det gamle tabernakel, da redningsmændene og håndkærrekompagnierne nærmede sig Salt Lake City. Han bad indtrængende de hellige – især søstrene – om at tage sig af de lidende, give dem mad og tage imod dem. Han sagde: »Nogle af dem har forfrysninger op til anklerne, andre har forfrysninger til knæene, og atter andre forfrysninger i hænderne … I skal tage jer af dem, som var de jeres egne børn og udvise den samme omsorg for dem.«⁴

Lucy Meserve Smith skrev også:

»Vi gjorde alt, hvad vi kunne, med hjælp fra gode brødre og søstre, for at trøste de trængende … Deres hænder og fødder var hårdt angrebne af frost … Vi stoppede ikke med vore anstrengelser, før alle havde det godt …

Jeg har aldrig følt mig mere tilfreds, og jeg kan tilføje, aldrig haft større glæde ved noget, jeg nogensinde har udført i mit liv; der herskede en vældig stemning af fællesskab …

Hvad skal villige hænder nu gøre?«⁵

Mine elskede søstre, denne beretning kan sammenlignes med vore dage og dem, der lider overalt i verden. Der er en anden »ekstraordinær begivenhed«, der rører vores hjerte.

Hjælper omgivet af børn i en flygtningelejr

Der findes over 60 millioner flygtninge, herunder mennesker, der er blevet tvangsforflyttet, på den ganske jord. Halvdelen af dem er børn.⁶ »Disse mennesker har gennemgået enorme vanskeligheder og begynder forfra i … nye lande og kulturer. Selv om der sommetider er organisationer, der hjælper dem med at finde et sted at bo samt basale fornødenheder, er det, de har brug for, en ven og allieret, der kan hjælpe dem med at finde sig tilrette i deres nye hjem, en person, der kan hjælpe dem med at lære sproget, forstå systemet og føle, at de hører til.«⁷

I sommer mødte jeg søster Yvette Bugingo, der som 11-årig flygtede fra sted til sted, da hendes far blev dræbt, og tre af hendes storebrødre forsvandt i en krigshærget del af verden. Yvette og resten af familien endte med at leve som flygtninge i seks et halvt år i et naboland, indtil de kunne flytte ind i et permanent hjem, hvor de blev velsignet med et omsorgsfuldt par, der hjalp dem med transport, skole og andre ting. Hun sagde, at de »i bund og grund var svar på vore bønner«.⁸ Hendes kønne mor og yndige lillesøster er sammen med os her i aften, hvor de synger i koret. Siden jeg mødte disse skønne kvinder, har jeg mange gange spekuleret på dette: »Hvad nu, hvis deres historie var min historie?«

Vi udgør som søstre over halvdelen af Herrens forrådshus, som hjælper vor himmelske Faders børn. Hans forrådshus består ikke blot af varer, men også af tid, talenter, evner og vore guddommelige egenskaber. Søster Rosemary M. Wixom har sagt: »De guddommelige egenskaber inde i os styrker vores ønske om at række ud til andre og tilskynder os til at handle.«⁹

I anerkendelse af vores guddommelige natur har præsident Russell M. Nelson inderligt opfordret os:

»Vi har brug for kvinder, der ved, hvordan de får vigtige ting til at ske ved deres tro, og som er modige forsvarere af moral og familien i en syndig verden … kvinder, der ved, hvordan de påkalder sig himlens kræfter for at beskytte og styrke børn og familier …

Gifte eller enlige, I søstre besidder særlige egenskaber og en særlig intuition, som I har modtaget som gaver fra Gud. Vi brødre har ikke den samme enestående indflydelse.«¹⁰

Et brev fra Det Første Præsidentskab til Kirken dateret den 27. oktober 2015 udtrykte stor bekymring og medfølelse for de millioner af mennesker, der er flygtet fra deres hjem og søger væk fra borgerkrig og andre strabadser. Det Første Præsidentskab opfordrede enkeltpersoner, familier og kirkeenheder til at tage del i kristuslignende tjeneste i lokale nødhjælpsprojekter for flygtninge og give bidrag til Kirkens humanitære fond, hvor det kan lade sig gøre.

Hovedpræsidentskaberne for Hjælpeforeningen, Unge Piger og Primary har overvejet, hvordan vi kan imødekomme Det Første Præsidentskabs opfordring. Vi ved, at I, vore elskede søstre i alle aldre, kommer fra alle sociale lag og lever under mange forskellige omstændigheder. Hvert eneste medlem af dette verdensomspændende søsterfællesskab har indgået pagt ved dåben om at »trøste dem, der står i behov for trøst.«¹¹ Dog bør vi stadig huske på, at ingen af os bør løbe hurtigere, end vi har styrke til.¹²

Med disse sandheder i tankerne har vi organiseret en nødhjælpsindsats med navnet »Jeg var fremmed«. Det er vores håb, at I i bøn vil beslutte, hvad I kan gøre – i forhold til jeres tid og vilkår – for at hjælpe de flygtninge, der bor i jeres nabolag og lokalsamfund. Det er en mulighed for at tjene på egen hånd, i familien og gennem en organisation for at tilbyde venskab, at være mentor og udføre anden kristuslignende tjeneste og er en af mange måder, hvorpå søstre kan hjælpe.

Vi bør i alle vore bønsomme bestræbelser anvende kong Benjamins kloge råd, som han gav til sit folk, efter han havde formanet dem til at sørge for dem, der havde behov for det: »Se til, at alt dette gøres med visdom og orden.«¹³

Søstre, vi ved, at det betyder noget for Herren, at vi rækker ud til andre i kærlighed. Overvej disse formaninger i skriften:

»Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv.«¹⁴

»Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.«¹⁵

Og Frelseren har sagt:

»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig.«¹⁶

Frelseren anerkendte kærligt enkens beskedne bidrag på to småmønter, fordi hun gjorde, hvad hun kunne.¹⁷ Han fortalte også lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvor han afsluttede med at sige: »Gå du hen og gør ligeså!«¹⁸ Sommetider er det ubekvemt at række ud. Men når vi arbejder sammen i kærlighed og enighed, kan vi forvente himlens hjælp.

Ved en begravelseshøjtidelighed for en bemærkelsesværdig Guds datter var der en, der fortalte, at denne søster som stavens hjælpeforeningspræsident arbejdede sammen med andre i sin stav for at bidrage med kvilttæpper, der skulle foræres til mennesker, som led i Kosovo i 1990’erne. Og ligesom den barmhjertige samaritaner tog hun af sted for at gøre mere, da hun og hendes datter kørte en lastbil fyldt med disse kvilttæpper fra London til Kosovo. På vej hjem fik hun et umiskendeligt åndeligt indtryk, der sank dybt i hendes hjerte. Dette indtryk var: »Det, du har gjort, er en meget god gerning. Tag nu hjem, gå over på den anden side af gaden og hjælp din nabo!«¹⁹

Begravelsen var fyldt med flere inspirerende beretninger om, hvordan denne trofaste kvinde opdagede og reagerede på ekstraordinære og vigtige kald – og også almindelige situationer – hos mennesker i sit virkefelt. Fx åbnede hun sit hjem og hjerte for at hjælpe unge med problemer på alle tider af døgnet.

Mine elskede søstre, vi kan være sikre på vor himmelske Faders hjælp, når vi går på vore knæ og beder om guddommelig vejledning til at velsigne hans børn. Vor himmelske Fader, vor Frelser Jesus Kristus og Helligånden står klar til at hjælpe.

Præsident Henry B. Eyring bar dette stærke vidnesbyrd for Kirkens kvinder:

»Vor himmelske Fader hører og besvarer jeres bønner i tro om vejledning og hjælp til at holde ud i hans tjeneste.

Helligånden sendes til jer og til dem, I passer. I vil blive styrket og alligevel være inspireret til at kende grænserne for og omfanget af jeres evne til at tjene. Ånden vil trøste jer, når I måske tænker: ›Gjorde jeg nok?‹«²⁰

Når vi overvejer det »presserend råb« fra dem, der har behov for vores hjælp, lad os da spørge os selv: »Hvad nu, hvis deres historie var min historie?« Må vi søge inspiration, følge de indtryk, vi får, og række ud i enighed for at hjælpe dem, der har behov, når vi er i stand til det og bliver inspireret til det. Måske vil der så blive sagt om os, som Frelseren sagde om den kære søster, der betjente ham: »Hun har gjort en god gerning … Hun har gjort, hvad hun kunne.«²¹ Det kalder jeg ekstraordinært! I Jesu Kristi navn. Amen.