2016
Gør konferencen til en del af vores tilværelse
Maj 2016


De talte til os

Gør konferencen til en del af vores tilværelse

Overvej at bruge nogle af disse aktiviteter og spørgsmål som udgangspunkt for en samtale i familien eller en personlig overvejelse.

For børn

  • Side 86: Præsident Thomas S. Monson fortalte om en scene fra Alice i eventyrland for at vise, at beslutninger er vigtige. Han opfordrede os til at vælge det rette, selv hvis det er en vanskeligere vej. Tal som familie om de svære beslutninger, I står overfor. Hvad kan I gøre for at hjælpe hinanden med at vælge det rette? Tegn som aktivitet et VDR-skjold på et stort stykke papir og skriv jeres forslag på det. Hæng det derpå et sted, hvor familien ofte vil kunne få øje på det.

  • Side 101: Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, beskrev en by i Tyskland, som blev ødelagt under krigen, men som senere blev genopbygget og gjort smuk igen. Præsident Uchtdorf sagde, at Frelseren og vor himmelske Fader kan hjælpe os på benene igen, hvis vi føler os nedbrudte. Hvilke eksempler har jeres familie oplevet på noget der var ødelagt, som igen blev smukt og stærkt? Overvej at bære dit vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning for dine børn.

  • Side 53: Ældste Mervyn B. Arnold fra De Halvfjerds opfordrede os til at »komme til undsætning« ved at række ud til mindre aktive eller venner, der ikke er medlem. Overvej som familie, hvordan I kan række ud til dem, som ikke har været i kirke længe, eller som ikke er medlem. Hvad kan I gøre for at dele evangeliet med andre? Tænk på en sjov måde at lave en missionsplan på som familie med enkle, realistiske mål.

  • Side 13: Søster Linda K. Burton, Hjælpeforeningens hovedpræsident, opfordrede os til bønsomt at overveje, hvordan vi kan hjælpe flygtninge i vores samfund. Besøg IWasAStranger.lds.org sammen som familie og se videoen »I Was a Stranger: Love One Another«. Hvad kan jeres familie gøre for at tjene jeres næste i nød?

For de unge

  • Side 86: Præsident Thomas S. Monson sagde: »Historien [drejer] ofte … på små hængsler, og det gør menneskers tilværelse også.« Han sagde også: »Den vej, vi følger i dette liv, afgør vores skæbne i det næste liv.« Grund over store valg, der nærmer sig, som I skal træffe i jeres liv. Forestil jer, hvor de valg vil føre jer hen, og skriv en liste med de ideer og tanker, der kommer til jer.

  • Side 46: Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Evangeliets gengivelse begyndte med den unge Joseph Smith, som stillede et spørgsmål.« Ældste Rasband sagde, at spørgsmål viste et ønske om at lære, tilføje sandhed til vores vidnesbyrd og »trænge [os] frem med standhaftighed i Kristus« (2 Ne 31:20). Stil jeres spørgsmål til Gud i bøn, søg skriften og taler fra generalkonferencen og se og lyt opmærksomt efter svar.

  • Side 10: Har I nogen sinde følt frygt eller ensomhed? Søster Neill F. Marriott, andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab, fortalte, hvad der skete for hende lige inden hendes bryllup. Hun var langt hjemmefra og skulle overnatte hos sin kommende ægtemands slægtning, som hun aldrig før havde mødt. Da hun ankom foran slægtningens hjem, sagde søster Marriott: »Døren blev åbnet … og tante Carol rakte uden at sige et ord ud og tog mig i sine arme.« I det øjeblik forsvandt hendes frygt. »Kærlighed er at gøre plads i dit liv til en anden«, sagde hun. Er der nogen, som I kan gøre plads til?

  • Side 70: Bror Stephen W. Owen, Unge Mænds hovedpræsident, forklarede os, at vi alle er både ledere og disciple. Han fortalte om en oplevelse, han havde, da han mødte med en gruppe unge mænd, der støttede og opmuntrede hinanden i deres kvorummer. Han sagde: »Ledelse er et udtryk for det at være discipel – det er simpelthen et spørgsmål om at hjælpe andre til at komme til Kristus.« Udvælg en, som I kan hjælpe med at komme til Kristus i denne uge.

For unge voksne

  • Side 101: Ønsker I at undgå, at jeres tro visner bort? Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde, at lydighed er svaret! »Lydighed er troens livsblod«, sagde han. »Det er ved lydighed, at vi sanker sjælens lys.« Tænk på et tidspunkt, hvor I adlød Guds ord, selv om det var svært. Hvordan styrkede jeres lydighed jeres tro og hjalp jer med at opdage, hvad I er gjort af?

  • Side 23, 59 og 105: Søster Mary R. Durham, netop afløst andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab, talte om Helligånden, som en »guddommelig kilde til styrke«. Læs talerne fra søster Durham og ældste David A. Bednar og Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum. Bemærk de mange roller, som Helligånden spiller, og de måder han kan velsigne jer på. Lav et mål om at ændre noget i jeres liv, så I i højere grad kan være værdige til hans indflydelse.

  • Side 26 og 124: Brug tid på at stille jer selv de spørgsmål, som ældste Donald L. Hallstrom fra De Halvfjerds’ Præsidium stillede: »Hvad er vores umiddelbare reaktion, når svære ting sker i vores liv? Bliver vi forvirret, mister vi troen og fortrækker Ånden sig? Rammer det os på troen? Giver vi Gud eller andre skylden for vores situation? Eller er vores første reaktion, at vi husker, hvem vi er, og at vi er børn af en kærlig Gud?« Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Den første store sandhed i evigheden er, at Gud elsker os af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke.« Hvordan kan et styrket vidnesbyrd om Guds kærlighed til jer være en hjælp for jer til at udholde svære ting?

For voksne

  • Side 86: Præsident Thomas S. Monson sagde angående vores overvejelse af daglige beslutninger: »Vi [har] truffet det rette valg, hvis vi vælger Kristus.« Hvilke daglige, religiøse rutiner kan I udvikle eller styrke i jeres liv og i familien, så Kristus forbliver omdrejningspunktet for jeres beslutninger?

  • Side 81 og 93: Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, og ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum, opfordrede fædre til at foretage de nødvendige ændringer, så de kunne lede deres familie til det celestiale rige. Hvad kan I gøre som fædre for, med ældste Christoffersons ord, bedre at »vise, hvordan troskab mod Gud ser ud i dagligdagen«?

  • Side 77: Gennem næstekærlighed kan det lykkes selv for familier med store udfordringer, sagde præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab. »Ligegyldigt hvilke problemer jeres familie oplever, ligegyldigt hvad I må gøre for at løse dem,« tilføjede han, »begynder og slutter løsningen med næstekærlighed«. Overvej i jeres familie rådet fra skriften om at »bed[e] til Faderen … om, at I må blive fyldt af denne kærlighed« (Moro 7:48).

  • Side 63: Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at jævnlige familieråd »vil … modvirke indvirkningerne af den moderne teknologi, der ofte afholder os fra at bruge kvalitetstid sammen med andre og også har det med at bringe noget dårligt direkte ind i vores hjem.« Overvej i jeres familie at implementere de fire former for familieråd, som ældste Ballard sagde ville hjælpe os til, »at vore dyrebare forhold bliver bedre, og de vil gøre os gladere«.