Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Vi kommer Frelseren nærmere, når vi af ren kærlighed tjener andre på hans vegne.
Jeg er taknemlig for at være sammen med jer denne aften med tilbedelse, overvejelse og hengivenhed. Vi har bedt sammen. Vor kærlige himmelske Fader har hørt os. Vi har erindret vor Frelser, Herren Jesus Kristus, da vi blev rørt af salmerne, der priser ham. Vi er blevet inspireret til at gøre mere for at hjælpe vor Mester i hans værk med at opløfte og styrke vor himmelske Faders børn.
Vores ønske om at tjene andre er blevet større på grund af vores taknemlighed for det, som Frelseren har gjort for os. Det er derfor, vores hjerte svulmer op, når vi hører ordene sunget: »Fordi du gi’r mig alt, er jeg i gæld til dig.«1 Kong Benjamin lovede i sin store tale, der er nedskrevet i Mormons Bog, at den følelse af taknemlighed ville komme (se Mosi 2:17-19).
Når vores tro på Jesus Kristus leder os til at blive værdige til glæden over hans tilgivelse, så føler vi et ønske om at tjene andre for at hjælpe ham. Kong Benjamin lærte, at tilgivelse ikke opnås på et øjeblik.
Han sagde det på denne måde: »Og se, af hensyn til dette, som jeg har talt til jer – det vil sige af hensyn til at blive ved med at have forladelse for jeres synder fra dag til dag, så I kan vandre skyldfri for Gud – ønsker jeg, at I skal give af jeres gods til de fattige, enhver i forhold til det, som han har, så som at bespise de sultne, klæde de nøgne, besøge de syge og yde dem lindring, både åndeligt og timeligt i forhold til deres trang« (Mosi 4:26).
Almas storslåede partner Amulek lærte også den sandhed, at vi må fortsætte i hans tjeneste for at bevare tilgivelse: »Og se nu, mine elskede brødre, jeg siger jer: Tro ikke, at det er alt, for efter at I har gjort alt dette, hvis I så viser den trængende og den nøgne bort og ikke besøger den syge og plagede og ikke giver af jeres gods, hvis I har noget, til dem, som står i behov – jeg siger jer, at hvis I ikke gør noget af dette, se, da er jeres bøn forgæves og gavner jer intet, og I er som hyklere, der fornægter troen« (Alma 34:28).
Jeg har i aften tænkt på kvinderne i mit liv. Der er 31 kvinder og piger i vores familie, begyndende med min hustru og ned til og med vores tre nyeste piger blandt vore oldebørn. Nogle af dem er sammen med os i aften. Fem er under 12 år. Det er måske deres første møde i Konferencecentret med deres søstre i Frelserens kirke. De vil hver især få deres personlige minder og forsæt ud fra denne oplevelse i aften.
Der er tre minder og tre forsæt, som jeg beder om må forblive hos dem resten af livet, ja, endnu længere. Minderne handler om følelser. Og forsæt, er noget, de skal gøre.
Den vigtigste følelse er kærlighed. I har mærket kærligheden fra de fremragende, kvindelige ledere, som har talt. Og I har ved Ånden mærket, at de elsker jer, uden overhovedet at kende jer, fordi de har mærket vor himmelske Faders og Frelserens kærlighed til jer. Det er derfor, at de har så stort et ønske om at tjene jer og om, at I modtager de velsignelser, Gud ønsker at give jer.
I har følt kærlighed til hinanden i aften – til venner, skolekammerater, naboer og tilmed nogen, der lige er kommet ind i jeres liv, en fremmed. Den følelse af kærlighed er en gave fra Gud. Skrifterne kalder den »næstekærlighed« og »Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47). I har følt den kærlighed i aften, og I kan få den så tit, I søger den.
En anden følelse, I har oplevet i aften, er Helligåndens indflydelse. Søstre har i dag lovet jer, at Helligånden vil vejlede jer til at finde den måde, hvorpå Herren ønsker, at I skal give til andre på hans vegne. I har ved Ånden følt, at deres løfte var fra Herren, og det er sandt.
Herren sagde: »Og se, sandelig, sandelig siger jeg dig: Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode – ja, til at handle ret, til at vandre ydmygt og til at dømme retfærdigt; og dette er min Ånd« (L&P 11:12).
I har måske modtaget den velsignelse i aften. Et navn eller et ansigt fra nogen i nød er fx dukket op i jeres sind under dette møde. Det var måske kun en flygtig tanke, men på grund af det, I har hørt i aften, vil I bede om det og stole på, at Gud vil lede jer til at gøre det gode, som han ønsker for dem. Når sådanne bønner bliver en vane i jeres liv, vil det ændre alt for jer og andre til det bedre.
Den tredje følelse, I har mærket i aften, er, at I ønsker at være Frelseren nærmere. Selv de mindre piger her har mærket, at invitationen i sangen er virkelig: »Frelseren bød: ›Mig følge I må‹, så lad os i hans fodspor gå.«2
Med disse følelser er det første, I må forpligte jer til at gøre, at gå ud og tjene i vished om, at I ikke går alene. Når I går ud for at trøste og tjene en anden på Frelserens vegne, bereder han vejen for jer. Nuvel, som de hjemvendte missionærer til stede i aften vil fortælle jer, betyder det ikke, at hver eneste person bag hver eneste dør er parat til at byde jer velkommen, eller at hver eneste person, I prøver at hjælpe, vil takke jer. Men Herren vil gå foran jer for at berede vejen.
Præsident Thomas S. Monson har igen og igen sagt, at han ved, at Herrens løfte er virkeligt: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).
En af de måder, han går forud for jer på, er at berede hjertet hos en person, som han har bedt jer om at tjene. Han vil også forberede jeres hjerte.
I vil også opdage, at Herren placerer hjælpere ved jeres side – på jeres højre side, på jeres venstre side og rundt omkring jer. I går ikke alene ud for at tjene andre på hans vegne.
Det gjorde han for mig i aften. Herren har arrangeret »en sky af vidner« (Hebr 12:1), i både tale og musik, til at forene og forstærke kraften i det, han ønsker, jeg siger. Jeg skulle blot være sikker på, at jeg kunne passe min del ind i hans komposition. Jeg håber og beder om, at I vil føle taknemlighed og glæde, når Herren sætter jer sammen med andre for at tjene ham.
Når I har haft den oplevelse mange gange, og det får I, vil I smile genkendende, ligesom jeg gør, hver gang vi synger: »Det er så skønt.«3
I vil også smile, når I erindrer dette vers: »Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).
Det andet, I må gøre, er at erindre Herren, når I går ud i hans tjeneste. Herren går ikke blot foran os og sender engle for at tjene med os, men han mærker også den trøst, vi giver til andre, som om vi havde givet den til ham.
Hver eneste af Guds døtre, som hører og tror på budskaberne ved dette møde, vil spørge: »Hvad ønsker Herren, at jeg gør for at hjælpe ham med at trøste dem i nød?« Enhver søsters situation er unik. Det er sandt for min lille gruppe af døtre, svigerdøtre, børnebørn og oldebørn. Til dem og til alle vor himmelske Faders døtre gentager jeg det kloge råd fra søster Linda K. Burton.
Hun har bedt jer om at bede i tro for at vide, hvad Herren ønsker, I skal gøre i jeres situation. Og derpå talte hun om løftet om den trøst, som Herren selv gav til kvinden, der blev kritiseret for at salve hans hoved med en kostbar olie, der kunne være blevet solgt til fordel for de fattige.
»Men Jesus sagde: ›Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.
De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende« (Mark 14:6-9).
Dette korte skriftsted er et godt og klogt råd til de trofaste søstre i Herrens rige i en turbulent tid. I vil bede for at vide, hvem Faderen ønsker, I tjener af kærlighed til ham og til vor Frelser. Og I forventer ikke et offentligt mindesmærke, men følger kvindens eksempel i Markus’ beretning i skriften, hvis hellige gerning for at ære verdens Frelser huskes, men ikke hendes navn.
Det er mit håb, at søstrene i vores familie vil gøre deres bedste af kærlighed til Gud for at tjene de nødstedte. Og den tredje ting, jeg håber, at de gør, er personligt at være beskedne omkring deres gode gerninger. Alligevel vil jeg bede om, at de vil acceptere Herrens råd, da han sagde – og jeg er overbevist om, at vi alle har brug for at høre det:
»Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene.«
Og så sagde han:
»Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør,
for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig« (Matt 6:1, 3-4).
Min bøn for søstrene i riget er, uanset hvor de er, eller hvilke omstændigheder de måtte befinde sig i, at deres tro og taknemlighed for Frelserens forsoning vil lede dem til at gøre alt det, de kan, for dem, som Gud beder dem om at tjene. Når de gør det, lover jeg, at de bevæger sig op ad stien til at blive hellige kvinder, som Frelseren og vor himmelske Fader vil byde hjerteligt velkommen og belønne åbenlyst.
Jeg vidner om, at dette er den kirke, den opstandne Jesus Kristus har oprettet. Han er opstået. Han betalte prisen for alle vore synder. Jeg ved, at vi på grund af ham vil opstå og kan få evigt liv. Præsident Thomas S. Monson er hans levende profet. Vor himmelske Fader hører og besvarer vore bønner. Jeg vidner om, at vi kommer Frelseren nærmere, når vi af ren kærlighed tjener andre på hans vegne. Jeg efterlader således hos jer dette sikre vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.