Se jer selv i templet
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Jeg beder til, at vi alle vil ære Frelseren og foretage enhver nødvendig ændring for at se os selv i hans hellige templer.
Fremkomsten af Herrens frelsesplan i denne tidernes fyldes uddeling er næsten helt ufattelig.1 Et godt eksempel herpå er præsident Thomas S. Monsons bekendtgørelse af fire nye templer ved dette konferencemøde. Da præsident Monson blev kaldet som apostel i 1963, var der 12 fungerende templer i verden.2 Med indvielsen af templet i Provo City Center er der nu 150, og der vil være 177, når alle de bekendtgjorte templer er indviet. Der er grund til, at vi ydmygt fryder os.
For 180 år siden præcis i dag den 3. april 1836 blev et storslået syn åbnet for profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland. Det skete blot en uge efter indvielsen af templet. I dette syn så de Herren stå på brystværket på talerstolen i templet. Frelseren erklærede blandt andet:
»Lad jeres brødres hjerte fryde sig, de, som med al deres kraft har bygget dette hus til mit navn.
For se, jeg har antaget dette hus, og mit navn skal være her; og jeg skal i barmhjertighed give mig til kende for mit folk i dette hus.«3
Ved den hellige begivenhed viste fordums profeter sig, herunder profeten Elias, som overdrog nøgler, der var afgørende for tempelordinancerne.
Vi har en fornemmelse af den glæde, der udtrykkes nu i Quito i Ecuador, Harare i Zimbabwe, Belém i Brasilien og i Lima i Peru, både hos medlemmer og missionærer, på baggrund af det, der skete i Bangkok i Thailand for et år siden, da det tempel blev bekendtgjort. Søster Shelly Senior, der er gift med den daværende missionspræsident for Missionen i Bangkok i Thailand, David Senior, sendte e-mail til familie og venner for at sige, at efter de hørte præsident Monson bekendtgøre det tempel, havde de haft »12 søvnløse timer og grædt masser af glædestårer«. De ringede til assistenterne kl. 23.30 og informerede dem. Assistenterne ringede til alle missionærerne. Rapporten kom tilbage, at »hele missionen var vågen midt om natten og hoppede i deres senge«. Søster Senior formanede humoristisk familie og venner: »Fortæl det endelig ikke til missionsafdelingen!«4
Den store åndelige reaktion hos medlemmerne i Thailand var lige så stor. Jeg er sikker på, at der har været en åndelig forberedelse i hjerter og hjem og tilkendegivelser fra himlen, der har forberedt de hellige på, hvor disse netop bekendtgjorte templer skulle placeres.
Søster Senior fik i Thailand fremstillet nogle særlige håndspejle til sin personlige undervisning, især for søstre. I spejlet var der ætset et tempel og ordene: »Se jer selv i templet.« Når folk kiggede i spejlet, så de sig selv i templet. Præsident og søster Senior lærte undersøgere og medlemmer at forestille sig selv i templet og foretage de nødvendige ændringer i livsstil og åndelige forberedelser for at opnå dette mål.
Min opfordring denne formiddag er, at vi alle, uanset hvor vi bor, ser os selv i templet. Præsident Monson har udtalt: »Indtil I er trådt ind i Herrens hus og har modtaget alle de velsignelser, som venter jer der, har I ikke opnået alt, hvad Kirken har at tilbyde. De allervigtigste og kronende velsignelser ved medlemskab af Kirken er de velsignelser, som vi modtager i Guds templer.«5
Trods manglen på retfærdighed i verden i dag lever vi i en hellig tid. Profeter har med kærlighed og længsel i hjertet i århundreder beskrevet vor tid.6
Profeten Joseph Smith citerede både Obadias7 i Det Gamle Testamente og 1 Peter8 i Det Nye Testamente og anerkendte Guds store formål med at sørge for dåb for de døde og tillade os at blive befriere på Zions bjerg.9
Herren har som folk givet os fremgang og tilvejebragt ressourcer og profetisk vejledning, så vi kan være ihærdige i vore tempelansvar for både de levende og de døde.
På grund af Jesu Kristi gengivne evangelium forstår vi formålet med livet, Faderens frelsesplan for hans børn, Frelserens forløsende offer og familiens centrale rolle i organiseringen af himlen.10
Kombinationen af det stadigt større antal templer og avanceret teknologi til at opfylde vore hellige slægtshistoriske ansvar for vore forfædre gør dette til den mest velsignede tid i verdens historie. Jeg fryder mig over den usædvanlige trofasthed hos vore unge i forbindelse med at indeksere og finde deres forfædre og derefter udføre dåb og bekræftelse i templet. I er helt bogstaveligt talt blandt de befriere på Zions bjerg, der blev profeteret om.
Hvordan forbereder vi os til templet?
Vi ved, at retskaffenhed og helliggørelse er væsentlige dele af det at forberede sig til templet.
I Lære og Pagter, afsnit 97, står der: »Og for så vidt som mit folk bygger mig et hus i Herrens navn og ikke tillader at noget urent kommer derind, så det ikke bliver besmittet, skal min herlighed hvile over det.«11
Indtil 1891 underskrev Kirkens præsident hver eneste tempelanbefaling for at beskytte templets hellighed. Det ansvar blev derpå uddelegeret til biskopper og stavspræsidenter.
Det er vores store ønske, at medlemmer af Kirken vil leve, så de er værdige til en tempelanbefaling. Se nu ikke på templet som et fjernt og måske uopnåeligt mål. De fleste medlemmer kan ved at samarbejde med deres biskop leve op til alle de retskafne krav på relativ kort tid, hvis de har ønsket og viljen til at blive værdige og fuldt ud omvende sig fra overtrædelser. Det omfatter at være villig til at tilgive sig selv og ikke fokusere på vore ufuldkommenheder eller synder, som om de diskvalificerer os fra nogensinde at træde ind i et helligt tempel.
Frelserens forsoning blev udført for alle Guds børn. Hans forløsende offer tilfredsstiller retfærdighedens krav for alle, der virkelig omvender sig. Skrifterne beskriver dette meget smukt:
»Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.«12
»Jeg … husker ikke længere på [dem].«13
Vi forsikrer jer om, at efterlevelse af retskafne principper vil bringe jer og jeres familie lykke, tilfredshed og fred.14 Medlemmer, både voksne og unge,15 bekræfter selv deres værdighed, når de besvarer spørgsmålene til tempelanbefalingen. Det afgørende krav er at styrke vores vidnesbyrd om Gud Faderen, hans Søn, Jesus Kristus, og gengivelsen af hans evangelium og at opleve Helligåndens betjening.
Templets velsignelser er utallige
Templets primære velsignelser er ophøjelsens ordinancer. Evangeliets plan handler om ophøjelse og omfatter at indgå og holde hellige pagter med Gud. Bortset fra dåb og bekræftelse bliver disse ordinancer og pagter udført og modtaget i templet for de levende. For de døde bliver alle de frelsende ordinancer og pagter modtaget i templet.
Brigham Young har sagt: »Der er ikke én ting, som Herren kunne gøre for menneskets frelse, som han har undladt at gøre … Alt, hvad der kan opnås for menneskenes frelse, uafhængigt af dem, er opnået i og af Frelseren.«16
Kirkens ledere organiserer stave, menigheder, kvorummer, Kirkens organisationer, missioner og så videre i vore kirkebygninger og andre bygninger. Herren organiserer kun evige familier i templet.
Det er klart, at de med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, som virkelig har omvendt sig fra deres synder, er fuldt ud acceptable for Herren i hans hellige hus.17 Vi ved, at »Gud ikke gør forskel på nogen«.18 En af de dyrebare ting, jeg elsker ved templet, er, at blandt dem, der besøger templet, er der ingen ydre tegn på velstand, rang eller position af nogen art. Vi er lige for Gud. Alle er klædt i hvidt for at vise, at vi er et rent og retskaffent folk.19 Alle sidder side om side med et ønske i deres hjerte om at være værdige sønner og døtre af en kærlig himmelsk Fader.
Tænk blot på, at over hele verden kan mænd og kvinder gennem »hellige ordinancer og pagter, der er tilgængelige i hellige templer … være forenet for evigt.«20 De gør dette i et smukt og helligt beseglingsværelse, der er tilgængeligt for alle tempelværdige medlemmer. Når de indgår disse pagter, kan de »se sig selv i templets« spejle, der vender mod hinanden. »Således reflekterer tempelspejlene billeder frem og tilbage, der tilsyneladende strækker sig ind i evighederne.«21 Disse spejlbilleder får os til at tænke over forældre, bedsteforældre og alle tidligere generationer. De hjælper os til at erkende de hellige pagter, der sammenknytter os med alle kommende generationer. Det er ufatteligt betydningsfuldt, og det begynder, når I ser jer selv i templet.
Præsident Howard W. Hunter rådede os til at overveje »den ophøjede belæring i den storslåede indvielsesbøn for templet i Kirtland – en bøn, som profeten Joseph Smith fortalte, at han havde modtaget ved åbenbaring. Det er en bøn, der til stadighed besvares på os – enkeltvis, som familier og som folk – på grund af præstedømmets magt, som Herren har givet os til brug i sine hellige templer.«22 Det vil være klogt af os at studere afsnit 109 i Lære og Pagter og at følge præsident Hunters opfordring om at »benytte Herrens tempel som det store symbol på [vores] medlemskab«.23
Templet er også et tilflugtssted, et sted til taksigelse, til undervisning og til forståelse, »så [vi] må blive fuldkomne i … alt det, der vedrører Guds rige på jorden«.24 Hele mit liv har det været et sted med fred og ro i en verden, der helt bogstaveligt er i oprør.25 Det er vidunderligt at efterlade verdens bekymringer uden for dette hellige sted.
Ofte mærker vi i templet, og når vi udfører noget slægtsforskning, tilskyndelser og får indtryk fra Helligånden.26 Ind imellem bliver sløret mellem os og dem på den anden side meget tyndt i templet. Vi får ekstra hjælp i vores indsats for at være befriere på Zions bjerg.
For flere år siden i et tempel i Centralamerika hjalp en hustru til en af vores nu emeritus-generalautoriteter en far, mor og deres børn med at modtage evige pagter i beseglingsværelset, hvor templets spejle hænger. Da de afsluttede og betragtede disse spejle, lagde hun mærke til, at der var et ansigt i spejlet, som ikke var i værelset. Hun spurgte moderen og erfarede, at en datter var gået bort og derfor ikke var fysisk til stede. Den afdøde datter blev derpå medtaget ved stedfortræder i den hellige ordinance.27 Undervurder aldrig den hjælp, der gives i templer fra den anden side af sløret.
Vi ønsker, at alle ved, at vi inderligt ønsker, at alle foretager de nødvendige forandringer, så de er værdige til at komme i templet. Gennemgå i bøn, hvor I er i jeres liv, søg Åndens vejledning og tal med jeres biskop om at forberede jer til templet. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Der [er] ikke noget vigtigere mål for jer end at arbejde hen imod at være værdig til at besøge templet.«28
Frelseren »er den urokkelige hovedhjørnesten i vores tro og i hans kirke«
Jeg havde sammen med præsident Henry B. Eyring privilegiet af at deltage i genindvielsen af templet i Suva i Fiji for to måneder siden. Det var en helt særlig og hellig begivenhed. Præsident Eyrings mod og stærke åndelige tilskyndelser muliggjorde, at genindvielsen kunne foregå midt i den værste cyklon, der nogensinde er registreret på den sydlige halvkugle. Fysisk og åndelig beskyttelse blev givet til de unge, missionærer og medlemmer.29 Herrens hånd var meget tydelig. Genindvielsen af templet i Suva i Fiji var et tilflugtssted fra stormen. Når vi oplever livets storme, ser vi ofte Herrens hånd yde evig beskyttelse.
Den oprindelige indvielse af templet i Suva i Fiji den 18. juni 2000 var også bemærkelsesværdig. Da templet næsten var færdigbygget, blev medlemmer af parlamentet taget som gidsler af en gruppe oprørere. Suvas centrum blev plyndret og nedbrændt. Militæret erklærede undtagelsestilstand.
Som områdepræsident tog jeg med de fire stavspræsidenter i Fiji og besøgte de militære ledere i Dronning Elisabeth-barakkerne. Da vi havde forklaret den forestående indvielse, støttede de os, men var bekymret for præsident Gordon B. Hinckleys sikkerhed. De anbefalede en beskeden indvielse uden noget arrangement uden for templet som hjørnestensceremonien. De fremhævede, at enhver person uden for templet kunne være et muligt mål for vold.
Præsident Hinckley godkendte et beskedent indvielsesmøde for det nye tempelpræsidentskab og nogle få lokale ledere, ingen andre blev inviteret på grund af faren. Men han udtalte meget bestemt: »Hvis vi skal indvie templet, skal vi have hjørnestensceremonien, for Jesus Kristus er hovedhjørnestenen, og dette er hans kirke.«
Da vi så rent faktisk gik uden for til hjørnestensceremonien, var der ingen ikkemedlemmer, børn, medier eller andre til stede. Men en trofast profet viste sin modige og urokkelige hengivenhed over for Frelseren.
Senere sagde præsident Hinckley om Frelseren: »Der er ingen som ham. Det har der aldrig været. Og det vil der aldrig komme. Vi må takke Gud for at have skænket os sin elskede Søn, som ofrede sit liv, for at vi kunne leve, og som er vores tros og hans kirkes urokkelige hovedhjørnesten.«30
Brødre og søstre, jeg beder til, at vi alle vil ære Frelseren og foretage enhver nødvendig ændring for at se os selv i hans hellige templer. Vi kan ved at gøre det opfylde hans hellige hensigter og forberede os selv og vores familie til alle de velsignelser, Herren og hans kirke kan skænke os i dette liv og i evigheden. Jeg bærer mit sikre vidnesbyrd om, at Frelseren lever. I Jesu Kristi navn. Amen.