Tror jeg?

Bonnie L. Oscarson

Unge Pigers hovedpræsident

Hvis disse ting er sande, så har vi det mest storslåede budskab om håb og hjælp, som verden nogensinde har kendt til.

Den 30. marts for blot et år siden kom den lille toårige Ethan Carnesecca fra American Fork i Utah på hospitalet med lungebetændelse og væske omkring sine lunger. To dage senere var hans tilstand blevet så kritisk, at han måtte flyves med helikopter til Primary Children’s Hospital i Salt Lake City. Hans bekymrede mor, Michele, fik lov at sidde på forsædet og følges med sin søn. Hun fik et par hovedtelefoner på, så hun kunne kommunikere med de andre i helikopteren. Michele kunne høre redningsmandskabet arbejde med sin lille syge dreng, og da hun selv er sygeplejerske på en børneafdeling, vidste hun nok til at forstå, at Ethan var i alvorlige problemer.

I dette kritiske øjeblik lagde Michele mærke til, at de fløj direkte over templet i Draper i Utah. Oppe fra luften kiggede hun ud over dalen og kunne også se templet i Jordan River, templet i Oquirrh Mountain og tilmed templet i Salt Lake City i det fjerne. Et tanke slog hende: »Tror du, eller tror du ikke?«

Om denne oplevelse siger hun:

»Jeg havde i Primary og Unge Piger lært om templets velsignelser, og at familien er evig. Jeg havde forkyndt budskabet om familien til de gode mennesker i Mexico på min mission. Jeg var blevet beseglet til min evige ledsager for tid og al evighed i templet. Jeg havde undervist om familien som leder i Unge Piger, og jeg havde fortalt mine børn historier om evige familier under familieaften. Jeg VIDSTE det, men TROEDE jeg på det? Mit svar kom lige så hurtigt, som spørgsmålet dukkede op i mit hoved: Ånden bekræftede det i mit hjerte og sind, som jeg allerede vidste – jeg TROEDE på det!

I det øjeblik udøste jeg mit hjerte i bøn til min himmelske Fader og takkede ham for den kundskab og tro, jeg havde om, at familien virkelig er evig. Jeg takkede ham for hans Søn, Jesus Kristus, som har gjort alt dette muligt. Jeg takkede ham for min søn, og jeg lod min himmelske Fader vide, at hvis han havde brug for at tage min lille Ethan til sig, var det i orden. Jeg forlod mig fuldstændig på min himmelske Fader, og jeg vidste, at jeg ville se Ethan igen. Jeg var så taknemlig for, at jeg i det kritiske øjeblik havde den kundskab OG troen på, at evangeliet er sandt. Jeg fik fred.«¹

Ethan tilbragte mange uger på hospitalet, hvor han var under kompetent lægebehandling. Nære familiemedlemmers bønner, faste og tro gjorde det tillige med denne behandling muligt for ham at forlade hospitalet og vende hjem for at være sammen med sin familie. Han er i dag sund og rask.

Dette afgørende øjeblik for Michele bekræftede for hende, at det, som hun havde lært hele sit liv, er mere end blot ord. Det er sandt.

Bliver vi sommetider så vant til de velsignelser, vi får som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, at vi ikke fuldt ud fatter det mirakuløse og majestætiske ved at være disciple i Herrens sande kirke? Bliver vi nogen gange lidt ligegyldige over for den største gave, vi kan blive tilbudt i dette liv? Frelseren selv har sagt: »Hvis du holder mine befalinger og holder ud til enden, skal du få evigt liv, hvilken gave er den største af alle Guds gaver.«²

Vi tror, at denne kirke er mere end blot et godt sted at tage hen hver søndag for at lære, hvordan man bliver et godt menneske. Det er mere end blot en dejlig kristen social klub, hvor vi kan omgås mennesker med en god moral. Det er ikke blot en række gode forslag, som forældre kan lære deres børn derhjemme, så de bliver ansvarlige, rare mennesker. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er så uendelig meget mere end alle disse ting.

Tænk blot et øjeblik over dybden af det, vi påberåber os i denne kirke. Vi tror, at den samme kirke, som Jesus Kristus oprettede, mens han gik på jorden, atter er blevet oprettet ved en profet kaldet af Gud i vor tid, og at vore ledere besidder den samme magt og myndighed til at handle i Guds navn, som de fordum apostle besad. Det kaldes Guds præstedømme. Vi hævder, at vi gennem denne gengivne myndighed kan modtage frelsende ordinancer som dåb og nyde Helligåndens rensende og forædlende gave, som kan være hos os til alle tider. Vi har apostle og profeter, der leder og vejleder denne kirke gennem præstedømmets nøgler, og vi tror, at Gud taler til sine børn gennem disse profeter.

Vi tror også, at denne præstedømmekraft gør det muligt at indgå pagter og modtage ordinancer i det hellige tempel, som en dag vil sætte os i stand til at vende tilbage til Guds nærhed og bo sammen med ham for evigt. Vi hævder også, at familier ved denne kraft kan knyttes sammen for evigt, når par indtræder i ægteskabets nye og evigtvarende pagt i hellige bygninger, som vi bogstaveligt talt tror er Guds hus. Vi tror, at det ikke kun er os, der kan modtage disse frelsende ordinancer, men også vore forfædre, der levede på jorden uden at have en chance for at tage del i disse afgørende frelsende ordinancer. Vi tror, at vi kan udføre stedfortrædende ordinancer for vore forfædre i de samme hellige templer.

Vi tror, at vi gennem en profet og Guds magt har fået yderligere hellig skrift, som supplerer Bibelens vidnesbyrd og erklærer, at Jesus Kristus er verdens Frelser.

Vi hævder, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Guds rige og den eneste sande kirke på jorden. Den kaldes Jesu Kristi Kirke, fordi han er overhovedet for den. Det er hans kirke, og alt dette er muligt takket være hans sonoffer.

Vi tror, at disse karakteristika ikke findes nogen andre steder eller i nogen andre organisationer på denne jord. Uanset hvor gode og oprigtige andre religioner og kirker er, besidder ingen af dem den myndighed, der tilvejebringer de frelsende ordinancer, som findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Vi har en kundskab om disse ting, men tror vi på dem? Hvis disse ting er sande, så har vi det mest storslåede budskab om håb og hjælp, som verden nogensinde har kendt til. At tro på dem er et spørgsmål af evig betydning for os og for dem, vi elsker.

For at tro er vi nødt til at få evangeliet fra vores hoved ned i vores hjerte! Det er muligt for os at efterleve evangeliet rent mekanisk, fordi det forventes af os, eller fordi det er den kultur, vi er vokset op i, eller fordi det er en vane. Måske har nogle ikke oplevet det, kong Benjamins folk følte efter hans overbevisende prædiken: »De råbte alle med én røst og sagde: Ja, vi tror alle de ord, som du har talt til os; og vi ved også, at de er visse og sande som følge af Herren den Almægtiges Ånd, som har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.«³

Vi har alle brug for at ændre vores hjerte og selve vores natur, så vi ikke længere har et ønske om at følge verdens veje, men at behage Gud. Oprigtig omvendelse er en proces, der finder sted over tid og omfatter en villighed til at udøve tro. Den kommer, når vi søger i skrifterne i stedet for på internettet. Den kommer, når vi er lydige mod Guds bud. Omvendelse kommer, når vi tjener mennesker omkring os. Den kommer af oprigtig bøn, regelmæssige tempelbesøg og trofast opfyldelse af vore gudgivne opgaver. Det kræver, at vi er konsekvente og yder en daglig indsats.

Jeg får ofte spørgsmålet: »Hvad er de unges største udfordring i dag?« Jeg svarer, at jeg tror, det er den allestedsnærværende påvirkning, som den »stor[e] og rummelig[e] bygning«⁴ har på dem. Hvis Mormons Bog blev skrevet specifikt til vor tid, så kan vi ikke overse den relevans, som budskaberne i Lehis syn om livets træ og den virkning, som de mennesker i den store og rummelige bygning, der pegede fingre og spottede, har på os alle.

Det, der er mest hjerteskærende for mig, er beskrivelsen af dem, der allerede har kæmpet sig vej gennem tågerne af mørke på den snævre og trange sti, har klamret sig til jernstangen, har nået deres mål og er begyndt at smage af livets træs rene og liflige frugt. Derpå står der i skrifterne, at de fornemt klædte mennesker i den store og rummelige bygning »spottede og pegede fingre ad dem, der var nået frem til og spiste af frugten.

Og efter at de havde smagt frugten, skammede de sig på grund af dem, som hånede dem, og de faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk.«⁵

Disse vers beskriver dem af os, der allerede har Jesu Kristi evangelium i vores liv. Hvad enten vi er blevet født ind i det eller har måttet kæmpe os vej gennem tågerne af mørke for at finde det, har vi smagt denne frugt, som »er yderst dyrebar og yderst ønskværdig«⁶ og har potentialet til at bringe os evigt liv, »den største af alle Guds gaver«. Vi behøver kun at blive ved med at tage for os og ikke give agt på dem, der gør nar ad vores tro, eller dem, der glæder sig over at så tvivl, eller dem, der finder fejl hos kirkeledere og ved læren. Det er et valg, vi dagligt træffer: At vælge tro frem for tvivl. Ældste M. Russell Ballard har tilskyndet os således: »Bliv i båden, brug jeres redningsvest og hold fast med begge hænder.«⁷

Som medlemmer af Herrens sande kirke sidder vi allerede i båden. Vi behøver ikke at gennemsøge verdens filosofier for sandhed, der vil give os trøst, hjælp og vejledning, så vi kan komme sikkert gennem livets prøvelser: Vi har den allerede! Ligesom Ethans mor kunne tage et kig på sin langvarige tro og i et kritisk øjeblik fortrøstningsfuldt erklære: »Jeg tror på det«, kan vi også!

Jeg bærer vidnesbyrd om, at vores medlemskab af Herrens rige er en gave af umådelig værdi. Jeg vidner om, at de velsignelser og den fred, Herren har til dem, der er lydige og trofaste, overgår alt, hvad det menneskelige sind kan fatte. Jeg efterlader jer dette vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.