Til undsætning: Vi kan klare det
Ældste Mervyn B. Arnold
De Halvfjerds
Herren har givet os alle de nødvendige redskaber for, at vi kan komme vore venner, som er mindre aktive eller ikke er medlemmer af Kirken, til undsætning.
Frelseren forstod tydeligt sin mission om at komme vor himmelske Faders børn til undsætning, for han erklærede:
»For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte …
Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå tabt.«1
Min kære mor, Jasmine Bennion Arnold, forstod tydeligt sin rolle om at komme vor himmelske Faders sårede eller mistede får, heriblandt sine egne børn og børnebørn, til undsætning. Hvilken vidunderlig rolle bedsteforældre kan have i deres børnebørns tilværelse.
Mor fik sædvanligvis til opgave at være besøgslærer for dem, som kæmpede med deres tro, de mindre aktive og familier, hvor ikke alle var medlem af Kirken, men hendes flok omfattede adskillige andre, som ingen havde givet hende til opgave at besøge. Almindeligvis besøgte hun dem ikke kun en gang om måneden, mens hun stille lyttede, betjente de syge og gav dem kærlig opmuntring. De sidste mange måneder af mors liv kunne hun ikke forlade hjemmet, så hun brugte timer på at skrive dem breve, hvor hun udtrykte sin kærlighed, bar vidnesbyrd og opløftede dem, som besøgte hende.
Når vi kommer andre til undsætning, giver Gud os kraft, opmuntring og velsignelser. Da han befalede Moses at komme Israels børn til undsætning, var Moses bange, ligesom mange af os er bange. Moses undskyldte sig og sagde: »Jeg har ikke ordet i min magt … jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.«2
Herren forsikrede Moses:
»Hvem gav mennesket en mund? … Er det ikke mig, Herren?
Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.«3
I realiteten fortalte Herren Moses: »Du kan klare det!« Og ved I hvad? Det kan vi også!
Lad mig komme med fire principper, som vil hjælpe os i vore bestræbelser på at komme andre til undsætning.
1. princip: Vi må ikke udskyde vores undsætning
Ældste Alejandro Patanía, tidligere områdehalvfjerdser, fortæller om sin lillebror, Daniel, som sejlede ude på havet for at fiske med sine venner. Efter en tid modtog Daniel en kraftig advarsel om, at et voldsomt stormvejr nærmede sig hastigt. Daniel og hans venner vendte øjeblikkeligt tilbage mod havnen.
Da stormen tog til, døde motoren på en fiskerbåd i nærheden. Daniel og hans venner fastgjorde et kabel mellem bådene og begyndte at trække den i sikkerhed. De bad om hjælp over radioen, for de vidste, at de med den tiltagende storm havde brug for hurtig hjælp.
Mens deres kære ventede spændt, mødtes repræsentanter fra kystvagten, fiskeriforeningen og flåden for at beslutte sig for den bedste redningsstrategi. Nogle ønskede at sejle ud med det samme, men fik at vide, at de skulle vente på en plan. Mens fiskerne på havet tryglede om hjælp, fortsatte mødet mellem repræsentanterne, som forsøgte at blive enige om retningslinjerne og en plan.
Da en redningsgruppe endelig var organiseret, kom et sidste desperat kald. Den rasende storm havde knækket kablet mellem de to både, og Daniels gruppe sejlede tilbage for at se, om de kunne redde de andre fiskere. I sidste ende sank begge både, og deres besætningsmedlemmer, heriblandt ældste Patanías bror, Daniel, druknede.
Ældste Patanía sammenlignede denne tragedie med Herrens formaning, da han sagde: »De svage har I ikke styrket … de bortkomne har I ikke ført tilbage … [og] de vildfarne har I ikke ledt efter … og [jeg] kræver mine får af [jer].«4
Ældste Patanía forklarede, at selvom vi er organiserede i råd, kvorummer, organisationer og endog som personer, må vi ikke udskyde at komme andre til undsætning. Nogle gange kan der gå uger, mens vi drøfter, hvordan vi skal hjælpe familier eller enkeltpersoner med bestemte behov. Vi overvejer, hvem der skal besøge dem, og hvilken indgangsvinkel vi skal benytte os af. Imens har vore tabte brødre og søstre stadig behov og nogle gange kalder de og bønfalder om hjælp. Vi må ikke udskyde.
2. princip: Vi må aldrig give op
Præsident Thomas S. Monson, som har kaldet os til at komme andre til undsætning, bemærkede: »Vi må minde vore medlemmer om, at det aldrig er for sent, hvad angår vore mindre aktive medlemmer, som kunne betragtes som håbløse tilfælde.«5
Ligesom mange af jer er der nogle, som jeg har fortalt om evangeliet, der kort tid efter bliver døbt eller genaktiveret, og andre, som min ven Tim, der ikke er medlem, og hans mindre aktive hustru Charlene, tager meget længere tid.
I mere end 25 år drøftede jeg evangeliet med Tim og tog Tim og Charlene med til åbent hus i flere templer. Andre deltog i undsætningen, men Tim afslog alle invitationer til at møde missionærerne.
En weekend fik jeg til opgave at præsidere ved en stavskonference. Jeg havde bedt stavspræsidenten om at faste og bede om, hvem vi skulle besøge. Jeg blev chokeret, da han gav mig navnet på min ven Tim. Da Tims biskop, stavspræsidenten og jeg bankede på døren, åbnede Tim døren, så på mig og på biskoppen og sagde derpå: »Biskop, jeg syntes, du sagde, at du ville tage en særlig gæst med!»
Så lo Tim og sagde: »Kom ind, Merv.« Der skete et mirakel den dag. Tim er nu blevet døbt, og han og Charlene er blevet beseglet i templet. Vi må aldrig give op.
3. princip: Og dersom I … kun fører én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være
For mange år siden ved en generalkonference talte jeg om, hvordan José de Souza Marques forstod Frelserens ord om, at »hvis nogen iblandt jer er stærk i Ånden, så lad ham tage den med sig, som er svag, så han kan blive opbygget«.6
Bror Marques kendte navnene på alle fårene i præsternes kvorum og indså, at Fernando manglede. Han ledte efter Fernando hjemme, derefter hos en ven og endog på stranden.
Han fandt ham endelig, surfende på havets bølger. Han tøvede ikke, indtil båden sank, som i Daniels beretning. Han gik med det samme ud i vandet for at redde sit mistede får og glædede sig over at bringe ham tilbage.7
Han sikrede sig gennem fortsat tjenestegerning, at Fernando aldrig igen ville forlade folden.8
Lad mig fortælle jer, hvad der er sket, siden Fernando blev reddet og om den glæde, som kom ved at redde blot ét tabt får. Fernando blev gift med sin kæreste, Maria, i templet. De har nu 5 børn og 13 børnebørn, som alle er aktive i Kirken. Mange andre slægtninge og deres familier har også tilsluttet sig Kirken. De har tilsammen indsendt tusindvis af deres slægtninges navne, så de kan modtage templets ordinancer, og velsignelserne fortsætter med at komme.
Fernando tjener nu som biskop for tredje gang, og han fortsætter med at komme til undsætning, lige som andre kom ham til undsætning. Han fortalte for kort tid siden: »I vores menighed har vi 32 aktive unge mænd i Det Aronske Præstedømme, hvoraf de 21 er blevet reddet i de sidste 18 måneder.« Vi kan klare det som enkeltpersoner, familier, kvorummer, organisationer, klasser samt hjemme- og besøgslærere!
4. princip: Uanset alder er vi alle kaldede til at komme til undsætning
Præsident Henry B. Eyring har erklæret: »Uanset alder, evne, kirkekaldelse eller sted er vi som ét kaldet til værket med at hjælpe ham i hans høst af sjæle, indtil han kommer igen.«9
Dagligt giver flere og flere af vore børn, unge, unge voksne og voksne medlemmer agt på Frelserens kald om at komme til undsætning. Tak for jeres indsats! Tillad mig at komme med nogle eksempler:
Amy på 7 år inviterede sin veninde Arianna og hendes familie med til det årlige nadvermødeprogram for Primary. Nogle få måneder senere blev Arianna og hendes familie døbt.
Allan, en ung voksen, følte sig inspireret til at dele kirkevideoer, Mormon Messages og skriftsteder med sine venner ved hjælp af de sociale medier.
Søster Reeves begyndte at fortælle om evangeliet til hver eneste telefonsælger, der ringede.
James inviterede sin ven Shane, som ikke var medlem af Kirken, med til sin datters dåb.
Spencer sendte sin mindre aktive søster et link til præsident Russell M. Nelsons konferencetale og rapporterede: »Hun læste talen, og et vindue blev åbnet.«
Herren har givet os alle de nødvendige redskaber til, at vi kan komme vore venner, som er mindre aktive eller ikke er medlemmer af Kirken, til undsætning. Vi kan alle klare det!
Jeg opfordrer jer hver især til at give agt på Frelserens kald om at komme til undsætning. Vi kan klare det!
Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at jeg ved, at Jesus er den gode Hyrde, at han elsker os, og han vil velsigne os, når vi kommer til undsætning. Jeg ved, at han lever. Jeg ved det. I Jesu Kristi navn. Amen.