2018
En besvaret bøn
September 2018


Tro, håb og Grace – del 2

En besvaret bøn

Forfatteren bor i New Jersey i USA.

Grace var en 11-årig pige, der boede i Holland under Anden Verdenskrig. Hendes far var blevet taget som fange under krigen.

Billede
an answered prayer

Efter faren var blevet ført væk, tog Graces mor sig af hende, hendes to brødre og to af deres fætre. Der var mange munde at mætte, og maden rakte ikke. Familien havde kun en lille smule mel, grøntsager og kartofler.

En dag ringede det på døren. Grace fulgte efter mor for at se, hvem det var. Da mor åbnede døren, stod der en ung nazi-officer på dørtrinnet. Graces hjerte begyndte at hamre, og hun holdt vejret. Hvad ville han?

»Hvor mange personer bor der i dette hus?« spurgte han brysk.

»Der er mig selv, mine tre børn og to af mine nevøer,« svarede mor.

»Har du ingen mand her?« spurgte officeren.

»Nej,« svarede mor. »Han er blevet ført væk.«

Officeren så sig om i huset. »Har du en radio? Vi vil ikke have, at I lytter til udsendelser fra vores fjender i England og Amerika.«

Mor fandt radioen og gav den til officeren.

»Det er et stort hus,« sagde han og kiggede rundt igen. »For stort til det lille antal mennesker, der bor her. I bliver nødt til at rejse i morgen. Vi overtager dette hus.« Han vendte om på hælen og marcherede væk.

Grace kunne ikke fatte, hvad hun lige havde hørt. Hun så mors øjne var vidt opspærrede af chok. Så lukkede mor døren og gik direkte ind i den bagerste del af huset.

Grace fulgte langsomt efter, hendes hjerte hamrede. Kunne den soldat virkelig bare komme og tage deres hus, ligesom han havde taget deres radio? Hvad skulle de gøre? Hvor kunne de tage hen? Hvordan ville far vide, hvor han skulle finde dem igen?

Grace stoppede udenfor mors dør og kiggede forsigtigt ind. Mor lå på sine knæ og bad. Grace gik stille tilbage i stuen, indtil mor kom tilbage.

»Åh mor, hvad skal vi gøre?« spurgte Grace.

Mor sukkede. »Vi kan ikke gøre andet end at bede og stole på, at Herren vil beskytte os.«

Den unge nazi-officer kom ikke tilbage den næste dag eller dagen efter. Han kom aldrig tilbage! Grace og hendes familie var i stand til at beholde deres hus.

Grace vidste, at Gud havde hjulpet hendes familie. Selvom krigen ikke var forbi, vogtede han stadig over dem.

Fortsættes …

Udskriv