Præsident Henry B. Eyring: Imponerende intellekt, troskyldig ydmyghed
De mange aspekter af præsident Henry B. Eyrings liv og karakter er lige så rene, som de sommetider er paradoksale.
En af præsident Henry B. Eyrings sønner har for nylig sagt: »Min far kan beskrives med to ord: Rene motiver.« Og alle, der nogensinde har mødt denne nye andenrådgiver til præsident Russell M. Nelson, set ham omgås andre eller hørt ham holde tale, må samtykke. Ja, det virker som om, at de vidunderligt forskelligartede dimensioner ved Hal Eyrings liv (det er han altid blevet kaldt af familie og venner) er en lang manifestation af en usædvanlig ren dydighed, en konstant demonstration af lutter »rene motiver« – og at være det både af ord og gerning, præcis som Gud ønsker det af sine børn.
Præsident Eyrings metode for at følge det mål er lige så tydelig og ukompliceret som opgaven selv – men ikke mindre udfordrende! Lige fra sin barndom til nu, hvor han er i 80’erne, har Hal påtaget sig den opgave at stå sig ret med Gud ved oprigtigt at søge efter – og være villig til aldrig at handle uden – Helligåndens vejledning, en himmelsk ledsager, som han omtaler i næsten alle samtaler, alle administrative beslutninger, han træffer, eller enhver offentlig udtalelse, han kommer med. At nyde Helligåndens stadige ledsagelse er Henry B. Eyrings altoverskyggende middel til at nå det celestiale mål. Det er et udtryk for hans ægte troskyldige ydmyghed. Det fremgår klart af hans usædvanlige åndelige renhed.
Ironisk nok er det de mange paradokser i hans liv, der gør den renhed endnu mere slående. Hal er barn af og opkaldt efter en navnkundig kemiker, og han prøvede kræfter med fysik og kemi, men han valgte virksomhedsledelse som sin akademiske karriere, hvilket lå meget langt fra familien Eyrings traditioner. Selvom der har været adgang til betragtelig velstand hen ad vejen, har Hal og hans hustru, Kathleen, hele deres ægteskabelige liv valgt at leve beskedent og næsten spartansk – nogle gange næsten i smertelig grad (som et af deres børn grinende har fortalt). Han er uddannet ved et af de bedste universiteter i USA, var fastansat som professor ved et andet og gæsteprofessor ved et tredje, og man kan ikke nå højere op ad uddannelsesstigen, end Hal nåede i en relativt ung alder. Alligevel forlod han den akademiske sværvægt og den professionelle tryghed for at blive rektor på et næsten ukendt universitet, der havde eksisteret i to år (det var i hvert fald ukendt for alle hans kolleger på Harvard, Stanford og MIT). Et universitet han aldrig havde besøgt – Ricks College – i en by, som han ikke kunne udpege for nogen – Rexburg i Idaho i USA.
Renheden og paradokset fortsætter. Selvom præsident Eyring er brillant langt udover den gængse standard for denne intellektuelle kvalitet, er han ikke villig til at forlade sig på sit eget talent eller sin kløgt, når der skal træffes beslutninger, der har åndelige konsekvenser. Frygtløs i ordets fulde betydning, når det er nødvendigt, og stærk udover den gængse definition på styrke, nægter han simpelthen, som præsident M. Russell Ballard (og præsident Eyrings egne børn) har bemærket, »at lade sig presse til at træffe en forhastet beslutning eller vælge at gøre noget uden forsigtighed. Han vil aldrig handle på en måde, der vil udsætte Kirken eller nogen anden, han har ansvar for, for nogen risiko.«1
Et afrundende eksempel på denne renhed og det paradoksale, der ligger så dybt i selve sjælen på Henry B. Eyring, opsummerer måske denne bemærkelsesværdige mands retskaffenhed:
Engang havde præsident Eyring brug for at administrere nadveren for en gruppe, der ikke var i stand til at komme til et normalt nadvermøde. Inden han udførte denne venlige handling, foretog han flere hasteopkald til biskoppen i sin menighed og bad om tilladelse til at gøre det. Biskoppen gav selvfølgelig beredvilligt og venligt tilladelsen.
Jeg refererer til denne hændelse af en bestemt årsag. Moralen er selvfølgelig klar for enhver. Det er et medlem af Kirkens Første Præsidentskab, der spørger. Det er en ordineret apostel, en, der har alle de præstedømmenøgler, som noget menneske på denne jord kan have. Det er en, der kunne og giver vejledning til enhver anden præstedømmeleder i Kirken på menigheds- og stavsplan, deriblandt biskoppen i hans hjemmenighed i Bountiful i Utah i USA. Det er en, der kan gøre sin myndighed gældende over for enhver lokal leder, og som præsiderende leder i Kirken ofte må gøre det. Men med det rene hjerte, der kendetegner alt, han gør, og det paradoks alle ikke ville være så beredt på at udvise, er det her præsident Henry B. Eyring, der samvittighedsfuldt følger den protokol, der gælder for ethvert medlem af Kirken overalt i verden, og han beder ydmygt Herrens salvede om lov, og han er mere end villig til at tage råd fra og afvente sin lokale leders beslutning.
Roden til hans tro
Denne rige åndelighed og transparente renhed i præsident Eyrings tro slog tidligt rod. Han er barn af Henry og Mildred Bennion Eyring og født den 31. maj 1933 på et tidspunkt, hvor Henry sen. var en verdensberømt professor på Princeton University. Hal voksede op i en region, hvor der kun var få andre medlemmer af Kirken, så familien Eyring holdt sabbattens møder i deres hjem. Senere har præsident Eyring lavet sjov med, at han og hans lillebror, Harden, udgjorde hele Primary i grenen, og deres storebror, Ted, udgjorde hele Unge Mænds organisation. Deres mor, Mildred, var pianist og musikleder, selvom han ikke helt kan huske, hvordan hun var begge dele.
Men de små kirkelige kår afholdt ikke Hal fra at få et vidnesbyrd. »Jeg lærte dengang, at Kirken ikke er en bygning; Kirken er ikke engang en masse mennesker,« har han sagt. »Jeg følte mig tæt på vor himmelske Fader og vidste [selv da], at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens kirke. Det betød ikke noget, at vores lille gren mødtes i vores spisestue.«
Da Hal var 13, fik hans far en fremtrædende stilling ved University of Utah. Den unge Henry deltog i morgenseminar og syntes, det var sjovt nok at spille med på skolens basketballhold, men han fik sig aldrig nogle nære venner.
Da han en dag havde ondt af sig selv, fik han en tilskyndelse, der ændrede hans liv. Han følte, at han fik en advarsel fra Gud: »Når du en dag virkelig ved, hvem du er, vil du være ked af, at du ikke brugte din tid bedre.« Han reagerede på den tilskyndelse ved straks at læse Mormons Bog adskillige gange, mens han var teenager. Han følte sig også vejledt af præsident David O. McKays bog Gospel Ideals, der blandt andet lærte ham, hvordan man behandler kvinder passende, en hengivenhed som han hele sit liv har vist sin elskede hustru, Kathleen.
En drøm gik i opfyldelse
Lige siden sin tidlige barndom har Hals største drøm været at blive gift og stifte familie. Han tænkte så ofte på sine kommende børn, at han allerede havde givet dem øgenavnet »Rødtotterne,« da han forestillede sig, at de ville blive rødhårede som hans mor.
Denne drøm syntes endelig at kunne blive til virkelighed, da han tjente som rådgiver i distriktspræsidentskabet i Boston, en kirkekaldelse han havde, mens han læste sin kandidat på Harvard University, efter han var blevet bachelor fra University of Utah. Mens Hal skrev på sin doktorafhandling i sommeren 1960, repræsenterede han distriktspræsidentskabet ved et møde for unge voksne i Cathedral of the Pines i det sydvestlige New Hampshire i USA, et naturligt udendørs amfiteater, der er ret kendt i regionen. Ved den begivenhed så han en ung kvinde i en rød og hvid kjole, og han blev så imponeret af den rene godhed, hun udstrålede. Han tænkte: »Det er det bedste menneske, jeg nogensinde har set. Hvis jeg kunne være sammen med hende resten af mit liv, ville jeg kunne blive alt det gode, jeg nogensinde har ønsket mig.«
Denne unge kvinde var Kathleen Johnson fra Palo Alto i Californien i USA, som ikke havde tænkt sig at være i New England den sommer, men hendes ven havde insisteret på, at hun deltog i et sommerkursus med hende på Harvard. Efter det udendørsmøde aftalte Hal at møde Kathy ved kirken en søndag og blev glad, da han fandt ud at, at hun godt kunne lide at spille tennis. Hal havde spillet tennis adskillige gange om ugen med en ven og kollega, og han havde naturligt anlæg for sport, så han regnede med, at en tenniskamp var en ideel første date, og at han kunne gøre et rigtig godt indtryk. Hvad Kathleen ikke havde fortalt ham var, at hun havde været anfører for skolens tennishold. »Hun smadrede mig totalt,« kan Hal stadig klage over. Dette var det første eksempel på hans fremtidiges hustrus evne til at leve ydmygt og senere hjælpe sin mand til det samme.
En ny vej
Efter de var blevet gift og Hals senere ansættelse som underviser på økonomi- og virksomhedsledelsesstudiet på Stanford University, var der en sen aften i december 1970, blot nogle få måneder inden Hal blev afløst som biskop i studentermenigheden i Palo Alto, hvor Kathy tilsyneladende ud af det blå stillede et spørgsmål. Da Hal kravlede i seng efter en hård dag, lænede hun sig over og spurgte: »Er du sikker på, at du gør det, du bør gøre med din karriere?«
Hendes spørgsmål overraskede ham. Alt i deres liv virkede perfekt. Fremtiden tegnede lyst, helt ned til det drømmehjem, som Hal for nyligt havde tegnet i sin dagbog. Det skulle blandt andet rumme behageligheder som »et hobbyrum der var stort og groft nok til at arbejde på og opbevare en kajak,« og med »mindst fem stikkontakter ved køkkenbordet« og et skur eller et badehus, hvor man kunne trække sig tilbage og skrive.«
»Hvad mener du?« spurgte Hal sin hustru.
»Kunne du ikke lave undersøgelser for Neal Maxweel?« foreslog hun og henviste til Kirkens nye kommissær for uddannelse. Hal var helt målløs. Han havde kun mødt Neal A. Maxwell en gang, og han vidste, at Kathleen aldrig havde mødt ham overhovedet. Han prøvede at forklare hende, hvorfor sådant et karriereskift ikke ville passe ham. Alligevel insisterede hun på, at han i det mindste bad om sagen. Det gjorde han med det samme, han faldt på knæ ved siden af sengen og bad en kort bøn. Da der ikke kom noget svar, følte Hal, at sagen var afgjort, og han faldt snart i søvn.
Men den følgende morgen modtog Hal dog to tydelige åndelige tilkendegivelser, der for altid skulle ændre kursen på hans karriere og liv. Han skrev begge ned i sin dagbog. Den første: »Brug ikke din menneskelige dømmekraft til at udelukke muligheder, der bliver præsenteret for dig; bed om dem alle med et åbent sind.« Og det andet: »Udfør de opgaver, du får i Kirken og på dit arbejde, så godt du kan; de er forberedelse.«
Den første tilskyndelse kom som noget af en irettesættelse, som Hal sidenhen har levet efter. Efter han tidligere havde afvist tre forskellige jobtilbud uden at bede om dem, kom disse ord til ham: »Begå aldrig den fejl igen. Du har ikke det fulde overblik over din karriere.«
Med denne åndelige vejledning i frisk erindring var Hal forberedt, da han mindre end tre uger senere blev ringet op af kommissær Maxwell og bedt om at komme til et møde i Salt Lake City. Bror Maxwell gik lige til sagen. »Jeg vil spørge dig, om du vil være rektor for Ricks College,« sagde han. Hal svarede, at han var nødt til at bede om det. Det gjorde han, og det koncise svar, han modtog, var: »Det er min skole.« Resten er, som man siger, historie. Siden har hans tjeneste i Kirken været lige så eksemplarisk, som den har været iøjnefaldende. Han blev vicekommissær for uddannelse og siden kommissær (to gange), kaldet til det Præsiderende Biskopråd, Halvfjerdsernes Kvorum, De Tolv Apostles Kvorum og som rådgiver for tre af Kirkens præsidenter.
Fotograferet med præsident Hinckley og hustruen, Kathy, fra Deseret News; fotograf fra parade af Tom Smart, Deseret News
Men for Hal er ingen kaldelse i Kirken vigtigere for ham end en anden: »Livets forskellige faser rummer et pres, der kan friste os til at afvise eller forklejne kaldet til at tjene Frelseren,« har præsident Eyring sagt. »Nogle af disse kald kan synes uvæsentlige, men mit liv og min families ændrede sig til det bedre, fordi jeg tog imod kaldet til at undervise diakonernes kvorum. Jeg mærkede disse diakoners kærlighed til Frelseren og hans til dem.«2
Endnu et paradoks her afslutningsvis: Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, jeg kender, der er mere kritisk over for og frastødt af vold, end min ven Henry B. Eyring. Alligevel bestod han som den dygtigste reserveofficersaspirant i sin klasse på University of Utah og tjente sit land med udmærkelse i det amerikanske flyvevåben. Hvis man havde været nødt til at gå i krig – og vi er bestemt i en, der begyndte ved det store råd i himlen – ville man frem for alt ønske at blive ledt af en, der hadede selve tanken om krig. Men skulle det komme til (åndelig) krig, så ville man trygle om en leder, der kan tænke klart, tilmed brillant, for at afveje enhver taktisk og strategisk løsning i forhold til åbenbaret doktrin, og som lever for og søger Helligåndens bekræftelse i hver en beslutning, han træffer. Sådan et enestående forsvar af det hellige i et slag mod alt uhelligt eller profant viser måske den ultimative renhed i Henry B. Eyrings til tider paradoksale liv. Jeg ville være stolt ved at tjene som en del af hans flybesætning, på hans slagskib eller i hans skyttehul.