Troens og familieberetningers kraft
Vi bliver mere modstandsdygtige over for prøvelser, når vi er bekendt med de udfordringer, som vores forfædre mødte.
Rosalene Pacini har altid følt en særlig forbindelse til sin tipoldemor Elizabeth Xavier Tait på grund af de trosfremmende fortællinger, Rosalene er vokset op med. Beretningerne om Elizabeths tillid til Herren, da hun rejste fra Bombay via Liverpool til Zion, og hendes udholdenhed gennem hjerteskærende prøvelser gjorde indtryk på Rosalene som ung pige.
De beretninger spillede også en rolle for, hvordan Rosalene forberedte og udviklede sig til at udvise samme slags tro, da hun mødte lignende udfordringer i sit liv.
Flyttede hjemmefra, mistede familien
Elizabeth, 1850’erne, Bombay i Indien
Elizabeth Xavier var en veluddannet ung kvinde, der levede et komfortabelt liv som en del af en velhavende og velstående familie i Indien. Men livet tog en brat vending i 1850, da hun giftede sig med William Tait, en øvelsesofficer i den britiske flåde, der var blevet døbt af ældste Parley P. Pratt i Skotland
Illustration: Michael T. Malm
Elizabeths familie var dybt utilfredse med, at hun blev døbt. Presset fra det anstrengte forhold blev fulgt op af, at hun mistede sin første søn på grund af kolera. Da Elizabeth som højgravid længtes efter at være sammen med de hellige og blive en evig familie, sendte hun William og deres anden søn af sted for at forberede et hjem til deres familie i Zion.
Da Elizabeth havde født barnet, tryglede hendes familie hende om at forsage sin mand og sin tro og blive hos dem. Men hun var fast besluttet på at følge Frelseren, så hun forlod sin familie og sit fædreland for evigt og sejlede til Liverpool i England.
Rosalene, 2003, Colorado i USA
Rosalene voksede op som den yngste i en stor familie i Enterprise, et lille lokalsamfund i det sydlige Utah i USA. Hun havde mange muligheder for at vidne om kraften i at tro på Jesus Kristus, da hun boede hjemme og var på mission. Efter Rosalene havde giftet sig i templet, kom hun ud på sin egen trosprøvende rejse, da hendes mand indledte en karriere, der førte hende længere og længere væk hjemmefra.
Da Rosalene var flyttet til delstaten Colorado, måtte hun på afstand se sin mor kæmpe med kræft, indtil hun døde nogle få år senere.
Fra stock.adobe.com og fra getty images
»Jeg kunne gladeligt været blevet i min hjemby ved siden af mine forældre hele livet,« fortæller hun. »Mit hjerte brast, da jeg var nødt til at blive voksen og flytte væk. Det var sønderrivende at miste min mor. Selv nu går der ikke en eneste dag, hvor jeg ikke savner hende.
Jeg er nødt til at tro på, at der var dage, hvor Elizabeth var syg af hjemve. Men hun troede på Jesus Kristus og lod hans kraft virke i sit liv. Det var det, der bar hende igennem. Den samme kraft har hjulpet mig, når jeg har sat min lid til vor himmelske Fader om at give mig styrke, uanset om min jordiske familie er tæt på eller ej.«
Dødens brod
Elizabeth, 1856, Liverpool i England
På den lange rejse over havet fra Indien til England blev Elizabeths nyfødte datter alvorligt syg. Hun døde og blev begravet i Liverpool. Elizabeth sagde senere, at smerten ved at miste sit barn var så stor, at hun ikke var sikker på, at hun kunne fortsætte. Sønderknust og alene, men opmuntret af ældste Franklin D. Richards fra De Tolv Apostles Kvorum, der tjente som præsident over Den Europæiske Mission, sejlede Elizabeth til Boston i Massachusetts i USA.
Rosalene, 2006, New York i USA
Kort tid efter familien Pacini flyttede deres stadigt større familie til New York, fik Rosalene for tidlige veer. Lægerne overvejede en operation for at forløse barnet, fordi hjertelyden blev svagere. Men da hjertelyden blev normal, tog familien lettet hjem.
Ved en kontrolaftale et par dage senere kunne lægerne dog ikke finde hjertelyd. Deres barn blev forløst nogle få timer senere – dødfødt.
»Det knuste mit hjerte at miste mit barn,« siger Rosalene. »Jeg har aldrig følt mig så tom, som da de løftede hans lille krop ud af mine arme.«
Familien fløj til Utah for at begrave ham ved siden af Rosalenes mor. Nogle få uger senere kunne Rosalene ikke bære tanken om at tage af sted igen og komme videre med livet.
»Jeg tror, at jeg forstår lidt af, hvordan Elizabeth havde det med at skulle komme videre,« siger Rosalene. »Men hun gjorde det. Vi kan alle havne i den situation på et eller andet tidspunkt i livet. Men vi kan ikke give op. Vi må bevæge os fremad i større tillid til vor Frelser, end vi havde før, og senere hen vil vi indse, hvilke mirakler der har været omkring os hele tiden.«
Livets vintre
Elizabeth, 1856, Iowa i USA
Da Elizabeth havde krydset havet, befandt hun sig i en helt ny kultur. Hun rejste med tog til Iowa, man kunne ikke komme længere mod vest med jernbanen dengang. I juli 1856 sluttede Elizabeth sig til Willies håndkærrekompagni.
Altid fremad, af Joseph Brickey
De trængsler, som Willies og Martins håndkærrekompagnier gennemgik, er velskildret. De kom af sted sent på året og blev fanget af en vinter, der kom tidligt til Rocky Mountains. Forfrosne og nær sultegrænsen døde flere end 200.
I det redningskorps, præsident Brigham Young sendte ud, befandt Elizabeths mand, William, sig. Parret blev genforenet i dyb sne og frysende vinde.
Da parret havde samlet kræfter i Salt Lake City, rejste de til Cedar City, blot få km fra hvor Rosalene kom til verden.
Rosalene, 2007, Hong Kong i Kina
Ligesom Elizabeth havde gjort det flere generationer tidligere, måtte Rosalene også krydse et hav og bosætte sig i en fremmed kultur, da hendes mand fik job i Hong Kong.
»Nogle mennesker stortrives med forandring og eventyr, men det var næsten for meget for mig,« siger Rosalene.
Igen fandt hun styrke i Frelseren og Guds planer for hende. Med støtte fra sin familie og kære søstre i sin menighed kom Rosalene til at elske og påskønne sine nye omgivelser og erfaringer.
Andre har gået vejen før
Når vi stræber efter at følge Jesus Kristus, kommer vi alle igennem prøvelser, og der er have, vi må krydse, og hårde vintre, vi skal igennem. Men andre har gået vejen før. Vi kan finde håb og styrke i deres historie om at sætte sin lid til Frelseren.
Rosalene ved godt, at hun sandsynligvis blot er midt på rejsen, men da hun kender Elizabeths historie, kan hun ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes egen rejse ender.
»Jeg har måske nogle af de samme karaktertræk, som Elizabeth havde, måske har jeg ikke. Men jeg håber, at mine børn vil se ligheder, når de ser på mit liv – at vi begge har holdt ud til enden, og at vi lod vores prøvelser forme os til at blive mere som Frelseren.«
Rosalene anerkender den styrke, hun har fået med fra dem, der gik forud for hende, så hun deler deres historie med sine børn.
»Vi kender deres historie, og vi ved, at de stod hårde ting igennem,« siger Rosalene. »Og vi kender årsagen og bevæggrunden. Nu er det min tur til at videreføre traditionen med tro på Jesus Kristus og hengivenhed for hans evangelium og give det videre til mine børn.«