2018
Mormon på arbejdspladsen
September 2018


Mormon på arbejdspladsen

Hvor arbejder du, og hvad laver du?

Jeg arbejder ved vagtselskabet G4S som vagt. Jeg går på gågaden i Odense og holder øje med folk, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Tricktyverier, lommetyverier og butikstyverier, det holder jeg øje med. Jeg har også meget med udsatte at gøre, narkomaner, hjemløse mv. Jeg skal »fjerne« dem fra private områder og butiksområder, så de ikke forstyrrer det almindelige gadebillede. Det er dem, jeg holder mest af at arbejde med.

Hvad siger dine kollegaer til, at du er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste dages Hellige?

Mine kollegaer siger ikke så meget. De kan måske spørge, hvilke traditioner vi har til jul og påske? De spørger nogle gange om, hvorfor jeg ikke drikker, ryger osv. De respekterer, at jeg ikke arbejder om søndagen. Mine kollegaer tager vagterne om søndagen for mig, så jeg kan blive fri.

Står du indimellem i nogen dilemmaer i forhold til din religion?

Nej, det synes jeg ikke. Jeg kan ikke se, hvad det skulle være. Mine chefer respekterer mig, og det er jeg glad for. Engang bad en kollega mig om at tage en vagt på en søndag. Jeg var den sidste, han kunne spørge, og han havde tit hjulpet mig. Det var vigtigt for ham at få fri, så jeg hjalp ham. Jeg tror, at jeg har haft 4-5 søndagsvagter på 10 år.

Har du nogen særlige missionæroplevelser på dit arbejde?

For nogle år siden havde jeg en episode, hvor en narkoman ville tage livet af sig selv. Det hele var mørkt for ham, og han synes, at det var lige meget, om han var her. Jeg snakkede med ham om, at der var folk, der vil blive ked af det, hvis han ikke var her mere. »Hvis du er helt nede, så er der kun en vej op.« Så sagde jeg noget til ham, som jeg aldrig har sagt til nogen som vagt: »Hvis du har tro og går ned på dine knæ i aften og beder, så lover jeg dig, at du vil få svar, og at der er én, der elsker dig. Du vil blive så chokeret over, hvor meget han elsker dig.« Det lovede han at gøre. Jeg så ham et stykke tid senere, der så han ud til at have det bedre.

Gadepræsten joker lidt med mig engang imellem. Han sagde en dag, at hvis han skulle skifte religion, så skulle det være til mormonismen. Jeg gav ham engang en »Bible videos«, den synes han var spændende. Jeg gav også et eksemplar til en fra Jehovas Vidner, der står i gågaden. Den ville han gerne modtage.

Jeg havde også en oplevelse, hvor jeg sad med en masse kollegaer, der var p-vagter. Ingen vidste at jeg var mormon. Vi snakkede om at drikke, da de for nyligt havde været i byen. Én sagde med et smil på læben: »Dennis han er mærkelig, han hverken drikker eller ryger.« »Nej« sagde en anden kollega: »Dennis er mormon.« Jeg spurgte ham, hvordan han vidste det? »Det kan jeg se på den måde, du er på. Det er den eneste religion, jeg kunne forestille mig, at du er medlem af.« Det blev jeg meget glad for at høre.

Jeg elsker mit arbejde, fordi jeg er i kontakt med så mange mennesker, og i det stille har mulighed for at gøre en lille forskel.

Udskriv