Vildfaren i den forbudte by
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg havde følt Ånden før, men jeg havde aldrig følt noget specifikt – bestemt ikke vejledninger om, hvor jeg skulle gå.
Illustration: Vlad Gusev
Jeg var midt i Den Forbudte By i Beijing i Kina. Blot få minutter inden havde jeg været omgivet af venner og lærere, men jeg var pludselig helt og aldeles alene.
Jeg forstod straks, hvilken fare jeg befandt mig i. En ensom 15-årig amerikansk pige var meget iøjnefaldende på det travle museum. Jeg var kommet til Kina med nogle kammerater fra min high school på en tur, skolen betalte, og vores lærere og guider havde utallige gange advaret om, at det var farligt at rejse rundt i et fremmed land, hvis vi ikke var forsigtige.
Jeg gik rundt på området og pressede mig forbi mængder af turister – kinesere og andre fremmede – jeg stillede mig på tå for at se efter de rødhvide trøjer, som alle i vores gruppe havde på. Men jeg så ingenting. På en eller anden måde var min gruppe gået videre uden mig, og jeg havde ingen anelse om, hvilken retning de var gået i. Jeg satte mig ned og holdt øje med indgange og udgange. Der gik ti minutter, så 30 og 45. Ingen fra min gruppe viste sig.
Der var en, der tog min hånd. Jeg kiggede op og så en lille dame med lettere utilregnelige øjne og lange negle. Hun trak mig i hånden. »Følg mig,« sagde hun på gebrokkent engelsk. »Køn pige, følg med mig.«
Jeg fik en urolig følelse i min mave. »Gå væk,« råbte jeg og trak min hånd tilbage. Inden hun kunne tage den igen, løb jeg igennem en udgang og kom ind i en anden del af byen.
Jeg løb i et stykke tid, indtil jeg var faret mere vild end før. Jeg satte mig ned på et trappetrin, langt fra menneskemængden og begyndte at græde. Jeg kunne nogle få kinesiske ord, men bestemt ikke nok til at få vejledning tilbage til vores hotel, som lå i den anden ende af storbyen Beijing. Og på det tidspunkt var jeg ikke engang sikker på, hvor der var en udgang.
Midt i tårerne begyndte jeg at bede. Jeg indrømmede, at det havde været dumt at gå væk fra gruppen blot et øjeblik, og jeg tryglede vor himmelske Fader om at hjælpe mig med at finde tilbage til min gruppe.
Jeg rejste mig og gik tilbage i den retning, jeg var kommet fra. Jeg havde ikke modtaget nogen umiddelbar åbenbaring – og jeg var usikker på, hvordan en åbenbaring ville lyde eller føles, hvis jeg modtog den. Jeg havde følt Ånden før, en varm følelse efter at have hjulpet nogen eller hørt en tale i kirken, men jeg havde aldrig følt noget specifikt – bestemt ikke vejledninger om, hvor jeg skulle gå hen. Jeg begyndte at gå lidt usikkert fremad, stadig med en bøn i mit hjerte.
Jeg nåede endelig frem til en forgrening af vejen. Jeg begyndte at gå til højre, da jeg hørte en stemme hviske: »Bliv her.«
Stemmen var så blød, at det var lige før, at jeg afviste den som en del af mine egne tanker. Men der var en sikkerhed over den, som jeg bestemt ikke følte i det øjeblik. »Sæt dig på bænken,« sagde stemmen. Jeg kiggede op og så en bænk midt i vejgaflen. Jeg gik over og satte mig ned. Kun tre minutter senere dukkede en bekendt hvid og rød trøje op i mængden og vinkede til mig. Det var vores guide den dag.
Jeg hoppede op fra bænken, jeg sad på. Jeg blev så glad, og jeg næsten krammede damen.
»Vi har ledt efter dig i mere end en time!« sagde hun. »Hvor var du?«
Da hun førte mig tilbage til min gruppe, forklarede jeg hende, hvor jeg havde været, begyndende med at jeg var kommet væk fra gruppen og afsluttende med min beslutning om at sætte mig ned i stedet for at gå til højre i vejgaflen.
»Du er meget heldig,« sagde hun. »Hvis du var gået til højre, ville du være kommet i modsat retning af resten af gruppen. Byen er så stor, jeg ville aldrig have fundet dig.«
Jeg forlod Kina nogle få uger senere, og det lykkedes mig ikke at blive væk fra gruppen igen på den tur, men jeg har mange gange tænkt tilbage på det øjeblik, jeg hørte Åndens stemme. Det var ikke den slags tilskyndelse, jeg havde fået før, men det var, som om at Herren vidste, hvad jeg havde brug for, så jeg ikke gik ned ad den forkerte sti. Jeg har også indset, hvor let det ville havde været at overhøre den, hvis jeg ikke havde lyttet.
Siden den dag har jeg hørt Ånden mange gange på mange forskellige måder, når den har advaret mig om både fysisk og åndelig fare. Sommetider har jeg set følgerne af at følge eller ikke følge den stemme, som jeg gjorde den første dag i Den Forbudte By. Men oftere har jeg ikke kunnet se resultaterne. Men jeg har lært, at når jeg er ydmyg og villig til at lytte, vil Herren hjælpe mig til at vide, at det er Åndens tilskyndelser, og han vil vejlede mig derhen, hvor jeg har brug for at være. Med ham er jeg aldrig alene.