Præsident Dallin H. Oaks: Følger Herrens veje
Når præsident Oaks ved, hvad Herren ønsker, at han gør – så gør han det.
Efter ældste Dallin H. Oaks var blevet kaldet til at tjene som medlem af De Tolv Apostles Kvorum i april 1984, tænkte han nøje over sin nye rolle og de uundgåelige ændringer, det ville medføre i hans liv.
Det var ikke første gang, at ældste Oaks var blevet bedt om at efterlade sin personlige karriere og sit professionelle »garn« (se Matt 4:18-20). I 1970 trak han sig fra sin stilling på University of Chicago Law School for på opfordring fra Kirkens ledere at kunne varetage stillingen som rektor for Brigham Young University i Provo i Utah i USA. Han nød ellers at undervise og forske og at omgås de jurastuderende i Chicago. Alligevel handlede han i tro på forespørgslen om at virke som den ottende rektor for BYU.
Ældste Oaks stod i en lignende situation i 1984, da han blev kaldet til De Tolv, hvor han igen måtte opgive en stilling og et arbejde, han elskede som højesteretsdommer i delstaten Utah. Men denne forandring var dog anderledes.
I 1970 havde ældste Oaks grund til at tro, at han kunne vende tilbage til sin juridiske karriere, når han havde tjent på BYU, hvilket han rent faktisk gjorde. Men kaldet i 1984 var særligt – det var en hellig indvielse af hele hans sjæl og liv til Herren. Den evige betydning og den verdensomspændende rækkevidde af hans nye ansvar var i sandhed overvældende.
Ældste Oaks har beskrevet sine dybeste tanker om denne vigtige forandring:
»I denne vigtige tid med at skue indad og overveje, hvordan jeg vil bruge resten af mit liv, spurgte jeg mig selv, hvilken slags apostel jeg ville være. Ville jeg være juristen, der blev kaldet som apostel, eller ville jeg være apostlen, der engang var jurist? Jeg kom frem til, at svaret på det spørgsmål afhang af, hvorvidt jeg ville prøve at forme min kaldelse til en del af mine egne personlige kvalifikationer og erfaringer, eller om jeg ville undergå den smertefulde proces med at prøve at forme mig til min kaldelse.
Ville jeg prøve at udføre min kaldelse på verdens måde, eller ville jeg prøve at klarlægge og vælge Herrens måde?
Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at ændre mig for at passe til min kaldelse, så jeg kunne leve op til de egenskaber og den åndelige statur, der kendetegner en apostel. Det er en livslang udfordring.«1
Herrens guddommelige nåde, livserfaring, en støttende familie, personlige egenskaber og disciplin, der er udviklet gennem flittigt studium og læring, hårdt arbejde og kærlig tjeneste, har gjort præsident Oaks i stand til at »vælge Herrens måde« og blive en tapper apostel, der engang var jurist.
Mange af Åndens gaver kommer klart til udtryk i præsident Dallin H. Oaks’ liv og virke.
Tro på Frelseren
Præsident Oaks er blevet velsignet med den åndelige gave »ved Helligånden at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn« (L&P 46:13-14). Han underviser i Frelserens lære med tydelighed og vidner om ham med overbevisning. Herren er hans lys i alle livets aspekter. Når præsident Oaks ved, hvad Herren ønsker, at han gør – så gør han det.
Igennem mange år har præsident Oaks’ belæringer hjulpet mange af Kirkens medlemmer til en større forståelse af formålet med og betydningen af Faderens plan for frelse, Frelserens forsoning, præstedømmets myndighed og nøgler, nadverordinancens hellighed, processen med ikke blot at »gøre« men at »blive«, at kunne skelne mellem godt, bedre og bedst og utallige andre evangeliske principper. Hans enkle og velordnede tilgang til evangelisk indlæring har styrket troen hos sidste dages hellige overalt i verden.
Retskaffenhed
Præsident Oaks er en retskaffen mand. Hans tro og adfærd er grundfæstet i evangeliske principper, og han lever, som han tror. At springe over, hvor gærdet er lavest, er aldrig en løsning for ham, for han er fast besluttet på at gøre det rette, selvom en given handling ikke fremmer hans personlige omdømme eller synspunkter. Det er ingen smutveje i hans liv – gør tingene ordentligt eller lad være.
Hans retskaffenhed afspejles i hans villighed til at tackle problematiske emner og opgaver. Og han gør det så mesterligt – på Herrens måde. Han har undervist åbenhjertigt og forsvaret den traditionelle familie, talt om trusler mod religionsfrihed, beskyttelse af børn mod voksnes selviske synder og fordømt ondet pornografi.
Mildhed
Præsident Oaks’ personlige og professionelle bedrifter udmærker sig efter enhver standard. Alligevel udviser præsident Oaks en mildhed og åndelig modtagelighed for at lære både af Helligånden og af folk med vidt forskellig baggrund og erfaring.
Ved et af vores kvorumsmøder udtrykte ældste Oaks en stærk holdning til et handlingsforløb, han mente, der skulle sættes i værk. De årsager, han anførte, var overbevisende, og hans viden om emnet var stor. Hans argumentation for handlingen var tungtvejende.
Mens vi talte om det, gav et medlem af De Tolv med væsentligt mindre anciennitet udtryk for samtykke med behovet for handling, men også en vis reservation omkring den foreslåede tidsplan. Ældste Oaks kunne have imødegået bekymringen med et svar som: »Jeg tror, jeg har mere erfaring med dette, end du har.« Men det gjorde han ikke. Uden nogen antydning af at gå i forsvar eller være indigneret sagde ældste Oaks til dette medlem af kvorummet: »Er du ikke venlig at hjælpe mig med at forstå din bekymring for timingen?«
Efter at have lyttet nøje til sin apostelkollega tænkte ældste Oaks sig lidt om og sagde så: »Din pointe er vigtig. Jeg havde ikke helt overvejet følgerne af timingen med denne sag på samme måde, som du har, og du har overbevist mig om, at forslaget bør arbejdes igennem igen ud fra det, vi har fundet af i denne drøftelse.«
Ældste Oaks lyttede og lærte af sin bror i kvorummet og vandrede så i Herrens Ånds sagtmodighed (se L&P 19:23) for at opnå det ønskede udkomme. For Dallin H. Oaks handler det aldrig om, hvad han ønsker, det handler altid om, hvad Herren ønsker og at følge hans veje.
Dømmekraft
Præsident Oaks er også blevet velsignet med Åndens gave til at skelne og evnen til at kunne se de langtrækkende konsekvenser af forslag, beslutninger og handlinger. Denne evne kommer til udtryk i et spørgsmål, han ofte stiller sig selv og andre: »Hvor skal det føre hen?«2 Det er ganske enkelt umuligt at tale eller sidde i råd med præsident Oaks uden straks at indse, hvordan hans evne har været til gavn for utallige mennesker og familier og hele Kirken under hans livslange tjeneste i Kirken.
En sommeraften i 1970 havde præsident Oaks en skræmmende oplevelse med en bevæbnet røver i den sydlige del af Chicago, da han vendte tilbage til sin parkerede bil. Hans hustru, June, ventede på ham i bilen.
»Giv mig dine penge,« krævede røveren.
»Jeg har ikke nogen,« svarede bror Oaks og viste ham sin tomme tegnebog.
»Giv mig dine bilnøgler,« sagde røveren så. Nøglerne var låst inde i bilen hos søster Oaks. »Sig at hun skal åbne døren,« sagde røveren insisterende. Bror Oaks sagde nej.
»Gør det, ellers slår jeg dig ihjel,« truede røveren.
Bror Oaks svarede bestemt: »Det vil jeg ikke.«
Mens røveren gentog sine krav og trusler, så bror Oaks en chance for at vriste pistolen fra den unge mand. Som præsident Oaks beskrev det ved en generalkonference i 1992: »Men ligesom jeg skulle til at foretage mit træk, fik jeg en unik oplevelse. Jeg så eller hørte ikke noget, men jeg vidste noget. Jeg vidste, hvad der ville ske, hvis jeg greb fat i pistolen. Vi ville komme i kamp, og jeg ville vende pistolen mod den unge mands bryst. Den ville gå af, og han ville dø. Jeg forstod også, at jeg ikke kunne have den unge mands blod på min samvittighed resten af mit liv.«3
Dette mirakuløse udtryk for gaven til at skelne gjorde præsident Oaks i stand til at løse konfrontationen, og han reddede således både sit eget og den unge røvers liv.
Ved et møde for ikke så længe siden i Det Udøvende Råd for Missionering, som ældste Oaks var formand for på det tidspunkt, talte vi sammen om et forslag, der havde at gøre med missionærerne i en bestemt del af verden. Efter alle rådsmedlemmerne havde udtrykt deres synspunkter om sagen, stillede ældste Oaks adskillige spørgsmål og opsummerede, hvad der var kommet frem. Så sagde han: »Jeg føler, at vi endnu ikke er helt enige om denne sag. Vi bør vente på Herren og ikke træffe en endelig beslutning nu.«
Nogle få måneder senere fandt der nogle dramatiske hændelser sted, som understregede inspirationen bag beslutningen om at vente. Det råd var under inspireret ledelse af ældste Oaks blevet velsignet til at træffe det rigtige valg, på det rette tidspunkt og på Herrens måde for at beskytte missionærerne og fremme værket.
Humoristisk sans og venlighed
Præsident Oaks har en skøn sans for humor. For eksempel kom en af brødrene ved afslutningen af en frokost for alle medlemmer af De Tolv med en bemærkning om, at det ville blive hårdt at holde sig vågen om eftermiddagen efter så dejligt et måltid. Præsident Oaks smilede bredt og svarede: »Kun hvis du ikke kan finde et godt sted at sove.«
Han gør ofte grin af sig selv og sin skaldethed. Men han kan også være en stærk forsvarer for dem med mindre hår på hovedet. Han siger jævnligt: »Herren har lavet mange hoveder, og de mindre smukke har han dækket med hår.«
Hans varme og kvikke vid er vindende, og han opfattes uvægerligt som betænksom og venlig. Ofte siger folk, efter de har mødtes med præsident Oaks, at de er glade for den måde, han får dem til at føle sig trygge på takket være sin sans for humor, sin oprigtige kærlighed og omsorgsfulde optræden.
Retskafne kvinders indflydelse
Trods alle de præstationer og lovord, der er forbundet med præsident Oaks’ bemærkelsesværdige liv, er han den første til at anerkende den afgørende indflydelse, som tre retskafne kvinder, Stella Harris Oaks, June Dixon Oaks og Kristen M. McMain Oaks, har spillet i hans liv.
Dallin Oaks var syv år gammen, da hans far, Lloyd E. Oaks, der var læge, døde af tuberkulose blot 36 år gammel. Han blev begravet på sin bryllupsdag, efter at have været gift i 11 år med præsident Oaks’ mor, Stella Harris Oaks. Hun giftede sig aldrig igen og opdrog selv deres tre børn.
»Jeg blev velsignet med en helt speciel mor,« siger præsident Oaks. »Hun var helt sikkert en af de mange ædle kvinder, der har levet i de sidste dage.«4
Da præsident Oaks var ny studerende på BYU, mødte han June Dixon. De blev gift i 1952 og blev velsignet med seks børn. »Jeg havde ikke de store ambitioner, inden June kom ind i mit liv,« har præsident Oaks sagt. »Jeg skylder hende meget af det, jeg har opnået.«5 Den 21. juli 1998 døde June af kræft.
June og Dallin havde talt om deres families fremtid, inden hun gik bort. De var enige om, at det ville være godt for ham og deres familie, hvis han giftede sig igen. Den 25. august 2000 giftede ældste Oaks sig med Kristen M. McMain.
Kristen Oaks beskriver sit liv med præsident Oaks med en enkelt sætning: »Vi er forenet i Herrens værk og det har givet os utallige velsignelser.« Hun sørger for at samle hele familien, så ofte det er muligt, for det giver hele familien så meget glæde. June er altid en del af samtalen.
Fotografi af medlemmer i Asien fra Deseret News; fotografi af hustru, Kristen, ved RootsTech af Jeffrey D. Allred, Deseret News
Ligesom præsident Oaks underviser og vidner om de sandheder, der er indeholdt i »Familien: En proklamation til verden«, kender han af egen erfaring betydningen af at være ægtemand og far. Han har lært de vigtige ting om det ansvar, som mand og hustru deler om at »elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn« og »i disse hellige ansvar er [ægtemænd og] fædre og [hustruer og] mødre forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere.«6 Vedholdende og efter bedste evne har præsident Oaks levet sit familieliv ved at følge Herrens veje.
En livslang hengivenhed
Den 6. april 2018 blev præsident Russell M. Nelson opretholdt som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige med præsident Dallin H. Oaks som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab og præsident Henry B. Eyring som andenrådgiver.
Præsident Oaks går til sin nye opgave i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges præsiderende kvorum med et »helt livs faste hengivenhed og ro«7 – et liv, der er tilegnet Frelseren og hans genoprettede kirke. Præsident Oaks’ personlige efterlevelse, kraftfulde undervisning og gennemførte retskafne eksempel vil påvirke mennesker positivt over hele verden og hjælpe dem til at følge Herrens veje.