2018
Rådfør jer om deres behov
September 2018


Principper for omsorg

Rådfør jer om deres behov

I behøver ikke at gøre dette alene. At I rådfører jer med hinanden kan tilvejebringe den hjælp, I behøver for at hjælpe andre.

Gud har opfordret jer til at drage omsorg for nogle enkelte mennesker eller familier i jeres menighed alt efter deres behov. Hvordan finder I ud af, hvad disse behov er? Princippet om at sidde i råd, som der har været meget fokus på i Kirken, er helt afgørende.

Når vi har drøftet, hvad vi overvejer at konferere om, vil vi udforske:

  1. Rådføring med vor himmelske Fader.

  2. Rådføring med den anviste person eller familie.

  3. Rådføring med vores makker.

  4. Og rådføring med andre, der er blevet tilknyttet den samme person eller familie.

Det er også afgørende at rådføre os med vores ledere. En kommende artikel om principper for omsorg i Liahona vil uddybe, hvordan vi rådfører os med lederne og hvilken rolle omsorgsinterviews spiller i den proces.

Det rådfører vi os om

Forståelse af, hvad behovene er, er afgørende for at kunne drage omsorg for hinanden, Men hvilke former kan behovene antage og er der noget mere end behov, vi må afdække?

Behov kan komme til udtryk på mange måder. Dem, vi skal drage omsorg for, kan have udfordringer af følelsesmæssig, økonomisk, fysisk, uddannelsesmæssig art og så videre. Nogle behov må prioriteres højere end andre. Nogle er vi måske i stand til at hjælpe med, andre kan kræve, at vi må skaffe hjælp. I vores bestræbelser på at imødekomme timelige behov må vi ikke glemme, at vores kald til at drage omsorg omfatter at hjælpe andre med at gøre fremskridt ad pagtens sti, forberede sig til og modtage de præstedømmeordinancer, der er nødvendige for frelse.

Udover at vi rådfører os om en persons eller families behov, bør vi forsøge at finde deres styrker. Hvilke ting har de ikke brug for hjælp med? Hvilke evner og gaver har disse mennesker, der kan være til velsignelse for andre? Hvordan kan de på deres unikke måde bidrage til at opbygge Guds rige? Det kan være lige så vigtigt at kende til et menneskes styrker som til vedkommendes behov.

Billede
man praying

Billeder fra stock.adobe.com og getty images

  1. Rådføring med vor himmelske Fader

    En af de helt centrale doktriner i vores tro er, at vor himmelske Fader taler til sine børn (se TA 1:9). Når vi modtager en ny opgave med at drage omsorg for nogle, bør vi rådføre os med vor himmelske Fader i bøn og søge indsigt i og forståelse for deres behov og styrker. Processen med at søge råd igennem bøn bør fortsætte al den tid, vi har opgaven.

  1. Rådføring med personer eller familier

    Hvordan og hvornår vi henvender os til de enkeltpersoner og familier, vi er kaldet til at tjene, kan variere alt efter omstændighederne, men at rådføre sig direkte med den enkelte eller familien er afgørende for at opbygge et forhold til og en forståelse af deres behov, deriblandt hvordan de gerne vil hjælpes. Nogle spørgsmål skal man måske vente med at stille, indtil man har fået opbygget et meningsfuldt forhold. Selvom der ikke bare er én rigtig måde at gøre det på, så overvej disse ting:

    • Find ud af, hvordan og hvornår de foretrækker at blive kontaktet.

    • Find af, hvad deres interesser og baggrund er.

    • Kom med forslag til, hvordan I kan hjælpe, og bed om forslag fra dem.

    Efterhånden som vi opbygger tillid, kan vi overveje at drøfte personens eller familiens behov. Stil de spørgsmål, som I tilskyndes til af Helligånden.1 For eksempel:

    • Hvilke udfordringer står de med?

    • Hvad er deres mål som familie eller deres individuelle mål? Ønsker de for eksempel at blive bedre til at holde familieaften jævnligt eller blive mere selvforsynende?

    • Hvordan kan vi hjælpe dem med deres mål og udfordringer?

    • Hvilke evangeliske ordinancer står de for at indgå? Hvordan kan vi hjælpe dem med at forberede sig?

    Husk at tilbyde specifik hjælp så som: »Hvilken aften kan vi komme med et måltid til jer i denne uge?« Et vagt tilbud som: »Lad os vide, hvis der er noget vi kan gøre« er ikke til megen hjælp.

  1. Rådføring med vores makker

    Eftersom I og jeres makker måske ikke altid kan være sammen, når I omgås de personer eller familier, I er udpeget til at tage jer af, er det vigtigt, at I koordinerer og rådfører jer med hinanden, når I søger inspiration som makkerpar. Her er nogle spørgsmål, I kan overveje:

    • Hvordan og hvor ofte vil I som makkere kommunikere med hinanden?

    • Hvordan kan I hver især bruge jeres personlige styrker til at tage jer af familiens eller personens behov?

    • Hvilke ting har I lært, hvilke erfaringer har I haft, og hvilke tilskyndelser har I modtaget siden sidste gang, I talte sammen om personen eller familien?

Billede
family walking toward temple
  1. Rådføring med andre udpegede

    Fra tid til anden kan det være godt at tale med andre, der er udpeget til at drage omsorg for den samme person eller familie, som I er.

Tal sammen for at løse problemer

Ældste Chi Hong (Sam) Wong fra De Halvfjerds tilpasser en beretning fra Markus 2 til vor tid for at illustrere, hvordan fire mennesker ved at rådføre sig med hinanden gjorde det muligt at føre en lam hen til Jesus.

»Det kunne ske på denne måde,« siger ældste Wong. »Fire mennesker udfører en opgave, som de har fået af biskoppen, om at besøge en lam mand hjemme hos ham selv … Ved det seneste menighedsrådsmøde havde biskoppen givet nogle til opgave at ›komme til undsætning‹ efter at have siddet i råd sammen om behovene i menigheden. Disse fire fik til opgave at hjælpe denne lamme mand …

[Da de ankom til den bygning, Jesus var i], var der overfyldt. De kunne ikke komme hen til døren. Jeg er sikker på, at de prøvede alt, de kunne komme i tanke om, men de kunne bare ikke komme igennem … De talte sammen om, hvad de så skulle gøre – hvordan de kunne få manden hen til Jesus Kristus, så han kunne helbrede ham … De fandt på en plan – den var ikke let, men de fulgte den.

›Men da … fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned‹ (Mark 2:4) …

›Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ›Søn, dine synder tilgives dig‹‹ (Mark 2:5).«2

Opfordring til at handle

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »I må … rådføre jer med hinanden, bruge alle tilgængelige ressourcer, søge Helligåndens inspiration, bede til Herren om hans bekræftelse og derpå rulle jeres ærmer op og gå i gang.

Jeg giver jer et løfte: Hvis I vil følge dette mønster, vil I modtage specifik vejledning om hvem, hvad, hvornår og hvor I skal yde omsorg på Herrens måde.«3

Noter

  1. Se Forkynd mit evangelium: En vejledning til missionering, 2007, s. 183.

  2. Chi Hong (Sam) Wong, »Kom til undsætning i enighed«, Liahona, nov. 2014, s. 14-15

  3. Dieter F. Uchtdorf, »Omsorg på Herrens måde«, Liahona, nov. 2011, s. 55.

Udskriv