Navnenyt
Ny rådgiver i Københavns Stav
Et nyt bekendtskab
I de første dage efter stavskonferencen i april i år hørte jeg flere give udtryk for ukendskab til den nye rådgiver i stavspræsidentskabet. I virkeligheden vidner dette om præsident Petersen stille og ydmyge måde at tjene på, for selvom han tilhører Roskilde Menighed og har gjort det i årevis, har han sandelig også været omkring. Men for de, der måtte føle, at de ikke kender den nye rådgiver, så tro mig – det kommer de til.
Hvem er han så?
Præsident Petersen – Steen Gershøj Petersen – er 48 år gammel og har været medlem af Kirken siden 1979. Han tilhører – som nævnt (i øvrigt ligesom sin mor, søster Inge Boalth Petersen) – Roskilde Menighed. Han er uddannet engelsk korrespondent og senere lærer samt bachelor i historie. Han arbejder for tiden på Campusskolen i Ringsted, en udskolingsskole med 8 spor pr. årgang.
Kaldelser og familie
Præsident Petersen har tjent trofast i alle årene. Han har været vidt omkring: Ældsternes kvorumspræsident, UM-leder, seminarlærer, i Primary, medlem af højrådet, stavsassistent, medlem af biskoprådet og biskop – i øvrigt med præsident Bernskov som sin rådgiver.
Han har tjent om missionær og blev efter sin mission gift med Beth, der er fra Canada. De blev gift i 1994 og har 5 børn: Maria, der er blevet gift, Emma, der tjener på mission i Lima i Peru, Emilie, Sarah og Noah.
Ser frem til arbejdet
Lige siden beslutning om at tjene på mission, har præsident Petersen følt sig meget velsignet – velsignelser, er kan spores tilbage til netop den beslutning. Han har et vidnesbyrd om evangeliets sandhed, en følelse, der er tydelig for enhver, der indgår pagt med Herren og følger principperne.
Han ser frem til arbejdet i stavspræsidentskabet og glæder sig til samarbejdet med biskopper og grenspræsidenter, højrådsmedlemmer med mere og til at tjene alle søskende i staven.
Liahona ønsker tillykke med kaldelsen.