Kun for unge
Det forkerte svar
Illustrationer: Matthew Shipley
Da jeg meldte mig til en filosofiklasse på gymnasiet, blev min far lidt urolig. I filosofi stilles der spørgsmål ved alt, deriblandt om Gud lever. Min lærer underviste os om ting, der går imod religion og bestrider Guds eksistens.
I en test i faget blev der spurgt: »Hvorfor er vi kommet til jorden?« Det svar, jeg var formodet at give, var, at vi kunne aktualisere os selv og indtage vores plads i livets cyklus. Det skrev jeg ikke, for det er ikke det, jeg tror på.
I stedet for skrev jeg: »Vi er kommet til jorden for at blive prøvet og vende tilbage for at leve med vores Fader i himlen og vores familie for evigt.«
Bagefter kaldte læreren mig op og spurgte, om jeg kendte det korrekte svar på spørgsmålet. Jeg fortalte ham, at det gjorde jeg, men jeg ville ikke skrive noget, som jeg vidste ikke var rigtigt.
Han spurgte om, jeg var troende, og hvilken kirke jeg tilhørte. Jeg fortalte ham, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han sagde, at han aldrig havde mødt nogen troende elev, der havde været modig nok til at forsvare sin tro og skrive sådan et svar.
»Jeg kunne ikke give dig point for det, for dit svar var ikke korrekt,« sagde han. »Men jeg har givet dig point for at have modet til at skrive, hvad du tror på.«
Jeg blev glad, for jeg havde svaret ud fra min overbevisning og i henhold til de evangeliske sandheder, jeg kender og prøver på at efterleve.
Benjamin M. fra Chile
Templets lys
For nogle få somre siden skulle de unge mænd i min menighed ud og køre på mountain bikes. Jeg var lidt nervøs for det, for det var første gang for mig. Min ven Jacob, der var vant til at køre på cykel, sagde, at jeg skulle blive i nærheden af ham.
Efter en kort pause på toppen af bjerget begyndte vi at køre nedad. Jeg var langsommere end resten af gruppen og sakkede agterud, især fordi jeg faldt i nogle skarpe sving et par gange. Jacob standsede for at hjælpe mig, hver gang jeg faldt, og vi prøvede at indhente resten af gruppen.
Da solen gik ned, stod det klart, at vi var faret vild. Det var mere end en halv time siden, vi havde set vores gruppe, og det blev så mørkt, at vi knap kunne se stien. Jeg bad og spurgte vor himmelske Fader om hjælp og mod til at fortsætte. Så besluttede Jacob og jeg os for at fortsætte med at køre i en bestemt retning. Da vi rundede et hjørne, så vi det mest strålende og velkommende syn – templet i Draper i Utah! Lyset fra templet oplyste vores sti, og vi var i stand til at komme tilbage til vores ledere og venner i sikkerhed.
Hver gang jeg ser templet, bliver jeg mindet om den fred og hjælp, det gav os der. Hver gang jeg føler mig fortabt i verdens mørke, kan jeg se til templet efter det lys, jeg har brug for.
Joel G. fra Utah i USA
Få nye venner
Jeg sad og spiste frokost med mine venner, da jeg lagde mærke til en ny dreng – Michael. Han besluttede sig for at sætte sig hos en gruppe ældre drenge, der begyndte at gøre grin med ham. Senere fandt jeg ud af, at Michael har autisme.
Jeg spurgte Michael, om han ville sidde med mig og mine venner. Han afslog, sikkert af frygt for at der blev gjort grin af ham igen.
Den næste dag præsenterede jeg ham for mine venner. Jeg kunne se på ham, at han var glad for, at jeg ikke havde opgivet ham. Han havde en masse at snakke om. Han var sej!
Dag for dag kunne jeg se, at Michael blev en gladere person. Han begyndte at se frem til at spise frokost med sine venner. Snart blev det at spise frokost med Michael til et meningsfuldt venskab. Det hjalp ikke blot Michael, men også mig.
Følelsen af at hjælpe andre er en af de dejligste følelser i verden.
Laura P. fra Illinois i USA