På talerstolen
Jeg tror, jeg vil være mig selv
Ramme fra Getty Images
Jeg husker tydeligt de omstillinger, vi måtte gøre, da vi flyttede til Utah. Min første kaldelse i vores menighed var som lærer i Hjælpeforeningen. Jeg iagttog de andre lærere meget nøje og blev dybt imponeret af deres stræben efter perfektion i deres undervisning. Selv deres frisure og ulastelige påklædning viste deres stræben efter perfektion. Jeg beundrede, hvor flydende de talte det engelske sprog. Hvordan kunne jeg med mit gebrokne engelske måle mig med dem og være deres lærer? Jeg var ivrig efter at lære og blev glad over at høre, at der var en forberedelsesklasse i staven for lærere i Hjælpeforeningen.
Da jeg deltog i forberedelsesklassen første gang, var mine forventninger store. Jeg var ikke forberedt på det spørgsmål, jeg blev stillet om, hvilken borddekoration jeg ville bruge, når jeg underviste. Jeg følte mig så uduelig. Jeg havde ingen anelse om, hvad en borddekoration var eller hvad formålet med den kunne være i forbindelse med en lektion. Negative tanker om mig selv begyndte at underminere min selvtillid …
Jeg fortsatte med at føle mig underlegen, da jeg så søstrene i min menighed og så dem anlægge haver og sylte deres afgrøder. De trænede dagligt ved at løbe. De syede og fandt gode tilbud … De lavede mad til nybagte mødre og de syge i deres nabolag. De tog sig af deres ældre forældre. De var trofaste til at gøre tjeneste i templet, og de gik op i at opdatere deres dagbøger.
Intimideret af de eksempler på fuldkommenhed overalt omkring mig øgede jeg min indsats for at blive mere som mine søstre, og jeg blev skuffet over mig selv og følte tilmed skyld, når jeg ikke løb hver morgen, bagte alt mit brød selv, syede mit eget tøj eller gik på universitetet. Jeg følte, at jeg var nødt at være som de kvinder, jeg boede iblandt, og jeg følte mig som en fiasko, fordi jeg havde lidt svært ved at tilpasse mig deres livsstil.
På det tidspunkt kunne jeg have haft gavn af historien om den seksårige, der adspurgt »hvad vil du gerne være?« af en slægtning svarede: »Jeg tror, jeg vil være mig selv. Jeg har prøvet at være som nogle andre. Det kan jeg ikke finde ud af!« Efter gentagne og forfejlede forsøg på at være en anden lærte jeg endelig ligesom dette barn, at jeg bør være mig selv. Det er dog ofte ikke let, fordi vores ønske om at passe ind, måle os med og imponere eller blot blive godkendt af andre fører til, at vi imiterer andre og nedgør vores egen baggrund, talenter, byrder og udfordringer … Jeg var nødt til at lære at overvinde min ængstelse for, at passede jeg ikke ind, var jeg simpelthen ikke god nok …
Når jeg prøvede at kopiere mine vidunderlige søstre, når jeg underviste min klasse med borddekoration og andre undervisningsteknikker, der ikke faldt mig naturligt, fejlede jeg, for Ånden talte stadig til mig på tysk og ikke på engelsk. Men da jeg knælede ned og bad om hjælp, lærte jeg at stole på, at Ånden ville vejlede mig i vished om, at jeg er Guds datter. Jeg var nødt til at lære og tro, at jeg ikke skulle måle mig med andre for at være elsket og accepteret af vor himmelske Fader …
Vores bestræbelser bør ikke gå på, at vi optræder, ej heller indordner os, men at vi lader os forandre ved Ånden …
Meget ligger pres på os i verden. At være ærlig af hjertet gør os frie til at opdage Guds vilje for os …
Selvom vi måske bliver opslugt af alle hverdagens krav og muligheder for udvikling, har vi ikke råd til at leve en dag eller et minut uden at være opmærksom på den kraft, vi har i os.