Libuletswe Gofrey Mokgatle

Guateng i Sydafrika

Libuletswe mistede synet, da han var 21. Han måtte lære mange ting igen, men han lærte aldrig punktskrift. Han ville gerne læse skrifterne, så han bad Gud om hjælp.

Cody Bell, fotograf

Billede

Libuletswe

I 1991 ville jeg virkelig gerne tjene Herren, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tjene. Jeg bad om det og tænkte på at gå med i en born-again-kirke. Mens jeg tænkte over, om det var den rette vej, var der to unge fyre i hvide skjorter, der bankede på min dør.

Min kone åbnede døren og fortalte mig, at hun troede, de var studerende, men de præsenterede sig som missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De ville gerne fortælle mig om et evangelium. Det gik jeg med til.

Missionærerne underviste mig og min familie, og de efterlod en Mormons Bog hos os og sagde, at vi skulle læse i den. Jeg fortalte dem, at min familie var nødt til at læse den for mig, fordi jeg er blind. Vi traf en anden aftale med missionærerne.

Da de kom igen, sagde jeg: »Min familie har ikke læst Mormons Bog for mig endnu. De har travlt, og de har ikke tid til mig.«

Missionærerne fortalte mig, at Kirken lavede kassettebånd med Mormons Bog. De spurgte, om jeg ville lytte til dem, hvis de tog dem med til mig. Det ville jeg gerne. Den næste gang kom de med en boks fyldt af kassettebånd med Mormons Bog, som de gav mig. Jeg tænkte, at jeg måtte betale for dem, men de gav mig dem gratis.

Jeg begyndte at lytte til kassettebåndene, og jeg nød dem. Næste gang missionærerne kom, havde de en anden fyr med sig. Han var kommet fra nabobyen for at besøge sin familie. Han var medlem af Kirken, og han overtalte mig til at tage med ham i kirke om søndagen.

Den første søndag hørte jeg evangeliet, som jeg aldrig havde hørt det før. Det var ikke en kirke, hvor der er mange mennesker, men jeg mærkede noget. Jeg opdagede, at salmerne i Kirken adskilte sig fra de salmer, jeg havde hørt i andre kirker. Noget sagde mig, at jeg skulle fortsætte med at komme i kirke.

Jeg blev med at komme i kirke et stykke tid, og til sidst blev jeg døbt. Kort tid efter blev jeg kaldet til at være andenrådgiver i søndagsskolepræsidentskabet. Efter jeg var blevet kaldet, gav et højrådsmedlem mig en håndbog. Jeg fortalte ham, at jeg var blind og ikke kunne læse den. Han sagde, at jeg kunne tage håndbogen og bede nogle om at læse den for mig. »Så ved du, hvilket ansvar en andenrådgiver i søndagsskolepræsidentskabet har,« sagde han.

Jeg ledte efter en, der kunne læse den for mig. En af missionærerne gik med til at læse håndbogen for mig og optage det. Da jeg lyttede til hans optagelse, begyndte jeg at forstå mit ansvar. Jeg fortsatte med at tjene der et godt stykke tid.

Så blev jeg kaldet til at være andenrådgiver i ældsternes kvorum. Selv der havde jeg en håndbog, men jeg kunne ikke bruge den. Alle Kirkens medlemmer havde hæfter, de kunne bruge, og jeg spekulerede på, om det ville være en tung byrde for mig at være afhængig af, at andre læste og optog for mig. Jeg begyndte at bede vor himmelske Fader om at hjælpe mig til at finde noget, jeg kunne bruge til at forstå evangeliet bedre. Mens jeg bad, følte jeg Ånden fortælle mig, at jeg kunne flytte bjerge, hvis jeg havde tro.

Da jeg på et tidspunkt var ude som hjemmelærer, fortalte jeg den søster, vi besøgte, at jeg ikke kunne læse skrifterne, fordi jeg ikke kunne se. Jeg ville gerne på en skole, hvor jeg kunne lære at læse og skrive punktskrift som braillesystemet.

Hendes bror arbejdede på en skole for blinde. Han hjalp mig med at ansøge. Jeg studerede punktskrift hver dag. Jeg vågnede tilmed om natten og øvede mig i at læse. Det tog mig kun fire måneder at lære at læse det.

Jeg gjorde skolen færdig og fortalte min grenspræsident, at jeg nu kunne læse punktskrift. Han gav mig en kasse med præstedømmemanualer og alle skrifterne på punktskrift. Jeg havde ingen anelse om, at Kirken havde sådan noget. Det var da, jeg virkelig begyndte at forstå og nyde evangeliet.

Jeg er blevet kaldet til biskoprådet, og jeg tror, at jeg har tjent i den kaldelse omkring 10 år nu. Nu kan jeg stå foran andre mennesker og undervise ved Ånden. Fordi det ville tage lang tid at læse punktskrift under lektionen, læser jeg lektionen hjemmefra, så jeg kan undervise uden bogen foran mig.

Jeg ved, at skrifterne er sande Jeg lærer noget nyt, hver gang jeg læser dem. Der er altid noget, jeg kan hente fra dem.

Jeg elsker at følge de sandheder, jeg lærer af skrifterne. For eksempel: »Hvis du holder mine befalinger og holder ud til enden, skal du få evigt liv« (L&P 14:7).