Kampen for jeres handlefrihed
Det er værd at kæmpe for jeres handlefrihed.
Det giver frihed at holde Guds bud. For en, der ikke har modtaget et vidnesbyrd om sandheden, kan sådan en udtalelse lyde forvirrende. Når alt kommer til alt, hvis en af jeres naboer kommer hen og rækker jer en liste over ting, som I må gøre (eller ikke kan gøre), føles det nok som en begrænsning af den personlige frihed.
Men at holde Guds bud gør jer vitterligt frie – frie for de negative følger af synd og frie til at nyde de velsignelser, der følger af retfærdighed.
Derimod fører det til fangenskab at bryde Guds bud. En måde at definere fangenskab på er tab af handlefrihed. Der er mange af livets valg, det bliver svært at træffe, hvis I er fangne.
Vi ved fra skrifterne, at Satan »stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed« (Moses 4:3) i forudtilværelsen. Vi ved også, at han ikke vandt krigen, og at I var på vinderholdet!
Men det lumske er, at Satan stadig prøver at berøve jer jeres handlefrihed. Men frygt ikke. I kan også vinde denne krig.
Et liv i fangenskab
I Mormons Bog siger Jesus: »I skal altid våge og bede, for at I ikke skal blive fristet af Djævelen og blive ført bort som fanger af ham« (3 Ne 18:15).
At blive ført bort som Djævelens fanger lyder skrækkeligt. Men hvis I forestiller jer sådan en skæbne, tænker I så mest i retning af den endelige dom? Der er rent faktisk en mere umiddelbar type fangenskab. Og den er ganske ofte ret subtil.
Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Folk kan ikke blot blive slavebundet eller lade sig trælbinde af skadelige, vanedannende stoffer, men også af afhængighedsskabende filosofier, som fører dem bort fra en retskaffen levevis« (»Jeremias’ klagesang: Vogt jer for fangenskab«, oktoberkonferencen 2013).
Det er let at forstå, at man kan blive trælbundet af vanedannende midler som skadelige stoffer eller nikotin. Men kan man også blive trælbundet af en vane med at lyve? Blot en enkelt løgn kan gøre det let at blive fanget i sit eget spind.
Eller hvad med at blive trælbundet af et iltert temperament eller en dårlig vane med at sladre?
Eller bare ved at lade være med at gøre de retfærdige daglige ting (bøn, studium af skriften etc.), som Gud beder os om? Resulterer det også i et tab af handlefrihed?
Ja, det gør. Her er en måde at tænke på det. Hvad sker der med en atlet eller en musiker, hvis de helt holder op med at øve sig? Svar: De mister hurtigt evnen til at yde deres bedste. Selvom det måske ikke lyder som tab af handlefrihed, er det faktisk det. Den atlet eller musiker, der ikke plejer sine evner, vil ikke længere kunne træffe så mange valg, som de havde kunnet ved at bruge deres færdigheder. Ved at mindske deres evner kan de nu gøre mindre, end de kunne før. Deres valgmuligheder er blevet reduceret.
På tilsvarende vis kan I ikke være den bedste udgave af jer selv uden Helligåndens ledsagelse. I har brug for hans hjælp hver eneste dag. Det er en af de største gaver, I kan gøre jer håb om at modtage i dette liv, og I får den ved daglig retskaffen levevis.
Find ægte frihed
Apostlen Paulus sagde: »Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!« (Gal 5:1). I Mormons Bog sagde kong Benjamin: »Og under denne betegnelse er I blevet frie, og der er ikke nogen anden betegnelse, hvorved I kan blive gjort frie. Der er ikke givet noget andet navn, hvorved frelse bliver tilvejebragt; derfor ønsker jeg, at I skal påtage jer Kristi navn« (Mosi 5:8).
Sand frihed opnås ved at følge Kristus. Så vælg at være frie!