Det er håbets evangelium

Ældste Markus Zarse, Tyskland

Områdehalvfjerdser

Sidst i september 2019 faldt min far og brækkede sit lårben. Forkerte diagnoser og forkert terapi på hospitalet gjorde hans tilstand værre, og vi frygtede for hans liv. Jeg er selv læge, så jeg arrangerede en overførsel til det hospital, hvor jeg arbejder, for jeg var fast besluttet på at helbrede ham. Mine medfølende og støttende kollegaer opererede ham og behandlede ham helt usædvanligt godt, men min fars helbred blev ikke meget bedre. Midt i november fortalte min mor mig om en bestemt samtale, som hun havde haft med min far. Hun sagde til ham: »Det er svært for dig at ligge i sengen her.« – »Ja!« – »Jeg ved, hvor meget du elskede at fare rundt i templet og få gjort noget.« – »JA!« – »Du behøver ikke at blive her for min skyld. Vil du gerne gå videre?« Hele hans væsen syntes at gløde, og han sagde: »Ja!« Så tog han min mors hånd og sagde: »Uanset, hvor vi er, hører vi sammen for evigt!«¹

Jeg er så taknemlig for min fars håb. Han kendte ikke sin jordiske far, og da missionærerne underviste ham i, at han havde en himmelsk Fader og en Forløser, som elskede ham meget højt, blev denne nye viden det vejledende lys i hans liv. Jeg er lige så taknemlig for min mors håb. Hendes personlige forbindelse med sin himmelske Fader og sin kundskab om evige familier er dybt forankret i hendes hjerte. De håber begge på »en bedre verden, ja, en plads ved Guds højre hånd«.² De kender begge deres personlige fejl og mangler, men alligevel mindsker det ikke deres håb og tillid til vor Forløsers nåde og godhed. Profeten Eter vidste også, hvor vigtigt håb er for menneskers omvendelse, og derfor underviste han i de sidste dage før jereditternes tilintetgørelse, at »håb … udgør et anker for menneskenes sjæl, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og lede dem til at herliggøre Gud.«³ Eter bruger ordet »vil« her, fordi folket på den tid ikke troede på dette. Har vores børn, unge og unge voksne i dag denne form for håb, der tillader dem med selvtillid at stå foran Guds trone? Denne form for håb har intet at gøre med ordsproget, som benægter virkeligheden: »Håbet dør sidst.« Nej, det er den guddommelige kraft, der bringer os tilbage til Gud. Satan ved også godt dette, og hans indsats går ud på at tilintetgøre »Herrens bataljon af unge«, vores håb til »Zions ungdom« begynder lige der. Ældste Klebingat har sagt: »[Satan] vil … forsøge at komme ind i jeres hjerte og fortælle jer løgne – løgne om, at vor himmelske Fader er skuffet over jer, at forsoningen er uden for jeres rækkevidde, at der ikke er nogen grund til overhovedet at forsøge, at alle andre er bedre end jer, at I er uværdige og tusindvis af andre varianter med samme onde tema.«⁴ Præsident Russell M. Nelson har advaret os om, at disse angreb vil vokse eksponentielt.⁵ Herren beskytter os imidlertid ved at inspirere sine nulevende profeter. Alle forandringerne i Kirken og det nye program for børn og unge er beregnet på at give os og vores unge dette guddommelige håb – at Jesus vil gå ved vores side og hjælpe os med at overvinde det, der er svært.⁶ Nu, hvor vi forbereder os til påsken, så hold aldrig op med at bære jeres vidnesbyrd over for jeres børn om vor Frelsers uforanderlige kærlighed til os. Han elsker at være barmhjertig, især over for dem, der er kommet langt bort, og som ikke forventer det.⁷ Jeg har også dette varige håb om, at vor Fader i himlen, gennem sin godhed, nåde og kærlighed en dag vil byde os velkommen med åbne arme. I Jesu Kristi navn. Amen.