Julekoncert i Københavns Stav
En smuk tradition
I lighed med tidligere år afholdtes også i 2019 en julekoncert i Københavns Stavs – denne gang søndag den 1. december.
De mange medlemmer og gæster mødte frem til en smuk pyntet sal, udført med vanlig ekspertise af søster og bror Eva Grand og Niels Møller fra Roskilde Menighed.
Aftenens program var en skøn »julekrydderi« blanding af dejlig musik og sang fra såvel børne- som ungdoms- og stavskor mikset med soloer med mere.
Aftenens program
Programmet bestod af traditionelle julesalmer/sange som Engle fra Guds himmelsal, Langt, langt herfra, Barn Jesus i krybben og Dejlig er jorden blandet med »særlige« som Snart kommer julen, Hvad er det, der gør julen til noget særligt, Ser du barnet, Tænd lys og Når du ser et stjerneskud. Der var også plads til nogle engelske som Silent Night, The first Novel, O Holy Night, Sleigh Ride, It came upon a midnight clear og I wonder what God wants for Christmas. Et skønt varieret program, der glædede alle.
En smuk optakt
Det var en meget smuk optakt til julemåneden og julen – og det gjorde da heller noget, at der som altid var lækre forfriskninger efterfølgende.
Hvor skønt at kunne tage hjem med disse lyde klingende i øret med håb om, at vi alle i julemåneden vil tænke på det væsentlige – og måske også efterfølgende. Jeg synes, at ordene i denne sang – så smukt fremført af Felicia og Linea Paulsen – kan give os noget at tænke over hele året: »I wonder what God wants for Christmas – something that you can´t find in a store,
Maybe peace on earth, no more empty seats in Church,
Might be what´s on His wishlist – I wonder what God wants for Christmas«.
Endnu engang tak – vi ser frem til næste koncert.