Den Danske Mission i krise?
Isolation og social distance
Dette er begreber, der primo marts 2020 med et blev næsten »hvermands eje«. Altså måtte disse ændrede og hidtil usete samlivsformer, der få dage før havde været utænkelige, også på en eller anden måde influere på hverdagen for vores missionærer, for hele missioneringen også i Danmark. Kirkerne blev lukket, det normale opsøgende arbejde sat i bero og »person til person«-samarbejdet med medlemmerne indstillet.
Hvad betød det for Den Dansk Mission? Opstod der en krise eller hvad? Liahona har talt med missionspræsident Michael Olsen, og når man overvejer de oplysninger, han gav, og som reflekteres i det nedenstående er det tydeligt, at der ikke blev tale om nogen krise, men om en genial og sikkert himmelsk planlagt udnyttelse af de ressourcer, der findes blandt vores missionærer og medlemmer.
Præsident Olsen beretter:
»COVID19 har betydet følgende:
48 timer efter at meddelelsen om, at Danmark ville lukke sine grænser, kom, sendte vi alle 14 seniormissionærer hjem samt 7 unge ældster og søstre.
Vi har ikke modtaget nye amerikanske missionærer siden februar måned, og for hver måned, der er gået, har vi måtte sende andre hjem som har afsluttet deres mission. Inklusiv dem som skal rejse hjem i august, har vi, når denne artikel læses, alt sendt 18 missionærer hjem. Vi har dog fået fire unge ældster fra Aarhus og København Stav til at tjene her nogle få måneder. De to har nu afsluttet deres missioner her, og de to andre skal til henholdsvis Sydafrika og New Zealand, når det er muligt. Missionen er således indenfor de sidste 12 måneder skrumpet til halv størrelse delvist pga. almindelig omfordeling af missionærer i verden og nu COVID19.
Men ånden er fortsat stærk
For første gang i mange år har vi nu enheder, der deler missionærer med andre menigheder. (Ligesom man altid har gjort det i UTAH og andre steder).
Ingen har været testet positive for Corona, og stemningen er høj blandt missionærerne. De omtaler sig som Online missionærer, da hovedparten af deres arbejde nu er Online, Facebook – Skype etc. De vil være Corona legender en dag.
Vi er i kontakt med mange flere mennesker nu, men vi har savnet noget at invitere disse mennesker til.
Vi har for nogle få uger siden oprettet vores egen Facebook side – Jesu Kristi Kirke – Den Danske Mission.
Her poster missionærerne forskellige videoer og lignende. Den mest succesfulde video, vi har uploadet til dato, er alene blevet set mere end 23.000 gange!
En stor og glædelig dag
Det var en stor dag i vores mission, da vi igen kunne besøge medlemmer og venner i deres haver og i parken samt deltage i nadvermøder. Det gav os noget af den sociale kontakt, vi virkelig savnede og manglede. At sidde dag ud og dag ind i forholdsvis små og beskedne lejligheder med eneste kontakt til omverden igennem en Samsung Smartphone var hårdt. Men nu, hvor krisen er lettet en smule, har vi lært, at vi ikke skal tilbage til kun at være en traditionel mission, vi skal kombinere det med vores nuværende online arbejde, vi kalder det det bedste fra to verdener.«
Tak til præsident Olsen og hans flok
Der er ingen tvivl om, at det har været en hård tid for alle vores missionærer og ikke mindst for præsident og søster Olsen, der jo med afskeden med de trofaste seniormissionærer pludselig måtte klare langt flere opgaver selv – som om de ikke i forvejen var travlt beskæftiget.
Så tak for at have styret det gode skib »Den Danske Mission« sikkert igennem denne for os alle hidtil ukendte storm og tak til alle vores fortræffelige missionærer, der ligesom artiklen fra de brave og gæve søstre i Slagelse Menighed har fået det bedste ud af en ellers tilsyneladende umulig situation.
Det hele vidner jo blot om, at Herren i sandhed er ved roret i den kirke, der med rette bærer hans navn, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.