»Lektion 10, Klassens forberedelsesmateriale: Omvendelse og tilgivelse«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2021
»Lektion 10, Klassens forberedelsesmateriale«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog – Lærerens hæfte
Lektion 10, Klassens forberedelsesmateriale
Omvendelse og tilgivelse
Omvendelse er en del af Jesu Kristi lære. Det er hans gave til dem, der ønsker at forandre sig og blive renset for synd. Kan I huske, hvad I følte, da I oprigtigt undskyldte for og angrede noget tidligere? Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Husk, at sand omvendelse er ikke en straf. Det er en håbefuld vej, der fører til en herlig fremtid« (»Personlig styrke gennem Jesu Kristi forsoning«, Liahona, nov. 2013, s. 84). Når I forbereder jer på lektionen, så overvej, hvordan Frelserens gave af omvendelse og tilgivelse giver jer mulighed for at lære, vokse og blive mere som ham.
Afsnit 1
Hvordan kan jeg virkelig omvende mig og modtage Herrens tilgivelse for mine synder?
Alma den Yngre troede ikke på det, han lærte af sin far, Alma den Ældre. Sammen med kong Mosijas sønner prøvede Alma den Yngre aktivt at ødelægge Frelserens kirke. Mens de var optaget af dette onde forehavende, viste en Herrens engel sig for dem og rådede Alma til at stoppe med det, han gjorde, da han ellers ville blive »forstødt« (Mosi 27:16). Overvældet af denne oplevelse kunne Alma hverken tale eller bevæge sig. Mosijas sønner bar Alma den Yngre til hans far og fortalte ham, hvad der var sket. (Se Mosi 27:8-20).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har observeret følgende om Herrens centrale rolle i vores omvendelse:
Kristus er kraften bag al omvendelse … Alma var blevet rørt af sin fars undervisning, men det er især vigtigt, at den profeti, han huskede, var den, der vedrørte »en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder« (Alma 36:17). Det er det navn og det budskab, som alle skal høre … Uanset hvilke andre bønner vi beder, uanset hvilke andre behov vi har, afhænger de på en måde alle af denne bønfaldelse: »O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig«. Han er klar til at udvise denne barmhjertighed. Han betalte med selve sit liv for at give os den (However Long and Hard the Road, 1985, s. 85)
Afsnit 2
Hvordan er det at tilbyde Herren et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd en del af oprigtig omvendelse?
Nefitterne efterlevede moseloven, indtil kort tid før Jesus Kristus viste sig personligt for dem. Som en del af moseloven befalede Frelseren sit folk at ofre dyr som et symbol på det sonoffer, han ville bringe.
Ældste Bruce D. Porter fra De Halvfjerds forklarede betydningen af udtrykket »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20):
Når vi synder og ønsker tilgivelse, betyder et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd at opleve »bedrøvelse efter Guds vilje [der] virker omvendelse« (2 Kor 7:10). Det kommer, når vores ønske om at blive renset for synd fylder så meget, at vores hjerte gør ondt af sorg, og vi higer efter at leve i fred med vor Fader i himlen. De, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, er villige til at gøre hvad som helst, som Gud beder dem om, uden modstand eller fortørnelse. Vi ophører med at gøre tingene på vores måde og lærer i stedet at gøre dem på Guds måde. I en sådan tilstand af underkastelse kan forsoningen iværksættes og sand omvendelse forekomme (»Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«, Liahona, nov. 2007, s. 32)
Afsnit 3
Hvorfor er Frelseren så villig til at tilgive os for vores synder?
I kong Mosijas regeringstid, overtalte »mange af den opvoksende slægt« (Mosi 26:1) medlemmerne af Kirken til at begå alvorlige synder. Alma den Ældre var usikker på, hvordan han skulle håndtere denne situation, og vendte sig til Herren for vejledning.
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
Jesus Kristus kan tilgive, fordi han betalte prisen for vores synder (se Es 53:5).
Vor Forløser vælger at tilgive på grund af sin uforlignelige omsorg, nåde og kærlighed.
Vor Frelser ønsker at tilgive, fordi det er en af hans guddommelige egenskaber.
Og som den gode hyrde han er, bliver han glad, når vi vælger at omvende os (se Luk 15:4-7; L&P 18:10-13). (»Omvendelse: Et glædeligt valg«, Liahona, nov. 2016, s. 123, fremhævelse tilføjet)
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har også givet os denne forsikring:
Jeg er overvældet over Frelserens omsluttende, barmhjertige og kærlige arme til den, der omvender sig, uanset hvor selvisk, den forsagede synd har været. Jeg vidner om, at Frelseren er i stand til og ivrig efter at tilgive vore synder (»Bliv omvendt … så jeg kan helbrede jer«, Liahona, nov. 2009, s. 40)