»Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale: Bøn og personlig åbenbaring«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte, 2021
»Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte
Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale
Bøn og personlig åbenbaring
Jesus Kristus lovede: »For enhver, der beder, får; og den, der søger, finder; og for den, der banker på, skal der lukkes op« (3 Ne 14:8). Præsident Russell M. Nelson har om dette løfte sagt: »Dette tidløse tilbud om personlig åbenbaring er udstrakt til alle hans børn. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er sandt!« (»Bed, søg, bank på«, Liahona, nov. 2009, s. 81). Tænk under jeres studie af materialet herover, hvor virksomme jeres bønner er, og hvad I kan gøre for at øge jeres evne til at modtage personlig åbenbaring.
Afsnit 1
Hvad kan jeg gøre for, at bøn bliver en mere meningsfuld del af mit liv?
Da Alma og Amulek førte en gruppe missionærer ud for at genvinde de frafaldne zoramitter, blev de forbløffede, da de så, hvordan zoramitterne tilbad og bad i deres synagoger. Mens de stod på toppen af en platform, som de kaldte Rameumptom, skiftedes forskellige folk til at fremsige en foreskreven bøn, hvor de erklærede, at der ikke vil komme nogen Kristus, og at Gud havde udvalgt dem til at blive frelst. Når gudstjenesten blev afsluttet, tog zoramitterne hjem og »talte aldrig mere om deres Gud«, før de kom tilbage næste uge. (Se Alma 31:12-24). Alma og Amulek blev senere i stand til at undervise en gruppe ydmyge zoramitter i evangeliet, blandt andet om dets sande mening og formålet med bøn (se Alma 32-34).
Afsnit 2
Hvad kan jeg gøre for at modtage personlig åbenbaring?
I begyndelsen af Mormons Bog nedskrev Nefi sit ønske om at forstå og få et personligt vidnesbyrd om sin fars drøm om livets træ og andre af hans lærdomme (se 1 Ne 10:17).
Mens Nefi tænkte over Lehis lærdomme, blev han »taget bort af Herrens Ånd« og modtog sit eget syn (1 Ne 11:1). I dette syn modtog Nefi yderligere viden om sin fars drøm om livets træ, Frelserens jordiske tjenestegerning, fremtiden for sine efterkommere og evangeliets gengivelse i de sidste dage (se 1 Ne 11-14).
Efter denne åbenbaringsoplevelse vendte Nefi tilbage til sin fars telt og fandt sine brødre, »og de mundhuggedes, den ene med den anden, angående det, som min far havde talt til dem« (1 Ne 15:2).
Senere i Mormons Bog læser vi om en advokat, der hedder Ze’ezrom, som prøvede at undergrave Alma og Amuleks lærdomme. Efter Amulek fangede Ze’ezrom i hans egne løgne, blev Ze’ezrom ydmyg og begyndte at stille Alma oprigtige spørgsmål om evangeliet. Alma lærte Ze’ezrom, at Guds hemmeligheder, eller åbenbaring, kun kan gives til dem, der er ydmyge og trofaste. (Se Alma 11:21-13:31).
Præsident Nelson har omkring, hvad vi kan gøre for at øge vores evne til at modtage åbenbaring, sagt:
Find et roligt sted, hvor I regelmæssigt kan gå hen. Ydmyg jer for Gud. Udøs jeres hjerte for vor himmelske Fader. Vend jer til ham for svar og trøst.
Bed i Jesu Kristi navn om jeres bekymringer, jeres frygt, jeres svagheder – ja, selve jeres hjertes længsler. Og lyt så! Nedskriv de tanker, som kommer til jer. Nedskriv jeres følelser, og følg op med de handlinger, I bliver tilskyndet til at gøre. Når I gentager den proces dag efter dag, måned efter måned, år efter år, vil I »udvikle [jer] i åbenbaringens princip« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 131) …
Intet åbner himlen som kombinationen af øget renhed, nøjagtig lydighed, oprigtig søgen, dagligt at mætte sig med Kristi ord i Mormons Bog [se 2 Ne 32:3] og regelmæssig afsat tid til tempeltjeneste og slægtsforskning …
Jeg beder jer om at øge jeres åndelige evne til at modtage åbenbaring. (»Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 95)