»Lektion 15, Klassens forberedelsesmateriale: Mormons Bog: Forberedelse til Jesu Kristi komme«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte, 2021
»Lektion 15, Klassens forberedelsesmateriale«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte
Lektion 15, Klassens forberedelsesmateriale
Forberedelse til Jesu Kristi komme
Denne del fokuserer på Jesu Kristi tilsynekomst og tjenestegerning blandt »Nefis folk« (3 Ne 11:1). Denne gruppe bestod af både retfærdige nefitter og lamanitter, som havde omvendt sig til Herren (se 3 Ne 10:18-19). Tænk over deres oplevelse med Frelseren, idet I forsøger at styrke jeres eget vidnesbyrd om hans person, egenskaber og guddommelige mission.
En længe ventet del af Herrens guddommelige mission er hans andet komme. Præsident Ezra Taft Benson sagde, at »i Mormons Bog finder vi et mønster for forberedelsen til det andet komme« (Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 140). I denne lektion får I mulighed for at overveje, hvordan studiet af de profetier og begivenheder, som gik forud for Frelserens tilsynekomst blandt dette folk, kan være en hjælp til at forberede jer til hans andet komme.
Afsnit 1
Hvor godt forberedt er jeg til Jesu Kristi andet komme?
I generationer forudsagde profeterne i Mormons Bog, at Jesus Kristus ville komme til jorden. Seks år før Kristus blev født nær Jerusalem, blev lamanitten Samuel sendt af Herren for at forberede de ugudelige nefitter til Kristi komme. Samuel profeterede om flere tegn og undere, der ville markere Jesu Kristi fødsel og død. (Se Hel 13-15).
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum lærte os, hvordan profeter kan hjælpe med at forberede os på Herrens komme:
Før den hellige nat i Betlehem havde historiske begivenheder og profeternes ord fra alle uddelinger banet vejen for Herrens første komme og hans forsoning … Er vi i stand til at se, hvordan begivenheder og profetier i vor tid forbereder os på Frelserens andet komme? (»Forberedelser til genoprettelsen og det andet komme: ›Min hånd skal være over dig‹«, Liahona, nov. 2005, s. 92)
Afsnit 2
Hvad kan jeg gøre for at forblive trofast, når jeg hører budskaber, der sår tvivl om Jesu Kristi guddommelighed, og om han virkelig vil komme igen?
Nogle af nefitterne troede på Samuels ord. Andre afviste Samuels budskab og prøvede at dræbe ham med sten og pile. Fordi de ikke kunne ramme ham, kom mange flere til at tro på hans budskab og gik ud til Nefi for at blive døbt. Da tegn på og undere ved Kristi fødsel senere begyndte at gå i opfyldelse, glædede de troende sig, og de ikketroende forhærdede deres hjerte. (Se Hel 16:1-15).
Bonnie L. Oscarson, tidligere hovedpræsident for Unge Kvinder, har sagt om tvivlen:
Vi behøver kun at blive ved med at tage for os [af livets træ] og ikke give agt på dem, der gør nar ad vores tro, eller dem, der glæder sig over at så tvivl, eller dem, der finder fejl hos kirkeledere og ved læren. Det er et valg, vi dagligt træffer: At vælge tro frem for tvivl. (»Tror jeg?«, Liahona, maj 2016, s. 89)
Ældste D. Todd Christoffersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt følgende om at forblive standhaftig i sin tro på Kristus:
At forblive fast og standhaftigt i troen på Kristus kræver, at Jesu Kristi evangelium trænger ind i ens hjerte og sjæl, hvilket vil sige, at evangeliet ikke bare bliver en af mange indflydelser i en persons liv, men er det afgørende fokus i ens liv og karakter …
Husk altid løftet om, at der er gode ting i vente, både nu og herefter, til dem, der er faste og standhaftige i troen på Kristus. (»Faste og standhaftige i troen på Kristus«, Liahona, nov. 2018, s. 30, 33)