»Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale: Herrens magt til udfrielse«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte, 2021
»Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte
Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale
Herrens magt til udfrielse
Når I har stået over for en prøvelse, har I så nogensinde spurgt: »Hvorfor sker det her for mig?« eller »Hvorfor fjerner Herren ikke denne prøvelse for mig?« I Mormons Bog kan vi lære vigtige lektier om kilder til vores prøvelser, og hvordan vi kan blive velsignede, når vi vender os mod Frelseren for at få hjælp. Prøv under forberedelsen til undervisningen at overveje, hvordan I kan styrke jeres tillid til Jesu Kristi uendelige kærlighed, magt og visdom, når han støtter eller udfrier jer fra de prøvelser, I møder.
Afsnit 1
Hvorfor møder jeg prøvelser, selv om jeg gør det rigtige?
Mormons Bog viser, at prøvelser har forskellige kilder. Nogle prøvelser er et resultat af synd. Ze’ezrom blev eksempelvis ramt af brændende feber og sygdom, der var forårsaget af hans skyldfølelse over sine synder (se Alma 15:3). Nefitterne og lamanitterne led i årevis med krig på grund af Amalikijas ugudelige valg (se Alma 46:9-10). Det er dog ikke alle prøvelser, som er et resultat af ugudelighed. Lehis og Ismaels familier led megen modgang, som var en naturlig del af deres rejse igennem ørkenen (se 1 Ne 16:9-17:4).
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum sagde følgende om prøvelser:
I jordelivets skole er læreren ofte smerte og prøvelser, men meningen med lektionerne er at lutre og velsigne og styrke, ikke ødelægge. (»Tro i prøvelser bringer fred og lykke«, Liahona, maj 2003, s. 17).
Ældste Hales udtalelse demonstreres af Alma og hans folks erfaringer. De troede på profeten Abinadis advarsler. Efter at de var blevet omvendt til Herren og døbt af Alma, blev folket drevet ud i ødemarken af den ugudelige kong Noas hær. Efter en rejse på firs dage ankom de til et nyt land, som de kaldte Helam. Her levede de efter evangeliet, hvor »de mangfoldiggjorde sig overordentligt og havde overordentlig stor fremgang« (Mosi 23:20). Dog blev deres fred til sidst forstyrret af en lamanitisk hær, der fandt og trælbandt dem. (Se Mosi 17-18; 23).
Afsnit 2
Hvorfor er det vigtigt at stole på Herrens tidsplan under mine prøvelser?
Da Alma og hans folk havde fulgt Abinadis opfordring til at omvende sig og flygtede ind i ødemarken, afviste kong Noa og resten af hans folk profeten og omvendte sig ikke. På grund af deres synder blev de overvundet af lamanitterne og trælbundet. Under kong Noas søn, Limhis herredømme pålagde lamanitterne folket høje skatter og undertrykte dem meget hårdt. Tre gange mislykkedes det for Limhis folk at udfri sig fra deres trældom, og mange folk døde under disse bestræbelser. (Se Mosi 12:2; 19:1-21:12). Til sidst vendte de sig mod Herren for at få hjælp.
Da Limhis folk virkelig gjorde sig ydmyge og ventede på Herren, fandt et eftersøgningshold, der var udsendt af kong Mosija Limhis folk. Eftersøgningsholdet og kong Limhi rådførte sig med folket om, hvordan de kunne undslippe deres trældom. Da den aften, som var blevet valgt, oprandt, gav de lamanitterne ekstra vin, så de blev fulde og faldt i søvn. Limhis folk flygtede så ud i ødemarken og ankom til Zarahemla i sikkerhed. (See Mosi 21:23-22:14).
Som illustreret i denne beretning, havde Herren sine egne grunde til og tidsplan for at udfri Limhis folk.
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har sagt:
Evangeliets første grundsætning er tro på Herren Jesus Kristus. Tro betyder tillid – tiltro til Guds vilje, tillid til hans måde at gøre tingene på og tillid til hans tidsplan. Vi bør ikke forsøge at påtvinge ham vores tidsplan. Som ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum sagde:
»Det gælder for os om at stole så meget på Gud, at vi også stoler på hans tidsplan. Hvis vi virkelig tror på, at han har vores bedste for øje, bør vi så ikke lade hans planer udfolde sig, som han synes bedst?« (Even As I Am, 1982, s. 93). (»Timing«, Liahona, okt. 2003, s. 12)
Afsnit 3
Hvordan kan jeg modtage styrke fra Herren, mens jeg udholder mine prøvelser?
En lamanitisk hær satte efter Limhis folk, men for vild. De fandt til sidst Noas ugudelige præster, som sluttede sig til lamanitternes hær. Under deres rejse i ødemarken opdagede de Almas retfærdige folk og trælbandt dem. Amulon, som havde været en af Noas ugudelige præster, blev udnævnt af lamanitternes konge til at herske over Almas folk. Amulon satte opsynsmænd til at vogte over folket og truede med at dræbe enhver, der blev taget i at bede. (Se Mosi 22:15-16; 23:25-24:1; 24:8-11.)
Almas folk udviste tro og tålmodighed, og til sidst udfriede Herren dem. Han lod »en dyb søvn falde over lamanitterne« (Mosi 24:19), hvilket gjorde det muligt for Alma og hans folk at flygte til landet Zarahemla. (Se Mosi 24:17-25).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har om denne oplevelse sagt:
Folkets udfordringer og vanskeligheder blev ikke fjernet med det samme. Men Alma og hans tilhængere blev styrket, og deres øgede evne gjorde byrderne lettere …
De enestående byrder i vores liv hjælper os til at stole på den hellige Messias’ fortjeneste, barmhjertighed og nåde (se 2 Ne 2:8). Jeg vidner om og lover, at Frelseren vil hjælpe os med at bære vores byrder med lethed (se Mosi 24:15). Når vi er knyttet til ham gennem hellige pagter og modtager hans … opbyggende kraft, vil vi i stigende grad søge at forstå og leve i henhold til hans vilje. Vi vil også bede om styrken til at lære af, forandre os eller acceptere vores vilkår, snarere end ustandseligt at bede om, at vores omstændigheder må blive ændret i henhold til vores vilje. (»Bære deres byrder med lethed«, Liahona, maj 2014, s. 89-90)