»Lektion 14, Klassens forberedelsesmateriale: Bliv et redskab i Guds hænder«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2021
»Lektion 14, Klassens forberedelsesmateriale«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog – Lærerens hæfte
Lektion 14, Klassens forberedelsesmateriale
Bliv et redskab i Guds hænder
Overvej, hvor mange mennesker I møder hver dag, som ikke lige nu nyder glæde af velsignelserne i Jesu Kristi evangelium. Hvordan kunne deres liv ændre sig, hvis de lærte mere om vor himmelske Faders plan for deres lykke? Når I studerer eksempler på missionærer i Mormons Bog, så overvej bønsomt, hvem I kan dele evangeliet med. Husk, at når I deler evangeliet med andre, deltager I i indsamlingen af Israel.
Afsnit 1
Hvordan kan en dybere omvendelse øge mit ønske om at dele evangeliet?
Mosijas fire sønner (Ammon, Aron, Omner og Himni) var sammen med Alma den Yngre, da en engel viste sig og kaldte ham til omvendelse. Alle fem unge mænd følte dyb sorg over deres handlinger, angrede deres synder og blev omvendt til Herren. Efter deres omvendelse »var de redskaber i Guds hænder til at bringe mange til kundskab om sandheden, ja, til kundskab om deres forløser« (Mosi 27:36).
Efter mange års missionstjeneste blandt lamanitterne sagde Ammon følgende til sine brødre: »Og dette er den velsignelse, der er blevet skænket os, at vi er blevet gjort til redskaber i Guds hænder til at udføre denne store gerning« til frelse (Alma 26:3).
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har forklaret følgende om, hvordan vores omvendelse påvirker vores ønske om at dele evangeliet:
At dele evangeliet er ikke en byrde, men en glæde. Det, vi kalder »medlemsmissionering«, er ikke et program, men en holdning præget af kærlighed og en håndsrækning til dem omkring os. Det er også en mulighed for at vidne om det, vi føler for Frelserens gengivne evangelium. Som ældste Ballard har sagt: »Et meget tydeligt tegn på vores omvendelse og på, hvad vi føler for evangeliet, er vores villighed til at fortælle andre om det« (M. Russell Ballard, »Nu er det tid«, Liahona, jan. 2001, s. 89). (»Del det gengivne evangelium«, Liahona, nov. 2016, s. 60)
Afsnit 2
Hvordan kan jeg blive et mere effektivt redskab i Guds hænder?
Mosijas sønner og dem, som tog med dem, stod over for »et vildt og forhærdet og grusomt folk«, da de drog ud for at oplære lamanitterne (Alma 17:8, 14). Da de arbejdede blandt dem, »led [disse missionærer] meget både på legeme og på sjæl, såsom sult, tørst og udmattelse og også store åndelige anstrengelser« (Alma 17:5).
Afsnit 3
Hvordan kan Ånden hjælpe mig til bedre at tjene andre og dele evangeliet?
Mosijas sønner blev redskaber i Guds hænder og hjalp med at føre mange af lamanitterne til Frelseren. Ammon rejste alene til Ismaels land og blev bundet og ført frem for kong Lamoni. Kongen spurgte Ammon om hans intentioner, og Ammon sagde, at han ønskede at bo blandt lamanitterne, måske resten af sit liv. Dette behagede kongen, og Ammon blev en af hans tjenere. (Se Alma 17:19-25.)
Ammon blev sat til at vogte kongens flokke. Da tyve prøvede at sprede fårene, forpurrede Ammon deres forsøg med sin slynge og sit sværd. Røverne blev overrasket af Ammons styrke og flygtede. (Se Alma 17:25, 33-38.)
Da kong Lamoni hørte om Ammons succes med at forsvare hans flokke, blev han forbløffet og spekulerede på, om Ammon var den »Store Ånd, som sender sådanne store straffedomme over dette folk« (Alma 18:2). »Ammon, der var fyldt af Guds Ånd« (vers 16), var i stand til at fornemme kongens tanker, imødekomme hans bekymringer og begynde at undervise ham i evangeliet (se Alma 18:15-24).
Kong Lamoni troede på Ammons ord og blev omvendt til Jesu Kristi evangelium. Ammon fik også mulighed for at undervise Lamonis hustru og kongens tjenere. Mange af dem troede på Ammons lærdomme og vidnede om, »at deres hjerte var blevet forandret« (Alma 19:33). Fordi Ammon var blevet et redskab i Guds hænder »begyndte Herrens værk blandt [den del af] lamanitterne« (Alma 19:36).
Selv om vores oplevelse måske ikke er så dramatisk som Ammons, kan vi gøre en forskel i andres liv, når vi forbereder os på at blive redskaber i Guds hænder.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvordan vi kan dele evangeliet med andre:
Hvor end I er på jorden, er der masser af muligheder for at dele det gode budskab i Jesu Kristi evangelium med de mennesker, I møder, studerer med, bor og arbejder sammen med eller omgås …
Fortæl på de måder, der nu falder jer naturligt og normalt, folk om, hvorfor Jesus Kristus og hans kirke er vigtig for jer …
Bed ikke blot om, at missionærerne må finde de udvalgte. Bed dagligt af hele jeres hjerte om, at I må finde dem, der vil komme og se, komme og hjælpe og komme og blive. (»Missionering: Del, hvad I har på hjerte«, Liahona, maj 2019, s. 15, 17)