2018
Opbyg meningsfulde relationer
August 2018


Principper for omsorg

Opbyg meningsfulde relationer

Vores evne til at drage omsorg for andre vokser, når vi har et meningsfuldt forhold til dem.

hands reaching out

Illustrationer fra Getty Images

Opfordringen til at tjene andre er en mulighed for at opbygge omsorgsfulde forhold til dem – den slags forhold, som gør dem trygge ved at bede om eller tage imod vores hjælp. Når vi gør en indsats for at udvikle den slags forhold, er Gud i stand til at ændre livet for begge parter i forholdet.

»Jeg tror virkelig på, at der ikke finder væsentlige ændringer sted uden væsentlige forhold til andre,« har Sharon Eubank, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, sagt. Og for at vores tjeneste kan have en transformerende virkning i andres liv, må de »have rod i et oprigtigt ønske om at hele, lytte, samarbejde og respektere,« fortsatte hun.1

Meningsfulde forhold er ikke et spørgsmål om taktik. De bygges på medfølelse, oprigtig indsats og »uskrømtet kærlighed« (L&P 121:41).2

Opbygning og styrkelse af vores forhold til andre

»Vi opbygger … forhold et menneske ad gangen,« har ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.3 Når vi stræber efter at skabe meningsfulde forhold til dem, vi er sat til at hjælpe, kan Helligånden vejlede os. Følgende forslag er baseret på en fremgangsmåde, ældste Uchtdorf har foreslået.4

  • Lær dem at kende.

    Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde: »I kan ikke være til god hjælp for nogen, I ikke kender godt.« Han foreslog, at man lærte navnene på de enkelte medlemmer af familien og var opmærksom på vigtige begivenheder som fødselsdage, velsignelser, dåb og bryllupper. Det er en udmærket anledning til at skrive en hilsen eller ringe op for at ønske en i familien tillykke med en særlig bedrift.5

  • Tilbring tid sammen.

    Det tager tid at udvikle et forhold. Hold øje med muligheder for at vedligeholde kontakten. Undersøgelser viser, at det at lade folk vide, at man kerer sig, er afgørende for sunde forhold.6 Besøg dem, I er kaldet til at tjene, ofte. Tal med dem i kirken. Brug de kontaktmidler, der ellers giver mening – e-mail, Facebook, Instagram, Twitter, Skype, telefonen eller send et kort. Ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om virkningen af enkle og kreative udtryk for kærlighed og støtte: »Jeg åbnede ofte mine skrifter … og fandt en kærlig opmuntrende hilsen, som [min hustru] Jeanene havde lagt ind imellem siderne … Disse dyrebare beskeder … er stadig en uvurderlig skat af trøst og inspiration.«7

    Husk også, at der er to parter i et forhold. I kan tilbyde kærlighed og venskab, men forholdet udvikler sig ikke, medmindre det bliver taget imod og sendt tilbage. Hvis den anden virker uimodtagelig, så lad være med at forcere forholdet. Giv vedkommende tid til at se jeres reelle hensigter, og rådfør jer om nødvendigt med jeres ledere om, hvorvidt et meningsfuldt forhold stadig synes muligt.

  • Kommuniker med kærlighed.

    At opbygge meningsfulde forhold kræver, at vi kommer under overfladen. Overfladisk kommunikation er præget af sniksnak om gøremål, vejret og andre mindre sager, men den kommer ikke ind på følelser, tro, mål og bekymringer, hvilket er nødvendigt for at udvikle meningsfulde forhold. Vor himmelske Fader har udformet denne mere meningsfulde form for kommunikation ved at dele sine følelser og planer med sin Søn (se Joh 5:20) og med os gennem sine profeter (se Amos 3:7). Ved at fortælle hinanden om hverdagens begivenheder og livets udfordringer, som man vejledes til det af Ånden, udvikler vi påskønnelse af hinanden, når vi deler interesser og oplevelser.

    At lytte er en vigtig del af at kommunikere omsorg.8 Når I lytter omhyggeligt, bliver jeres mulighed for at hjælpe andre med at komme til Kristus større, for I får forståelse af og indsigt i deres behov, og hvordan de føler sig elsket, forstået og trygge.

    hands touching
  • Påskøn forskelle såvel som ligheder.

    »Nogle … ønsker at forme alle medlemmer over samme læst – at alle skal se ens ud og tænke, føle og opføre sig ens,« har ældste Uchtdorf sagt. »Dette strider imod, at Gud i sin genialitet har skabt hvert eneste menneske unikt og forskelligt fra sin bror …

    Kirken går fremad, når vi bruger denne forskellighed og opmuntrer hinanden til at udvikle os og bruge vores talenter til at opløfte og styrke vores meddisciple.«9

    At elske andre på den måde, Gud elsker os, kræver, at vi prøver at se andre, som Gud ser dem. Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) sagde: »Vi må udvikle evnen til at se [andre], ikke som de er nu, men som det, de kan blive.«10 Vi kan bede om hjælp til at se andre, som Gud gør. Når vi behandler andre ud fra deres potentiale, har de en tilbøjelighed til at leve op til forventningerne.11

  • Hjælp dem.

    Vær lydhør over for behovene hos dem, I skal drage omsorg for og vær villige til at give af jeres tid og talenter, uanset om der er behov for hjælp, eller blot fordi I kerer jer. I kan være der for at yde trøst, støtte og fornøden hjælp, når der er et problem, sygdom eller en akut situation. Men i alt for mange relationer er vi reaktive. Gud gav os handlefrihed, så vi kan handle og ikke blot være genstand for handling (se 2 Ne 2:14). Akkurat som apostlen Johannes belærte om, at vi elsker Gud, fordi han elskede os først (se 1 Joh 4:19), så kan det blødgøre hjerter og få kærlighed og tillid til at vokse, når andre kan mærke vores oprigtige kærlighed gennem vores tjenestehandlinger.12 Det skaber en positiv spiral, som opbygger forhold.

Savior sitting with disciples

Vis omsorg som Frelseren gjorde

Jesus Kristus opbyggede meningsfulde forhold til sine disciple (se Joh 11:5). Han kendte dem (se Joh 1:47-48). Han tilbragte tid med dem (se Luk 24:13-31). Hans kommunikation gik langt under overfladen (se Joh 15:15). Han påskønnede deres forskellighed (se Matt 9:10), og han så deres potentiale (se Joh 17:23). Han tjente alle, selvom han var alles Herre, og han sagde, at han ikke var kommet »for at lade sig tjene, men for selv at tjene« (se Mark 10:42-45).

Hvad vil I gøre for at opbygge et stærkere forhold til dem, I er kaldet til at tjene?

Noter

  1. Sharon Eubank, i »Humanitarian Acts Must Be Rooted in Relationship, Sharon Eubank Says«, mormonnewsroom.org.

  2. Se »Principper for omsorg: Ræk ud i medfølelse«, Liahona, juli 2018, s. 6-9.

  3. Dieter F. Uchtdorf, »Det, der betyder mest«, Liahona, nov. 2010, s. 22.

  4. Se Dieter F. Uchtdorf, »Det, der betyder mest«, s. 22.

  5. Se Ezra Taft Benson, »Til Kirkens hjemmelærere«, Stjernen, juli 1987, s. 46.

  6. Se Charles A. Wilkinson og Lauren H. Grill, »Expressing Affection: A Vocabulary of Loving Messages«, i Making Connections: Readings in Relational Communication, red. Kathleen M. Galvin, 5. udg., 2011, s. 164-173.

  7. Richard G. Scott, »Velsignelserne ved evigt ægteskab«, Liahona, maj 2011, s. 96.

  8. Se »Principper for omsorg: Fem ting, en god lytter gør«, Liahona, juni 2018, s. 6-9.

  9. Præsident Dieter F. Uchtdorf, »Fire titler«, Liahona, maj 2013, s. 59.

  10. Thomas S. Monson, »Se andre som det, de kan blive«, Liahona, nov. 2012, s. 69.

  11. Se Terence R. Mitchell og Denise Daniels, »Motivation«, i Handbook of Psychology, bd. 12, red. Walter C. Borman og andre, 2003, s. 229.

  12. Se Edward J. Lawler, Rebecca Ford og Michael D. Large, »Unilateral Initiatives as a Conflict Resolution Strategy«, Social Psychology Quarterly, årgang 62, nr. 3, sep. 1999, s. 240-256.