Undervis med teknologi: Engagér de unge i den digitale verden
Hvordan kan teknologien være en allieret frem for en fjende i klasseværelset?
Når jeg besøger menigheder og stave rundt om i Kirken, spørger de unges ledere og lærere ofte: »Hvordan sørger vi for, at de digitale enheder ikke forstyrrer i klassen?« På samme tid indleder mange af de dygtigste ungdomslærere, jeg har mødt, deres undervisning med at sige: »Find jeres telefon frem og slå op på …« Derfor vil jeg gerne dele et par ting, som jeg har lært, med jer om, hvordan man hjælper de unge med at bruge teknologien på en retskaffen og produktiv måde i forbindelse med evangelisk undervisning.
Profetier omkring teknologi
Profeter og apostle har talt til os om velsignelserne ved teknologi og fortalt, hvordan vor himmelske Fader har givet os teknologien for at hjælpe os til at føre hans værk fremad i et stadigt hurtigere tempo. I 1862 sagde præsident Brigham Young (1801-1877): »Enhver videnskabelig og kunstnerisk opdagelse, som virkelig er sand og brugbar for mennesket, er givet gennem direkte åbenbaring fra Gud … Den er givet med henblik på at bane vejen for endelig triumf for sandheden og jordens forløsning fra syndens og Satans magt. Vi bør drage fordel af alle disse store opdagelser … og lade vores børn få gavn af enhver nyttig kundskab for at forberede dem til at træde frem og effektivt gøre deres del i det store værk.«1
Brug af de digitale enheder til retfærdige aktiviteter
I mit eget liv er mit studium af evangeliet i høj grad blevet forbedret ved at bruge skrifterne og andre ressourcer i appen Evangelisk bibliotek.
Vores unge er blevet forberedt på at studere, undervise og forkynde evangeliet i dagligdagen og som fuldtidsmissionærer ved at bruge teknologien på måder, som vi kun lige er begyndt at opdage. Fordi modstanderen forsøger at bruge enhver god og nyttig opfindelse i sine onde planer, påhviler det os som forældre, ledere og lærere at hjælpe de unge med at bruge teknologien på retskafne og produktive måder fra en tidlig alder.
Hjemmet er det bedste sted for det. (Forældre, der leder efter gode ressourcer, kan overveje at bruge nogle af de af Kirkens materialer, der nævnes i den farvede boks lige efter denne artikel). Undervisningen i evangeliet byder også på mange vigtige muligheder for at hjælpe de unge med at forbinde deres digitale enheder med retfærdige aktiviteter og føle Helligånden. Her er nogle få forslag til, hvordan lærere og ledere kan hjælpe med, at det sker.
Stil principbaseret forventninger
Stil forventninger om brugen af teknologi i klasselokalet, der er baseret på principper. Et kerneprincip kan være: »Det er vores mål i klassen at lære evangeliet gennem Helligånden. Brugen af vores digitale enheder bør hjælpe med det og ikke forstyrre os fra det.« Det er langt mere effektivt end en regel som: »Vi bruger ikke de sociale medier i klassetiden.« Denne regel sender et signal om, at de sociale medier er noget dårligt, hvorimod princippet åbner for muligheden for at bruge de sociale medier i klassen på passende måde, som at række ud til dem, der ikke er mødt op i klassen, og lade dem vide, at de er savnet og invitere dem til at komme næste uge.
Vi skader vores unge med regler, der antyder, at en adfærd er forkert, når den ikke er det. Det skaber forvirring om brugen af teknologi i andre situationer og man misser muligheden for at undervise om passende brug af teknologi. De forventninger, vi stiller med de unges hjælp i vores klasse, bør svare til deres alder og modenhed.
Lær om teknologien
Lad ikke jeres egen frygt for eller mangel på forståelse af teknologien komme i vejen for at lade de unge bruge digitale enheder på passende måder. En menighed rapporterede, at de havde holdt et træningsmøde for lærerne om, hvordan man bruger de digitale enheder til at studere evangeliet. De opdagede, at når lærerne blev bedre til at bruge teknologi, blev de også mere begejstrede for at bruge de digitale enheder til at studere evangeliet og bekymringen om, at de digitale enheder var et forstyrrelseselement i klasselokalet forsvandt stort set.
Gør lektionerne interaktive
Jeg har opdaget, at den bedste måde at hjælpe eleverne med at bruge teknologien retfærdigt på er ved at gøre lektionerne interaktive og indarbejde de digitale enheder i undervisningsplanen. Jeg tager sjældent en elev i at bruge sin telefon upassende i klasser, hvor lærerne stiller inspirerede spørgsmål, eleverne er involveret i lektionen og føler, at deres lærer elsker dem, og at Helligånden er til stede.
Hvor dette sker, begynder læreren ofte undervisningen med at stille et inspirerende spørgsmål og derefter lade de unge, ofte i små grupper, finde svaret på spørgsmålet i skrifterne og profeternes ord. Under lektionen får læreren klassen til at slå skriftsteder op, læse generalkonferencetaler, se kirkeproducerede videoer og drøfte, hvad de lærer. Jo mere de unge involveres i læringsprocessen, jo større er sandsynligheden for, at de bruger deres digitale enheder passende.
Find balancen
Når vi inkorporerer teknologi i vores lektioner, er det vigtigt at huske, at vores brug af den skal være afbalanceret. Vi må nøje sikre os, at teknologien i sig selv ikke bliver lektionen eller distraherer os fra at føle Helligånden.
Derudover er det ikke alle, der har en digital enhed, og de bør ikke føle sig udenfor. Med undtagelse af at se kirkeproducerede videoer burde de aktiviteter, der kan udføres på digitale enheder i klasseværelset, også kunne udføres ved brug af fysiske skrifter og kopier af Kirkens tidsskrifter.
Desuden er der gange, hvor brug af digitale enheder måske ikke er passende. For eksempel når elever eller lærere bærer vidnesbyrd, kan det give mening, at lærerne kærligt beder eleverne om at lægge deres mobiltelefoner væk og bare mærke efter, hvad Ånden lærer dem.
Vis tålmodighed
Og endelig kan det for nogle unge tage lidt tid at lære at bruge de digitale enheder passende. I hvilket som helst klasseværelse udviser kristuslignende lærere tålmodighed og kærlighed mod dem, der kæmper.
Teknologi: En forbedring, ikke en trussel
At hjælpe de unge med at bruge teknologien passende vil velsigne dem igennem livet, og det vil gøre vores klasser bedre. Som ældste Richard G. Scott (1928-2015 ) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Når teknologi forstås og bruges til retskafne formål, behøver den ikke at være en trussel, men er snarere en forstærkning af den åndelige kommunikation.«2
Som Søndagsskolens hovedpræsidentskab opfordrer vi lærerne til at favne teknologien i deres undervisning og gøre enhver indsats for at hjælpe de unge med at bruge den til retskafne formål. Hvis I vil bede vor himmelske Fader om hjælp i jeres bestræbelser, vil han besvare de bønner.