Men hvad nu, hvis jeg ikke rammer?
Min frygt for at fejle afholdt mig fra at udvikle mine talenter og søge muligheder for at udvikle mig.
Fotoillustration: David Stoker
Da jeg var seks år gammel, tog min far mig og min storesøster med ud og spille basketball. Det var første gang, jeg var i en sportshal. Basketbolden var meget tung i mine små hænder og nettet – selvom det hang så lavt, som det kunne – syntes at være overvældende højt oppe.
»Tænk ikke på det, skyd bare,« sagde min far.
Jeg vendte mig om mod min far. »Men hvad nu, hvis jeg ikke rammer?« spurgte jeg.
Her mere end to årtier senere kan jeg ikke huske, om jeg forsøgte at skyde eller ej. Men jeg husker den frygt, jeg havde: »Hvad nu, hvis jeg ikke rammer? Hvad nu, hvis jeg kommer til kort trods mit bedste forsøg? Hvad skal jeg gøre, hvis jeg fejler?«
Frygten for at fejle
Den frygt for at fejle har plaget mig hele livet. I lang tid rakte mine naturlige evner inden for mange ting til at dække over den frygt. Men den kom stadig til udtryk i en række små ting. Jeg prøvede ikke en sportsgren, før jeg vidste, at jeg var god til den. Jeg undgik skoleprojekter, som ikke hang sammen med mine styrker. Når jeg prøvede nye aktiviteter, som jeg ikke straks havde succes med, var min løsning at forsvinde hurtigt og gå videre til noget, jeg var bedre til.
Så tog jeg på mission. For første gang var jeg tvunget ind i et miljø, hvor mine svagheder fremgik med al tydelighed, og jeg kunne ikke bare lige hurtigt bakke ud. Jeg havde svært ved at indlede samtaler. Jeg kæmpede med at lære et nyt sprog. Jeg blev afvist flere gange om dagen. Jeg fejlede konstant – jeg sigtede og ramte ved siden af – og der var dage, hvor jeg overvejede at følge mit sædvanlige mønster for at undgå fejl – at give op og tage hjem.
Knas med at oversætte
Under den tid modtog jeg en meget tiltrængt inspiration og irettesættelse fra historien om Oliver Cowdery, der prøvede at oversætte pladerne. Efter nogle få uger som skriver for Joseph Smith begyndte Oliver at tænke over, om han også kunne oversætte pladerne.
Joseph spurgte Herren og fik det svar, at Oliver ville få lov til at oversætte. Dog gav Herren også Oliver et par advarsler, to af dem handlede om at være »tålmodig« og ikke frygte (L&P 6:19, 34).
Det var ikke helt så enkelt at oversætte, som Oliver havde forestillet sig. Da ordene ikke bare kom, blev han frustreret og gav snart op.
Overså mulighederne
Da jeg studerede den historie, indså jeg, at Olivers problem lignede mit. Han havde forventet at kunne mestre oversættelsen hurtigt, og da det stod klart, at han ikke ville få succes umiddelbart – at han ville fejle mange gange, mens han arbejdede på at udvikle den gave – genoptog han skrivearbejdet, som han følte sig tryg ved. Herrens advarsler var præcise: Oliver var hverken tålmodig med sig selv eller Gud, og han frygtede. Så Gud fratog ham muligheden (se L&P 9:3).
Jeg indså, hvor ofte min frygt for at fejle havde holdt mig tilbage. Jeg havde været så bange for at ramme ved siden af, at jeg end ikke havde forsøgt at skyde eller havde givet op efter nogle få forsøg. Ved at prøve at undgå at fejle var jeg gået glip af muligheder for at få fremtidig succes. Jeg havde hverken været tålmodig med mig selv eller Gud, og jeg havde frygtet.
Oliver Cowderys historie indgød mig håb. Selvom Herren fortalte Oliver Cowdery, at han derefter ikke ville være i stand til at oversætte, lovede han ham samtidig: »Siden har jeg andre optegnelser, som jeg vil give dig magt til at kunne hjælpe med til at oversætte« (L&P 9:2). Olivers mulighed for at oversætte var ikke gået tabt, den var blot udskudt. På samme måde var de muligheder, jeg havde misset, ikke tabt. Herren ville give mig flere, hvis jeg var villig til at være tålmodig og ikke lade frygt afholde mig fra at prøve.
Frygten fortonede sig
Jeg besluttede mig for at arbejde med min frygt for at fejle. Selvom jeg stadig følte mig nervøs ved at tale med fremmede eller undervise på et fremmedsprog, blev jeg bedre til begge dele. Disse færdigheder har været en hjælp i mit liv, selv efter min mission.
Der er stadig gange, hvor jeg tøver med at prøve noget nyt eller gøre noget, jeg ikke er særlig god til. Men jeg har lært at være mere tålmodig. Jeg har lært at blive ved med at skyde efter målet og ikke være bange for at ramme ved siden af.