Kunne jeg tjene der?
Lige fra jeg første gang lagde lidt småpenge i min missionssparegris, har jeg vidst, at jeg gerne ville være missionær. Jeg havde sparet op i 12 år, da bekendtgørelsen kom om, at søstre kunne tjene som missionærer, fra de var 19 år. Selvom jeg ikke var sikker på, at det var det rette tidspunkt for mig, besvarede Herren mine bønner, og jeg følte mig inspireret til at indsende mine missionspapirer.
Jeg ville gerne have, at min mission var rigtig for mig, og jeg vidste, at det at være ærlig over for mine kirkeledere, især omkring mit helbred, var den eneste måde at få sjælefred på. Jeg har epilepsi, en tilstand der udløser uforudsigelige anfald. Heldigvis er min tilstand under fuld medicinsk kontrol. Alligevel var det muligt, at min afhængighed af den medicin lagde en begrænsning på, hvor jeg kunne tjene.
Forestil jer, hvor overrasket jeg blev, da jeg blev kaldet til at tjene i Santo Domingo Øst-missionen i Den Dominikanske Republik! Der var bare et problem: Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne få min medicin i Den Dominikanske Republik. Jeg var forvirret. Hvorfor ville Herren inspirere Kirkens ledere til at sende mig til et sted, hvor jeg ikke kunne få min medicin?
Min familie og jeg bad sammen om et svar. Jeg fik en stærk overbevisning om, at Herren virkelig gerne ville sende mig til Den Dominikanske Republik for at tjene, så vi gik i gang. Min læge udskrev en recept, der gjaldt i 18 måneder, men vores forsikring ville kun betale for et års forbrug af medicinen, hvilket gjorde, at vi skulle betale for mindst 6 måneder. Da vi gik frem i tro, fandt vi med tiden en løsning, vi havde råd til.
Da jeg blev indsat, velsignede min stavspræsident mig med, at min tilstand ikke ville påvirke mig under min mission – et løfte, som blev opfyldt. Selvom jeg blev brugt til min yderste fysiske grænse, ved jeg, at jeg gennem Jesu Kristi forsoning var i stand til at overvinde de udfordringer, jeg mødte før og under min mission.