Jeg blev rørt over præsident Nelsons budskab til konferencen om, at Gud ønsker at tale med mig og fortælle mig, hvad han gerne vil have mig til at gøre. I dag tænkte jeg, at jeg ville prøve det. Jeg bad om, om jeg kunne hjælpe nogen i dag. Efter frokost skulle jeg fylde benzin på min bil. Jeg tænkte, at jeg skulle købe benzin til nogen. Jeg var lidt skeptisk og tænkte: »Vi får se.« Jeg begyndte at tanke benzin. En minivan kørte op på siden af mig, og en dame steg ud sammen med sin søn. Hun tog sin pung frem og kiggede i den.
Jeg var færdig med at tanke, da jeg hørte hende sige noget tilbageholdende: »Undskyld mig.« Jeg vendte mig om og så et bekymret udtryk i hendes ansigt.
Jeg fortalte hende, at jeg skulle betale for nogens benzin i dag. »Er det dig?« Hun blev overrasket og begyndte at få tårer i øjnene. »Der er nogen, der våger over dig i dag,« sagde jeg. Jeg gik hen til benzinpumpen og kørte mit kort igennem. Så satte jeg mig ind i min bil og kørte væk med en fuldstændig vished om, at der også er nogen deroppe, der våger over mig. »Tak for vores profet!«
– Jonathan Benson, historie delt på Liahonas facebookside