Navnenyt
Mormon på arbejdspladsen
Hvor arbejder du, og hvad laver du?
Jeg er sygeplejerske i en lægepraksis 30 timer om ugen. Jeg har med kronikere at gøre, diabetes-, blodtryks-, nyrepatienter osv. Jeg behandler sår og laver rejsevacciner, ja, alt muligt sygeplejerskearbejde.
Hvad siger dine kollegaer til, at du er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?
Jeg sagde det til min ansættelsessamtale, da de spurgte, hvad jeg brugte min fritid på. Det var ok, jeg måtte bare ikke prædike i min arbejdstid. Mine kollegaer spørger, hvilke traditioner vi har til jul og påske, ellers ved de efterhånden, hvad jeg står for.
Står du indimellem i nogen dilemmaer i forhold til din religion?
Jeg har haft en ung pige, der ønskede abort. Hende sendte jeg videre til lægen. En anden ung pige var meget i tvivl, om hun skulle have abort, og hun havde egentligt besluttet sig for at beholde barnet, da hun kom. Jeg kunne kun støtte hende i det. Senere ønskede samme pige en abort, og her fik hun tid hos lægen. Det er en svær situation at stå i, fordi de står og ønsker råd. Det er ikke mig, der sætter stemplet og underskriften, og det har jeg det godt med.
Vi har selvfølgelig patienter der ryger og drikker for meget. Her bruger jeg evangeliet. Her er det vel det modsatte af et dilemma? Her er det virkelig en velsignelse at kunne bruge visdomsordet i det stille.
Har du nogen særlige missionæroplevelser på dit arbejde?
En kollega spurgte mig en dag: »Hvad er det egentligt med dig og din kirke«? »Hvad er forskellen på dig og Folkekirken?« Jeg fortalte lidt om vores trosartikler. Jeg skulle tænke hurtigt. Jeg har lært, at når jeg åbner munden, så vil ordene komme. Jeg bad en hurtig bøn, og så kom ordene. Jeg fortalte hende om bøn. Om hvordan det hjælper mig i mit familieliv, arbejdsliv, i svære situationer, om hvordan det giver mig en dejlig fred. Min kollega svarede: »Uh, det bliver jeg helt rørt over, jeg beder nemlig også«. Og det blev jeg jo glad for at høre.
Jeg havde tænkt, at jeg ville fortælle en masse om trosartiklerne, men der kom noget helt andet.
Min chef spurgte mig engang, om jeg til et personalemøde ville fortælle 5 minutter om mormonismen? Jeg bad meget og snakkede med min familie om det. Det hjalp mig meget, så jeg kunne fortælle overordnet om Kirken. Jeg kom blandt andet ind på visdomsordet. Jeg fortalte også om Guddommen, om hvordan vi tror, at Gud, Kristus og Helligånden er tre adskilte personer. Mine kollegaer sagde: »Det gør vi da også!«, men jeg måtte forklare, at folkekirken troede på treenigheden. Det var lidt sjovt.
Chef: Hvor er det dejligt at høre, at der er nogen der tør tage stilling. Vi andre tror bare lidt her og der.
Efter mødet var der en helt anden accept af mig. Jeg kunne i hvert fald føle en forandring. Jeg kan ikke sætte ord på, men det blev bare nemmere. Jeg sagde, at jeg ikke fordømte nogen, det kan jeg jo ikke. Jeg arbejder jo med folk, der har det svært med forskellige ting. Mine kollegaer tør måske fortælle mere om deres liv, når de ved, at jeg ikke fordømmer.
Det er mig, der får mest ud af at dele evangeliet.