Sådan lærte Eric at stole på Gud
Denne unge voksne fra Ghana ved, at selv når alt ser sort ud, kan man altid stole på vor himmelske Fader.
Langt hjemmefra vikler Eric sig ind i et tæppe fra Ghana, når han beder. »Tæppet minder mig om mit jordiske hjem,« siger Eric, »og bøn minder mig om mit himmelske hjem.«
Da 21-årige Eric Ayala fra Techiman i Ghana var tre år gammel, befandt han og hans mor sig på et gademarked, da en bil mistede kontrollen og ramte dem.
»Den ramte min mor først og brækkede hendes ben,« fortæller Eric. »Så slæbte den mig et langt stykke, inden min krop trillede ned i rendestenen. De erklærede mig død og jeg kom til lighuset. Bedemanden var ved at gøre mig klar, da han opdagede, at jeg var i live. I al hast blev jeg bragt til hospitalet.«
Eric, der nu er lam i underkroppen, mødte udfordring efter udfordring, da han voksede op uden at kunne bruge sine ben. Han fik senere benskinner, som gjorde ham i stand til at stå op, men han voksede hurtigt ud af dem, og han havde ikke råd til nogle nye. Han fik en lille kørestol, men den voksede han også ud af. Hans ben sygnede hen, han fik sommetider kramper i dem og hans fødder blev deforme.
I Ghana bliver folk med et handicap ofte anset for at være en byrde. Erics familie havde ikke mange penge og ikke tilstrækkeligt til at betale for lægebehandling. Da Eric var omkring 10 år, fik han tryksår på grund manglende bevægelse og af at sidde på træ eller beton. Der gik betændelse i sårene, de væskede konstant og lugtede forfærdeligt.
Det åbne skur, som Eric i årevis boede i, står stadig bag familiens hjem.
Derfor boede Eric udenfor på en bænk i et åbent skur. Hans mor, Lucy, og hans søstre kom med mad til ham, vaskede hans tøj og hjalp ham med at blive vasket. Eric blev ofte gennemblødt af regn og rystede af kulde om natten. Han lærte at elske morgengryet, for solen kom med varme. For fattig til at gå i skole og ude af stand til at arbejde tilbragte han år i det skur, hvorfra han nogle gange dristede sig ud i nabolaget i sin kørestol.
Troens spæde start
Frem for at blive bitter »begyndte jeg at elske og tro på Gud,« fortæller Eric. »Ingen havde lært mig om ham, men jeg kunne se hans skabninger, og jeg kunne se det gode og onde i folk. Nogle gange er det svært at tro på ham, når livet er svært. Men så så jeg noget godt i mit liv, og jeg sagde: ›Se, Gud er her, og det er skønt.‹«
Eric havde ikke lært, hvordan man beder, men han begyndte at påkalde Gud. Han fik svar – da han blev syg, fik han en uventet mulighed for at komme til lægen; da han bad om hjælp med sine sår, forsvandt de, da han voksede ud af sin kørestol, købte en venlig fremmed en større til ham. »Gud har gjort mange gode ting for mig,« siger Eric.
Alligevel kunne Eric godt miste modet indimellem. Han græd, når han havde ondt eller var sulten. »Jeg besluttede, at jeg ville være lykkelig, det var op til mig,« mindes han. »Jeg tvang mig til at smile. Hvis jeg ikke gjorde, var jeg bange for, at jeg ville udvikle mig til noget skidt.« Især fordi han så sine venner bruge alkohol og stoffer, og han vidste i sit hjerte, at det var forkert.
Og så skete der noget, der lignede et mirakel, da Eric var 14 fik han lov til at komme i skole. Hans mor, der var kogekone, havde skrabet penge nok sammen til købe ham en skoleuniform og betale for bøger og undervisning. I skolen »kunne jeg ikke gå ud og træne med de andre,« forklarer han, »så jeg blev indenfor og læste hele tiden.« Han overraskede skoleinspektøren ved at få topkarakterer i matematik, læsning og skrivning.
En nonne fra hospitalet donerede Eric en ny trehjulet cykel, som han kunne træde med hænderne, hvilket gjorde det lettere for ham at komme i skole. Men efterhånden som Eric tog frem og tilbage, åbnede tryksårene sig igen. Betændelsen vendte tilbage tillige med lugten af råddenskab, når sårene væskede. Eleverne klagede over de fluer, der konstant sværmede om Eric. Han var 17, da skoleinspektøren bad ham om at tage hjem og få det bedre, ellers kunne han ikke vende tilbage til skolen.
Erics far havde en lille gård ude på landet. Han havde taget familien med ud for at arbejde på gården, men Eric forblev hjemme i sit skur, alene. I mellemtiden var hans sår blevet større og infektionen spredte sig til hans knogler, en livstruende tilstand der kaldes osteomyelitis eller knoglemarvsbetændelse.
En snak med en Obruni
Da Eric var 18 år, så han sin ven Emmanuel Ofosu-hene tale engelsk med en obruni (hvid mand). Obrunien var mormonmissionæren, ældste Old. »Jeg talte kun Twi, men Emmanuel oversatte for mig: ›Jeg er så syg, at jeg tror, jeg skal dø. Kan du hjælpe mig, så jeg kan vide, hvad jeg skal gøre for at komme i himmelen?‹
Ældste Old og hans afrikanske kammerat satte sig hos mig og underviste mig. Af en eller anden grund begyndte de med visdomsordet. Jeg vidste, at de talte sandt, for jeg vidste allerede, at kaffe og tobak var noget skidt.« De gav også Eric en brochure om Jesu Kristi gengivne evangelium og inviterede ham med i kirke.
»Da jeg kom derhen, kunne jeg se, at denne kirke var noget andet,« siger han. »Der var ærbødigt.« Selvom det tog Eric en time at skubbe sig selv i kirke i kørestolen, elskede han møderne. »Jeg ville gerne op foran og være samme med folk,« fortæller han. »Jeg blev nede bagi, for jeg vidste, at jeg lugtede grimt.«
Eric fortalte missionærerne, at det, han lærte, var sandt. Han fortalte dem også, at han ønskede at blive døbt, men lægerne havde advaret ham mod at gøre sine sår våde. »Jeg vil stole på, at Gud giver svar,« sagde han. Han kom i kirke omkring et år, og så blev han for syg og svag til selv at hjule sig derhen.
Erics mor, Lucy, mødte missionærerne, studerede evangeliet og blev døbt i 2015. Men fordi hendes brækkede ben aldrig var vokset rigtigt sammen, var det smertefuldt for hende at gå. Det var også en udfordring for hende at komme til møderne.
Senere kom Eric på hospitalet igen. I Ghana skal patienterne selv sørge for vand, mad, sengetøj, medicin og bandager. Hvis de ikke har nogen penge, bliver de ikke behandlet. Erics mor og søstre gjorde, hvad de kunne. Eric modtog mad og medicin så uregelmæssigt, at han blev svagere.
Et uventet besøg
Så modtog Eric besøg fra en uventet kant. Missionærerne, søster Peprah og søster Nafuna, havde set et fotografi af ham i kirken og kom for at besøge ham på hospitalet, og de havde mad med til ham. Der var gået et år siden, han var i kirke, men han fortalte dem, at han stadig gerne ville døbes.
Nogle få dage senere besøgte Erics søster ham og kunne se, at han var meget syg. Hun løb hjem og fortalte deres mor det. Selvom deres mor led af den kroniske skade på sit ben fra sin og Erics ulykke, så gik hun hele vejen hen på hospitalet og ømmede sig for hvert skridt. »Du skal komme hjem,« sagde hun til Eric. »Hvis du skal dø, vil jeg i det mindste have dig i nærheden.«
Næste morgen kom søstermissionærerne hjem til dem. »Du var ikke på hospitalet,« sagde søster Peprah. »Så kom vi herhen.« Med sig havde de ældste og søster Wood, seniormissionærer fra New Zealand. De tog bestik af behovene og lovede at vende tilbage.
Nogle få dage senere tog Erics far resten af familien med ud på gården – og Eric blev igen efterladt alene uden vand eller mad. Da ældste og søster Wood vendte tilbage og opdagede, at Eric var alene og sulten, skaffede de vand og mad. De vendte tilbage næste dag og bemærkede, at der løb væske ned ad hans ben, og de opdagede et stort åbent sår på hans lår. De tog straks Eric tilbage på hospitalet.
Parret Wood hørte, at der ville komme et humanitært lægehold fra USA til Ghana. Holdet ville operere Eric gratis. Kirurgen behandlede såret på Erics ben. Men da han så, hvor slemme Erics sår var, og at han tilmed havde knoglemarvsbetændelse, afgjorde lægen, at han ikke kunne udføre de fornødne procedurer i Ghana. Ud fra hans anbefalinger tog den humanitære organisation initiativ til en proces, som skulle lede til, at Eric kom til USA for at modtage yderligere behandling og få sine sår lukket for altid. Derudover gav et herberg i Winneba i Ghana, der drives af medlemmer af Kirken, Eric lov til at bo der, da han vendte hjem, så han kunne gå i skole og gøre sin uddannelse færdig.
Mens Eric var i Utah for at blive opereret, besøgte han spejlsøen uden for templet i Salt Lake City. Eric siger, at han elsker den fred, han finder ved templet i Salt Lake City.
Herren gav
Ældste Wood, der er ingeniør af profession, ombyggede Erics trehjulede håndcykel. Han gav hans kørestol et tilsvarende eftersyn. Han rådførte sig også med præsident Cosgrave fra Kumasi-missionen i Ghana, som er læge. De følte, at Eric kunne blive døbt, hvis der blev truffet de rette sikkerhedsforanstaltninger.
Eric viser sin mor og sine søskende sin trehjulede cykel, efter seniormissionærerne har repareret den.
»Ældste Wood pakkede min krop ind i plastik og viklede tape rundt om plastikken,« forklarer Eric. »Så bar han mig ned i et dåbsbassin, der var blevet fyldt med vand tilsat desinfektionsmiddel. Jeg blev døbt den 26. juni 2016.« Eric havde stolet på Herren, og Herren havde åbnet en udvej.
I dag læser Eric til computertekniker. Men han føler også, at han kan påvirke andre gennem musik – han kan godt lide at rappe på twi. Hans rytmiske budskaber handler om, hvordan Gud reddede ham. Et af hans yndlingsskriftsteder lyder: »At du ser hen til Gud og lever« (Alma 37:47). Og han siger stadig: »Jeg ser Gud i alting.«
Han tilføjer: »Jeg ønsker ikke, at nogen skal tro, at vor himmelske Fader vil velsigne dem på samme måde, som han har velsignet mig. Men han vil velsigne dem, der sætter deres lid til ham. Når I kæmper med svære ting, så bed til og stol på Gud.«
Eric ser lyst på sin fremtid. Han læser til computertekniker og han føler også, at han kan inspirere andre med sin musik.